regne saa meget paa, hvad et Hængehoved som St. Birgitte, for hvem rimeligviis enhver noksaa uskyldig Lystighed var en Forargelse, kunde finde paa at klage over ved et lystigt Hof, især da Kongen selv, som det heder, stundom skal have drevet Spøg med hendes foregivne Aabenbarelser. Hun havde desuden paa den Tid, da hun i sine saakaldte Aabenbarelser ogsaa lod den hellige Jomfru fremsette disse Bebrejdelser, allerede i mange Aar været borte fra Hjemmet, og kunde saaledes ikke af egen Erfaring, men tildeels kun af løse Rygter, kjende noget til disse Ting, ligesom det da ogsaa tydeligt nok viser sig, at hun i et og andet tager Fejl[1]. Og dog lader det næsten til, at det alene er herfra, hvor Forfatterne af hine for omtalte svenske Beretninger have hentet Hoveddragene af deres mørke Skildring, hvoraf saaledes det torde være ugrundet. Og saa meget er vist, at selv for en langt dygtigere og kraftigere Konge end Magnus vilde det vel have været en Umulighed at regjere med Kraft og Fasthed ligeoverfor et Aristokrati, der var saa selvraadigt og havde tiltaget sig saadanne Friheder, som det svenske paa hans Tid, og som det norske havde altfor megen Lyst til at efterligne. Og dobbelt vanskeligt var det tillige at være Unionskonge over tvende Riger uden mindste Sammenhold, og som, følende Ulemperne ved denne saagodtsom nødtvungne Forening, under den totale Mangel paa Statsklogskab til at fjerne dem, alene stræbede efter, paa bedste Maade at komme fra hinanden igjen. At Magnus virkelig havde god Vilje, ja endog, trods alle Vanskeligheder, virkelig udrettede noget, navnlig i at forbedre den svenske Lovgivning, ville vi i det Følgende erfare; at han idetmindste en Tidlang stod i stor Anseelse blandt fremmede Magter, og var særdeles vel anskrevet hos Paverne, er ligeledes vist[2]. Sandheden turde vel derfor være denne, at Magnus med alle sine Fejl snarere maa regnes til de gode end til de slette Regenter, og at det kun er en Gjenlyd af det ham fjendske Aristokraties Fordømmelsesdom, der endnu efter mere end et Aarhundredes Forløb høres hos de Forfattere, hos hvilke den skaanselløse Skildring allerførst er fremsat.
- ↑ Birgitta forlod Sverige 1344 og kom ej mere tilbage; de saakaldte Aabenbarelser antages at være fra Aarene 1360–67. Ogsaa her tales der om, at Kongen var excommuniceret, men trodsede Excommunicationen; noget saadant har hun vel hørt i Rom, hvor hun levede, men nu var Sagen, som det vil sees, den, at Kongen alene var truet med Excommunication, der ej iverksattes, og at Aarsagen til Truslen alene var Mangel paa Evne til at tilbagebetale Pavestolen et Pengelaan, ikke Mangel paa Religiøsitet eller Forbrydelse mod Kirken. Men dette have de senere Eftersnakkere uden at kjende Forholdene slethen antaget.
- ↑ Herpaa ville vi i det Følgende see flere Beviis.
