Kong Valdemar maatte, som vi have seet, for det første holde gode Miner med Kong Magnus og højtideligt bekræfte Afhændelsen af Skaane, saa meget det end maatte være ham magtpaaliggende at vinde dette Landskab tilbage. Ja han solgte ham endog, som det ligeledes er viist, sin Lehnsrettighed over Søndre-Halland, efterat han tillige havde faaet Knut Porses Sønner eller rettere deres Formynder, sandsynligviis Moderen, til at afstaa deres Fordringer paa Estland, imod at faa Samsø og Holbek frit for de paa dem hvilende Forpligtelser[1]. Den egentlige Herre over Søndre-Halland var paa denne Tid Sigvid Ribbing, der allerede i Jens Offessøns Fejde var optraadt som dennes Ven, om han just ikke egentlig havde understøttet ham, og som vistnok ikke havde mindre i Sigte end at erhverve det for sig selv. Da Valdemar aftraadte det til Magnus, maa han tydeligt nok have lagt for Dagen, at han ikke agtede at erkjende dennes Overhøjhed, thi i selve Afhændelsesdocumentet indtoges den Clausul, „at hvis Knut Porses Sønner, eller nogen af deres Embedsmænd, der for Tiden havde Landskabets Slotte i Forlening, vægrede sig ved at hylde og tjene Kong Magnus, skulde Valdemar ikke forsvare eller begunstige dem“[2]. Det er imidlertid vel at merke, at Valdemar for det første gav ingen af disse, ved Sammenkomsten i Helsingborg til Magnus’s Fordeel udstedte Breve beseglede i hans eller hans Befuldmegtigedes Hænder. Han paastod formodentlig, at Tiden ved Mødet havde været for knap til deres formelige Udferdigelse og Besegling, men da der gik Aar hen, inden denne fandt Sted, og da det gik ligesaa med Brevene fra en senere Fredsslutning, opstaar Mistanke om, at Valdemar med Flid har søgt at unddrage sig derfra for saaledes at eludere Forpligtelsen[3].
- ↑ Saaledes maa det vel forstaaes, hvad Valdemar siger i sit Brev vedkommende Estland (Monumenta Livoniæ antiqua III. 41–42) af 15de August 1346, nemlig at han i Erstatning for den Ret, Knut Porses Sønner havde over Estland, havde godtgjort dem med Hertugdømmet Holbeck (de ducatu Holbeck satisfeisse).
- ↑ See Valdemars føromtalte Afhændelsesbrev af 1341, Dipl. Sv. 3558; der findes desuden et senere udateret Brev (3608), hvori han ligefrem lover ej at understøtte Sigvid Ribbing, der nu besidder Søndrehalland med dets Slotte. Dette Brev er i Dipl. Sv. henført til 134i, men hører vistnok rettere til et senere Aar, siden man erfarer, at Sigvid Ribbing under Krigen 1342 stod i Forbindelse med Lübeckerne, altsaa og med Kong Valdemar, hvilket sees af Lübeckernes Besværingsbrev af 3die Debr. 1342, hvor der blandt andet klages over, at Grev Henrik havde frarøvet den lübeckske Borger Hintzeke Hovemann et aabent Brev paa 17 lødige Mark, som Sigvid Ribbing havde udstedt til ham. Lüb. Urk. B. II. 2. S. 204.
- ↑ I Forliget No. 3595 i Dipl. Sv., som her er henført til 1341, men snarere tilhører 1342, siges udtrykkeligt, at K. Magnus for det første ikke skal paa-
