sit faste Sæde i Skaane, om det paa nogen Maade havde gaaet an; men da han derved vilde have været for langt afvejen fra de vigtigste Dele af begge sine Riger, og saaledes givet altfor grundet Anledning til Klage, valgte han vel Vardberg som nogenlunde rimeligere, uagtet heller ikke Nordre-Halland egentlig hørte til Riget, men var et oprindeligt dansk Landskab, som han havde arvet efter sin Fader. Man kan derfor være temmelig vis paa, at denne Foranstaltning hverken har smagt Nordmændene eller de Svenske synderligt vel, og at de alene have fundet sig deri, fordi de ikke godt kunde forebygge det. Men til de Klager, som derover fra Tid til anden maatte reise sig, kunde Kongen ialfald nu svare, at han ikke længer begunstigede det ene Land paa det andets Bekostning ved at opholde sig mere i hiint, end i dette; og det er maaskee endog ikke umuligt, at han helst har ønsket at holde sig lidt borte fra dem begge, for ikke altfor meget personligt at berøres af de politiske Storme, som der maatte forefalde.
Under sit Ophold i Stockholm først i Mai 1340 var Kongen omgiven af sit Raad, og det synes især at have været Besættelsen af Linkøpings Biskopsstol, den bedste i Landet, der var Gjenstand for Raadslagningerne[1]. Men ikke længe efter finde vi ham med Raadet i Helsingborg, hvor Erkebiskopen med flere Prælater, Riddere og Borgere den 28de Juni højtideligt fornyede den tidligere Hylding, lovende Kongen, Dronningen og deres Søn Junker Erik, samt de Børn, de herefter kunde faa, Troskab og Lydighed, og hvor Kongen til Gjengjeld bekræftede Indbyggernes Privilegier, samt Dagen efter udtrykkeligt lovede med Raad og Daad og Penge at staa Erkebiskop Peter, hans Kirke, Capitel og Efterfølgere bi, dersom de ifølge denne fornyede Hylding paadrog sig Ubehageligheder[2]. Aarsagen til, at Kongen og hans Raad fandt denne Act nødvendig, var neppe alene den Omstændighed, at Kongen nu først kunde siges at være kommen i rolig Besiddelse af Landskabet, men ogsaa, og vist især dette, at Danmark efter det lange Mellemrige under Tydskeveldet nu atter havde faaet en Konge, hvis Hovedopgave det maatte være at gjenerhverve og samle Rigets adsplittede Dele, saa at det altsaa gjaldt for Magnus ved en højtidelig Ret at sikkre sig sin nyserhvervede Ret til Landskabet, inden den nye danske Konge kunde fremsette Fordringer derpaa. Denne Konge var Valdemar, Kong Christopher Erikssøns yngre Søn; den eldre, Otto, sad endnu fangen efter Slaget paa Tappe-Hede, og om ham kunde der saaledes ikke godt være Spørgsmaal, thi det danske Folk sukkede alt længe af Utaalmodighed efter at befries fra Tydskernes Herredømme, og skulde man vente, indtil Otto kom paa fri
