Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/268

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
250
Magnus Erikssøn.

gjøres Regning paa, men I troer dem kun paa deres løse Ord, hvor redelige de selv ville være; med Eders Tilladelse skulde vi ansee det langt nyttigere, at de aflagde fuldt Regnskab for Fehirden, og at han igjen indbetalte alt til Eder, saaledes som I nærmere maatte bestemme det; skal han ikke tage mere, end der falder alene i Bergens Biskopsdømme, da vil det blive ham vanskeligt at tjene Eder og min Frue, som rimeligt og passeligt kunde være[1]. Maaskee dog Mynten vil hjelpe til, hvis den giver noget af sig“. Omtrent saaledes havde nok ogsaa Gunnar Fehirde skrevet, men de predikede begge for døve Øren, thi, som vi have seet, blev det ved Foranstaltningen. I Forbindelse hermed stod det vel, at Provst Guthorm, der tidligere havde været Fehirde, nu aflagde Regnskab over Kongens Gods, skjønt det og vel kan være muligt, at der herved kun har været meent en saadan Overleverelse af Løsøre og Bohave som den, der fandt Sted paa Baagahuus og Oslo, og at den vedkom Flytningen til Vardberg. Kongen overdrog til en Haakon Notarius og Ivar Oma at modtage Regnskabet under Biskop Haakons Opsigt, men denne undskyldte sig med, at han, som han sagde, ikke forstod sig derpaa og havde knap Tid. Sagen var dog nok egentlig den, at det paa Grund af det spendte Forhold, hvori han stod til Provst Guthorm, var ham ubehageligt at have med dette Anliggende at gjøre, skjønt han rigtignok ikke kunde ønske sig et mere tilfredsstillende Beviis end dette paa, at Kongen ikke havde lyttet til Provstens Bagvaskelser imod ham. Han yttrede og, at de andre Mænd, som Kongen havde valgt, ej var ret skikkede dertil, og foreslog derimod en vis Helge Ivarssøn Lask. Man kan neppe tvivle paa, at Kongen fulgte hans Raad[2].

31. Kongesønnen Haakons Fødsel. Der arbeides paa at skille Rigerne fra hinanden igjen, og give dem hver sin af Kongens Sønner til Konge.


Naar man seer, hvad der fra Kongens Side blev gjort for at afhjelpe de grundede Klager i Norge, da var dette hidtil egentlig saa lidet, at

  1. Vi see heraf, at foruden Skatlandene og Haalogaland var det alene Bergens Biskopsdømme, der sorterede inden Bergens Fehirdsle. Man skulde have ventet, at denne indbefattede hele Gulathingsloven, og at følgelig ogsaa Stavangers Biskopsdømme hørte derunder; men man maa altsaa slutte, at Størstedelen af dette, nemlig Ryfylke og Agder, laa under Tunsberg.
  2. Det er ikke usandsynligt, at Haakon Notarius kan have været den samme, som skrev flere af Kong Haakons Breve i den sidste Tid. Ivar Oma nævnes oftere fra 1332 af som en i Bergen bosat Mand, og som det lader i et offentligt Hverv; i 1351 var han Ridder og gift med en Fru Ingerid. Før fin Udnævnelse til Ridder kaldtes han endnu, som man seer, Ivar Bonde. Helge Ivarssøn Last kaldes ogsaa „Helge Bonde“, han er maaskee den samme,