Høvdingerne, der for Øjeblikket nød hans Yndest og udøvede Indflydelse paa ham, fuldkommen sejrede i denne Kamp, om den kan fortjene dette Navn, hvor der neppe engang blev draget Sverd, men det Hele synes at have været afgjort ved Underhandlinger. Men det er ligeledes øjensynligt, at de have benyttet Sejeren med største Maadehold, hvilket dog vel neppe saa meget er at tilskrive den unge Konge selv, som de Høvdinger, der handlede paa hans Vegne. Thi om disse end i mangt og meget kunde være uenige med det andet Parties Ledere, saa var dog nu uden al Tvivl de fleste fornemme Ætter i Norge saa nøje indbyrdes forbundne ved Slegtskab og Svogerskab, at de ikke for Alvor kunde tænke paa at oprykke og ødelegge hinanden. Vi ville endog see Agmundssønnerne selv efter faa Aars Forløb at gjøre fælles Sag med Hafthorssønnerne, da disse paa ny begyndte Uroligheder, og som det synes med bedre Grund eller idetmindste efter bedre Forberedelser end denne Gang, hvor den største Mangel ved deres Foretagende synes at have været den, at det var uforberedt og planløst. Der er desuden al Grund til at tro, at den mere veltænkende Deel af Geistligheden har lagt sig imellem, isærdeleshed Biskop Haakon, hvilken vi idetmindste ved Ulf Saxessøns Hjemkomst ville see at optræde som Megler mellem ham og Biskop Hallvard, og senere under de paafølgende Uroligheder ved mundtlige og skriftlige Raad at søge at styre alt til det Bedste[1].
Det er heller ikke umuligt, at ogsaa den pavelige Nuncius Petrus Gervasii, som i Aaret 1333 opholdt sig i Norge, kan have bidraget noget til at megle imellem begge Partier, og idetmindste faa udsat Tvisten indtil videre, siden vi erfare, at Høvdingerne saa bestemt ønskede hans Nærværelse. Dog nævnes intet udtrykkeligt derom, og naar han, som vi have seet, var tilstede ved de svenske Rigsforsamlinger, tildeels efter Kongens eget Ønske, faar man det Indtryk at det snarere var i Anledning af Kongens Pengetrang med Hensyn til Skaanes Indløsning, nemlig for at bemyndige Geistligheden til at gjøre Kongen de allerede omtalte Forstrekninger. Ved dette pavelige Sendebuds Virksomhed maa vi dvele noget, forinden vi skride videre. Det er forhen omtalt, at der af den pavelige Sexaarstiende, paabudt
- ↑ Vi kjende nemlig, som det vil sees, Biskop Haakons private Brevvexling for 1337–1340, eller idetmindste tilstrekkeligt deraf, til at see, hvorledes han søgte at virke paa Gemytterne, og hvorledes man endog maaskee især af hans Medvirken ventede sig Gavn. Den Slutning ligger nær, at om vi ogsaa havde haft hans Brevvexling for 1333 og 1334, vilde lignende Bestræbelser og Indvirkning deraf spores.
