eftertrykkeligere og farligere mod sin forhen altfor megtige Nabo i Norden, hvis Velde imidlertid var blevet svekket ved Rigernes Adskillelse og Familietvist. Og hvad Stæderne angaar, saa havde de, hvad enten nu den besluttede Adskillelse egentlig var deres Verk eller ej, eller idetmindste befordret og tilskyndet ved deres Paavirkninger, i alle Fald den største Grund til at glæde sig derover og med Længsel imødesee den Tid, da de tvende Riger virkelig skulde afsondre sig fra hinanden.
Vi have nu fulgt Norges og tildeels det dermed forenede Sveriges vexlende Skjebne under den urolige Tid, som hengik, siden Kong Magnus havde tiltraadt Regjeringen, og indtil det blev bestemt ved fælles Overlæg mellem Konge og Folk i begge Riger, at disse til en bestemt Tid igjen skulde skilles fra hinanden. Det bliver nu nødvendigt ogsaa at kaste et Tilbageblik paa Bilandenes eller de saakaldte Skatlandes Tilstand og de i dem forefaldne Tildragelser. Her møder os først Island. Men det gjelder fremdeles, hvad vi tidligere have yttret, at der her nu, siden Islændingerne havde faaet Foreningsaktens Artikler bekræftede, ikke indtraf stort af Betydenhed. Forholdet til Norge gav ej længer Anledning til Strid, og hvorvel der unegteligt hyppigt forefaldt Voldsomheder og Lovovertrædelser – idetmindste ere mange saadanne optegnede i de islandske Aarbøger – saa medførte de dog ikke saadanne indgribende Familiefeider, som i den gamle Frihedstid; de havde somoftest blot og bart privat Charakter, blev snart straffede eller hindrede, og de deraf opstaaede Uenigheder bilagte. De kongelige Embedsmænd herskede med veldig Haand, man vante sig mere og mere til at bøje sig under Kongemagten og finde sig i dens Indgriben i alle offentlige Forhold; det politiske Liv uddøde næsten ganske, og de kirkelige Begivenheder ere næsten de eneste, som i en lang Række af Aar paa Island spilte nogen egentlig Rolle. Hvad man ej kan andet end finde paafaldende, er den hyppige Vexling af Lagmænd, som sees at have fundet Sted. Vel vexlede ogsaa Lagmændene hyppigt i Norge, men neppe saaledes som paa Island[1]. Her var det
- ↑ See herom især Lagmandsrekken i J. Sigurdssøns „Lögsögumanna“ tal ok lögmanna i „Safn til sögu Islands“, II. S. 1. fgg. Man seer heraf, at den hyppige Vexling egentlig allerede begyndte i Lovsigemændenes Tid, da Bevægelserne i Anledning af Kong Haakon Haakonssøns Bestræbelser for at underlegge sig Island var blevne følelige. Fra 927 til 1231, da Snorre Sturlassøns anden Lovsaga ophørte, var der 30 Lovsigemænd i 314 Aar, altsaa gjennemsnitlig een i 10 Aar. Fra 1231 til 1271, da Lovsigemændene ophørte, var der tolv i 40 Aar, altsaa gjennemsnitlig 1 i 3 Aar. Fra 1272 til 1351 var der paa Nord- og Vestlandet 11 Lagmænd i 80 Aar, altsaa
