Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/32

14

Magnus Erikssøn.

3. Magnus Erikssøn højtideligt hyldet som Konge baade i Sverige og Norge.

Da Mødet i Oslo var forbi, drog de svenske Herrer saa hurtigt som muligt tilbage til Uppsala, thi Tiden var allerede knap nok i Forhold til Vejenes daværende Beskaffenhed og den sedvanlige Maade at reise paa. Hertuginden synes derimod ikke at have begivet sig længer end til Ljodhuus, for der at oppebie Sønnen, naar han ifølge Unionsactens anden Artikel skulde bringes derhen efter en Maaneds Forløb; sandsynligviis var en saa hurtig Reise, som de andre maatte foretage især til, og siden fra Uppsala, hende for besværlig, og det er derhos heelt rimeligt, og stemmende med hendes senere Ferd, at hun gjerne greb Lejligheden til at opholde sig saa meget nærmere sin Ven Knut Porse, der heller ikke sees at have fulgt de andre til Uppsala, men derimod vel har begivet sig til Vardberg. Til det udskrevne Allsherjarthing i Uppsala skulle Biskoper, Adel, Borgere og fire Bønder fra hvert Hered have været indkaldte. Da hele Mængden var samlet ved Mora-Stenene, skal Drottseten være traadt frem, bærende den unge Kong Magnus paa sine Arme, og Synet af den umyndige Fyrste, saavelsom indtrængende Forestillinger fra Drottseten eller andre Herrer, skal have bevirket, at alle de tilstedeværende eenstemmigt valgte ham og udraabte ham til Konge. Hvad vi med Vished vide om denne Sag, er kun, at Raadet, nemlig Erkebiskop Olaf i Uppsala, Biskoperne i Linkøping, Skara, Strengnes og Vegsjø, Drottseten Matthias Ketilmundssøn og 19 andre Herrer ved deres Brev, dateret Uppsala „paa den Dag, Kongen blev valgt“, nemlig d. 8de Juli 1319, paa Kongens Vegne, og som det udtrykkeligt tilføjedes, nu ved hans Valg erklærede, at saasom de forrige Konger hidtil ikke ordentligt havde overholdt de Sveriges Kirke fra gammel Tid tilsikkrede Rettigheder, især hvad Skatter og Paalæg angaar, saa vilde man nu for Eftertiden forebygge saadant, og de lovede derfor først og fremst alle Indbyggere og Kirker i Sverige saavelsom hver enkelt, at iagttage og beskytte deres gamle Rettigheder, Friheder, Privilegier og Sedvaner ubrødeligen af al Magt. Skulde derimod, i et eller andet uforudseet Tilfelde, til hele Rigets Forsvar og fælles Gave nogen Hjelp udfordres, da skulde dette først tilkjendegives disse Herrer, og de skulde igjen kundgjøre det for Menighederne i de enkelte Landsdele, hvorpaa, efter behørigt Overleg med og Samtykke af Herrerne og hele Rigets Menighed, den nødvendige Foranstaltning skulde vedtages; anderledes end paa denne Maade skulde for Eftertiden ingen Skat kunne paalegges, og naar den saaledes var paalagt, skulde den alene kunne opkræves af een særskilt af Raadet beskikket Mand tilligemed to Bønder af hvert Biskops-