til at tro, at om end vigtigere Begivenheder end selve Kroningen i dette Aar havde fundet Sted i Norge, vilde de dog ikke have været berørte. Den lübeckske Chronist Detmar, der saa omstændeligt omtaler Kroningen i Sverige, nævner vel intet om nogen Kroning i Norge, men undersøger man Sagen nøjere, vil man finde, at den svenske Kronings Omtale hos ham egentlig kun hidrører derfra, at de ovennævnte lübeckske Gesandter vare tilstede under Kroningshøjtidelighederne og saaledes ved Tilbagekomsten have givet omstændelige Beretninger derom, ej at tale om, at deres Sendelse selv og Resultaterne deraf vare for vigtige til at kunne forbigaaes, medens de heller ikke kunde omtales, uden at man nævnte noget om Kroningen, saa meget mere som de Indrømmelser, der da tilstodes Lübeckerne, netop tilstodes dem i Anledning af denne. For hele Aaret 1337 meddeler han derimod ingen Tildragelse fra Norge eller Sverige[1]. At de til vor Tid opbevarede Brevskaber intet indeholde om Kroningen, beviser hverken fra eller til, thi heller ikke om Kong Haakon Magnussøns Kroning forekommer der nogen særegen Meddelelse, uden for saa vidt denne Konge sedvanligviis af Undersaatterne kaldtes „den kronede“. Muligheden af, at en Kroning fandt Sted i Oslo 1337 i August Maaned, er saaledes altid tilstede, og der gives derhos flere Omstændigheder, der endog tale for Sandsynligheden. For det første er det jo, som sagt, rimeligst, at Kongen snarest muligt efter sin Kroning i Sverige ogsaa ønskede at lade sig krone i Norge. For det andet er det bekjendt, at Kongerne ved slige store Fester, som en Kroningsfest, gjerne plejede at ophøje flere anseede Mænd til Ridderverdigheden. Nu er det ikke sandsynligt, at Kongen har meddeelt nogen saadan Verdighed, førend han selv var bleven dubbet til Ridder af sin Svoger ved Kroningen i Stockholm, thi hvorvel Ridderverdighedens Meddelelse, fornemmelig i Norge, ikke som i det øvrige Europa var betinget deraf, at Meddeleren selv havde den, men egentlig kun var et af Kongedømmets Prærogativer, og derfor heller ikke kunde skee ved andre end Kongerne, saa er det dog paa den anden Side tydeligt, at Magnus neppe vilde have anseet det nødvendigt at lade sig dubbe til Ridder, hvis han ikke i dette Stykke havde hyldet de udenfor Norden herskende Synsmaader, nemlig at han alene derved erhvervede den Ret til at meddele Verdigheden til andre, som han siden ved Kroningen selv skulde udøve. Men nu finde vi, at et Par anseede Nordmænd, der ikke tidligere vare Riddere, netop ere blevne ophøjede til denne Verdighed før Juletider 1337: det kan ogsaa alene have været ved Høvdingemødet i August Maaned. Disse Mænd vare Jon Hafthorssøn, og hvad der er merkeligere, endog Ulf Saxessøn, der nu,
- ↑ Detmar, S. 212.
