til Tunsberg for der at samles med ham og andre Herrer, men deels Upasselighed, deels Frygt for at blive overrasket af Vinterstormene, deels vel ogsaa Utilbøjelighed til at tage aabenbart Deel i de misfornøjede Stormænds Raadslagninger bestemte Haakon til ej at efterkomme Anmodningen. Formodentlig havde ogsaa Erkebiskopen faaet en lignende Anmodning, men man kan ikke see, om han har fundet sig foranlediget til at efterkomme den. Muligt, at han har opsøgt Kongen, men om saa er, maa han dog snart have forladt ham, thi saavidt man kan see, opholdt han sig om Vintren i Bergen[1]. Derimod er det vist, at en af hans fornemste Chorsbrødre, Arne Einarssøn, der siden blev hans Efterfølger, en fortrolig Ven af Biskop Haakon, i denne Tid havde været hos Kongen i vigtige Forretninger; formodentlig var han hos ham allerede under hans sidste Ophold paa Baagahuus, thi det Brev, hvoraf vi erfare, at Kongen var her den 23de August, er netop et nyt Beskyttelsesbrev for Nidaroos Kirkes Chorsbrødre: det er altsaa sandsynligt, at det var Arne, der paa sine Collegers Vegne udvirkede det. Efter hans Hjemkomst tilskrev Biskop Haakon ham og bad ham paa det indstændigste om at fortælle, hvorledes han havde det hos Kongen, og hvorledes han skiltes fra ham, „thi her fortælles mangt og meget, som man ikke kan feste Tro til“[2].
Til Kongens Undskyldning kan det maaskee siges, at de Omstændigheder, der krævede hans personlige Nærværelse i Skaane, var uforudseede og forbød enhver Opsettelse, thi det lader virkelig til, at han havde stort Hastverk, saasom han endnu den 6te September var enten i Ljodhuus eller paa Lindholmen[3], og allerede den 8de i Helsingborg. Her fik
- ↑ See især Biskop Haakons Brev af 11te Febr. 1340, hvis Udtryk umiskjendeligt vidne om, at Erkebiskopen da var i Bergen, og isaafald har han vel og været der siden Hesten.
- ↑ Samll. V. 143.
- ↑ Dette sees af Dateringen af Fredsslutningen med Russerne 1339 (hvorom nedenfor), sammenholdt med de novgorodske Annaler for 6847 (Sept. 1338 til 1339). Her heder det nemlig, at der fra Rusland sendtes Gesandter til den svenske Konge, hvilke kom til Nordmændenes (Murmanskoj) Land i Byen Lüdovli samt der sluttede Freden: Karamsin har antaget Lüdovli (egentlig Liodovli) at skulle betegne Lund, men der kan ej være Tvivl om, at ogsaa han, om han havde vidst noget om Tilværelsen af Ljodhuus og Lindholmen, snarere havde gjettet paa et af disse Steder. Hvis „Liodovli“ kunde antages for Skrivfejl istedetfor Liodovsi, da havde man næsten ligefrem „Ljodhuus“; men da det udtrykkeligt siges, at Gesandterne kom til Nordmændenes Land, maa man formode, at de i alle Fald satte over Elven, og saaledes bliver Lindholmen at foretrække. Vel laa heller ikke det i Norge, men det hørte dog til Hisingen, hvoraf den største Deel var norsk, og de fremmede Gesandter, som formodentlig havde hørt, at Elven dannede Grændsen mellem begge
