med, kom Erkebiskop Paal tilbage til Norge. Tiden for hans Ankomst kjender man ikke nøjagtigt, men saa meget kan“man dog see, at han maa være kommen temmelig tidligt om Sommeren, eller maaskee om Vaaren, da han allerede i September holdt sit første Provincial-Concilium i Nidaroos; thi et saadant Concilium forudsetter altid en tidligere Indkaldelse, mindst tre Maaneder forud, og Indkaldelsen kunde dog heller ikke vel antages at være skeet umiddelbart ved hans Hjemkomst. Dog maa den altid være foregaaet temmelig nær derefter, og heraf, saavelsom af den Omstændighed, at alle de Concilier, som Paal afholdt, fandt Sted i meget korte Mellemrum efter hinanden, og samtlige i de første Aar af hans Embedstid, bør man vel kunne slutte til en mere end almindelig Nidkjærhed fra hans Side. Denne første Gang skulde man rigtignok antage, at Collections-Sagen, og de af Petrus Gervasii før hans Afreise trufne Foranstaltninger noget have fremskyndt Mødets Sammenkaldelse, siden vi finde, at de Biskoper, der vare tilstede, netop vare de trende, der havde været Gjenstanden for hans saakaldte „Processer“, Salomon af Oslo, Hallvard af Hamar og Erik af Stavanger. Derhos var der udbrudt en højst uhyggelig Tvist mellem Biskop Erik og Abbeden i Utstein Kloster, der baade afgiver et nyt Exempel paa den forargelige Uenighed, der paa denne Tid herskede mellem Norges Prælater, og tillige, i Forbindelse med de paa Conciliet selv vedtagne Statuter, give os en Forestilling om, hvor daarligt det stod til med Geistlighedens Sedelighed, især i Klostrene. Endelig var der vel og endeel at ordne efter de sidste Uroligheder, idetmindste finde vi ogsaa Drottseten Hr. Ivar samtidigt med Conciliet i Nidaroos[1], og den pavelige Bulle af 25de Juni, hvorved Sigurd Hafthorssøn fik Tilgivelse for sin Forseelse mod Biskop Hallvard, maa netop nu ved den Tid eller nys forud være kommen til Norge, saaat ogsaa formodentlig de Foranstaltninger, som i den Anledning maatte treffes, skete ved samme Lejlighed.
Biskop Salomons Deeltagelse i Forhandlingerne paa Kirkemødet viser noksom, at det Forbud, som Nuncien havde ladet lyse over ham, idetmindste kort forud maa have været hedet, og at han altsaa paa en eller anden Maade maa have affundet sig med Collectorerne. Men om dette stod i nogen Sammenhæng dermed, at Biskop Haakon ej indfandt sig ved Conciliet, er umuligt at sige med Vished, skjønt man ej kan andet end antage det heel sandsynligt, da vi i det følgende Aar ville see, hvorledes Erkebiskopen, til Biskop Haakons Ærgrelse, paa egen Haand
- ↑ Brev af 20de Sept. 1334, Dipl. N. III. 179, s. n.
endnu vel vedligeholdt i det vaticanske Archiv, indbunden tilsammen med den fra Johan af Serone og Bertrand af Ortulis, samt nogle engelske Collectorers.
