skulde være. Men den finansielle Tilstand var formodentlig saa mislig, at man med Graadighed greb enhver øjeblikkelig Forøgelse af Indtægter, som man kunde tilvejebringe, uden at bekymre sig om, hvorledes det vilde gaa i Fremtiden.
Med disse Anliggender synes man at have været beskjeftiget den hele Sommer, og ivrig Brevvexling at have fundet Sted mellem Kongen, Biskop Haakon og flere af de mere betroede Mænd. Dog erfare vi, at der ogsaa blev handlet en heel Deel om nogle Forandringer, som Kongen havde foretaget med Hensyn til Bergens Fehirdsle eller Oppebørsels-District. Til dette havde hidtil, uvist hvor længe, men sikkert heelt siden Kong Haakon Magnussøns Tronbestigelse, Haalogaland (og følgelig Finmarken) med de vestlige Skatlande, Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland og Orknøerne, hørt, saa at de kongelige Indtægter, der indkom derfra, deels in natura, deels i rede Penge, bragtes til Bergen og indbetaltes til den kongelige Fehirde i denne By. Bergens Fehirdsle var derfor vist ogsaa en Tidlang den rigeste i Norge. Men Kongen havde i den sidste Tid givet den Besaling, at de, som kom norden- eller vestenfra med de indkrævede Kronindtægter, skulde bringe dem umiddelbart til ham selv uden at staa nogen anden Mand til Regnskab derfor[1]. Kongens Hensigt med denne Bestemmelse var, som man tydeligt kan skjønne, at legge hine Landskaber til Kronens Fadebuur, som man dengang udtrykte sig i Sverige og Danmark, det vil sige i Ordets egentligste Forstand at legge Indtægterne deraf til Kongens Privatkasse. Vi ville see, hvorledes denne Bestemmelse ej længe efter blev formeligt bekræftet, og hvorledes den senere bibeholdtes i lange Aarrekker til stor Skade for vedkommende Landskaber, som derved efterhaanden bleve underkastede trykkende Monopoler[2], Biskop Haakon og Fehirde Gunnar gjorde og Kongen de alvorligste Forestillinger derimod; i et Brev af 1ste Juli 1340 bad den første ham at overtænke, hvorledes det kunde blive noget bedre med Bergens Fehirdsle, hvilken nu saa meget var unddraget; i et andet Brev af 8de August klagede han atter over, at de, som kom norden- eller vestenfra, unddrog sig fra at betale under Paaskud af den nysnævnte, fra Kongen udgaaede Besaling; „dermed“, siger Biskopen, „finde de sig vist ogsaa godt tjente, thi I veed jo ingen Besked om, hvor meget eller hvori der paa hvert Sted bør ydes eller kan
