Slotte paa Sjæland, og som allerede af Biskop Jens i Roeskilde havde faaet sig det vigtige Kjøbenhavn overladt paa henved to Aar[1], meente vel nu, at han ikke længer behøvede at holde sig de sluttede Fredstractater efterrettelig, naar han ikke vendte sig umiddelbart mod Greverne eller Kong Magnus selv, men alene imod Hertuginde Ingeborg, hvis Slot Kalundborg han uden Videre begyndte at belejre. Hvad Sjøborg angaar, der ogsaa havde tilhørt Hertuginden, da var dette, som det synes, allerede tidligere, men uvist naar, erobret af Biskop Sven af Aarhuus, en af Kongens ivrigste og mægtigste Tilhængere, og Kongen havde igjen givet Biskopen af Roeskilde Anviisning derpaa som Sikkerhed for Kjøbenhavn[2]. Som Paaskud til at angribe Kalundborg paaberaabte han sig formodentlig, at de Sørøvere, der foruroligede de danske Farvande, og som næsten maa antages for en stor Del at have været holstenske Kapere, havde Tilhold i Kalundborg, thi netop af denne Aarsag sendte Stæderne ham en Flaade til Hjelp, saaat han kunde belejre det baade til Lands og til Vands[3]. Endog Erkebiskop Peter i Lund, der dog nu nylig havde
- ↑ Brev af 17de Januar, i Uddr. hos Suhm, XIII. 26. Imidlertid var Steentaarnet ved Havnen endnu i Holstenernes Hænder; formodentlig var det dette, som, ifølge Suhms uklare Referat af Kongens Brev af 15de Juni angaaende Sjøborg, var pantsat til Markvard Stove (den eldre) for 7000 Mk. brendt Sølv. Markvard kalder sig ogsaa fremdeles „Høvedsmand i Kjøbenhavn, tilligemed Otto Golenbeck“; see Brev af 16de Juli 1341, Lüb. Urk. B. II. 725.
- ↑ See herom Brev af 15de Juni 1341, meddeelt i Uddrag hos Suhm, XIII. 30. Det angives her udtrykkeligt, at Sjøborg havde lidt megen Skade ved Krigsmaskiner, hvilket tydeligt viser, at det maa have undergaaet en Belejring. Dog seer man af Brevet, hvis Udtrykkene forresten ere rigtigt gjengivne, at dog heller ikke Kongen paa den Tid havde faaet det i sin Magt; det var vel altsaa i Biskop Svens Besiddelse.
- ↑ Detmar, S. 251. At disse saakaldte Sørøvere netop forstørstedelen var Holsterne, der drev Kaperi fra deres Slotte i Danmark, sees noksom af de Besværingsskrivelser derover, som Stæderne indgav i Anledning af Fredsunderhandlingerne sidst i 1342, see Lüb. Urk. B. II. No. 755–759. Her nævnes saaledes især Markvard Stove den ældre,Høvedsmand i Kjøbenhavn, og M. Stove den yngre, Grev Johans Befalingsmand paa Vordingborg, dernæst Krummendikerne, Hummersbüttlerne, Peter Aakessøn, Markvard Stoves Foged (altsaa en svensk eller dansk). Ogsaa Biskopen af Roeskilde og Høvedsmændene i Kjøbenhavn havde øvet Kaperi i Øresund; Høvedsmændene i Kalundborg nævnes ligeledes. Disse Klagebreve indeholde mange interessante Enkeltheder. Navnlig er det ret merkeligt at læse, hvad Lübeckerne yttrede om Grev Henrik (Urk. B. II. S. 783), og som upaatvivleligt henhører til Tiden, da Kalundborg belejredes: „for at raade Bod paa al den Nød, Rov, Uretferdighed og mangfoldige Skade, som tifold meer er skeet end her beskrevet, kom vi overeens med de øvrige Søstæder og udsendte vore Kogger med Krigsfolk for at modstaa de førnævnte Røvere og deres Hjelpere … Men da kom Grev Henrik af Holsten med sine Mænd og Hjelpere inden Trygd og Fred og uopsagt, og begyndte at forsvare de førnævnte Røvere, da vi dog vel kunde have faaet
