Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/172

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
154
Magnus Erikssøn.

under Formynderskab, har, som det gjerne gaar, overført noget af sin Lede til Formynderskabet paa Formynderen selv, og saaledes viist ham Kulde, men med desto mere ungdommelig Iver lyttet til hans forrige Modstandere, og ladet sig paavirke af dem. Endelig maatte vel baade han og mange andre oprigtige Fedrelandsvenner føle Betænkelighed – endog uden Hensyn til nogen bestemt Politik – ved at see Kongen nu, især siden Cantslerens Fjernelse, løsrive sig fra alle betryggende Former og tage Forvaltningen ganske i sin egen Haand. Thi fordi om Erling, da han selv styrede, var misfornøjet med Cantslerens Control, er det derfor ikke sagt, at han nu, da han paa en vis Maade befandt sig i Oppositionen, ikke skulde ønske Kongen, eller rettere dem, der ledede ham, en lignende Control underkastede, helst naar Kongen fordetmeste holdt sig enten udenfor Riget, eller og i Rigets yderste, fjerneste Egne.

Hvad Hafthorssønnerne, Jon og Sigurd, angaar, da var det formodentlig snarere private Interesser, end politiske eller patriotiske Hensyn, der bragte dem til at sætte sig op mod Kongen. De vare, ligesom denne selv, Dattersønner af Kong Haakon. Var deres Moder end ikke egtefødt, saa vare de dog eventuelt berettigede til Tronen, og paa Grund deraf fordrede de maaskee større Forleninger end Kongen var til Sinds at give dem, og det kunde bestaa med god Orden. Det havde oftere været Skik og Brug, at Frænder af det kongelige Huus forlenedes med hele Borgesyssel. Erling Alfssøn havde haft den, og senere hans Søn Alf Jarl[1]. I Liighed hermed havde deres Moderfader Kong Haakon, formodentlig kort før sin Død, givet dem Lehnsbrev paa Borgesyssel, men sandsynligviis med det Forbehold, at det ej skulde træde i Kraft, førend de havde opnaaet Myndighedsalderen, siden man intet hører dertil, førend meget senere. Muligt og at endnu andre Betingelser have været tilføjede[2].

  1. See ovf. IV. 1 S. 476 og IV. 2 S. 95.
  2. Det vil nemlig i det Følgende blive viist, hvorledes det ved en Dom af 12te Januar 1347 blev afgjort, at Hafthorssønnerne ikke i Kraft af Kong Haakons Brev, som de fremlagde, kunde gjøre Fordring paa Borgesyssel som Forlehning. Altsaa have de haft et saadant Brev, og da der ingen Indvending reises mod dets Egthed, men det alene anføres, at Kongen ikke kunde give Veitsler ud over sin egen Levetid, har det vel og været aldeles rigtigt fra Udstedelsens Side. Fordi man nu ikke finder dette Brev omtalt, førend i 1347, hvor det ved endelig Dom erklæredes ugyldigt, er det dermed ingengenlunde sagt, at dets Indehavere ikke tidligere søgte at gjøre det gjeldende. Tvertimod er det heel sandsynligt, at det netop især har været dette Brev, og de andre dertil knyttede Fordringer, som foranledigede Hafthorssønnerne til oftere at yppe Fjendtligheder mod Kongen, som vi ville see, indtil man efter hiin Dom ej hører mere om saadanne; – kun ere de skriftlige Efterretninger om hine Tiders Begivenheder saa faa og magre, at der intet nævnes om Brevet, førend vi støde paa Dommen, hvorved det kjendes magtesløst.