og indvikle Norge i unødvendige Krige. Vi maa her erindre, at da de norske Høvdinger i 1323 tog Magten fra Hertuginden og overdrog den til Erling, var det netop, fordi hun havde paaført Norge Udgifter og indviklet det i unødig Krig for at erobre Skaane. Den Politik, som Erling og hans Tilhængere dengang fandt skadelig eller utilraadelig, havde de .vel nu neppe nogen Grund til at betragte med andre Øjne. Sagernes Stilling var ikke synderlig forandret. Havde Norge endnu ikke haft nogen ligefrem Udtelling i den Anledning – og dette vides ikke engang med Vished – faa var der dog al Sandsynlighed for at det kunde faa, i den Pengeknibe, hvori Kongen nu befandt sin. I alle Fald havde man nu de samme Factorer som for ti Aar siden: en ny uerfaren Regent, som havde altfor megen Lyst til at herske uden Control, eller i det højeste kun at lade sig lede af en Camarilla – og Begjerligheden efter en farlig Gebets-Udvidelse, der idetmindste ikke kom Norge til Gode; og af de samme Factorer var man vel berettiget til at befrygte det samme Product. Det er desuden vel at merke, at Tunsberghuus var en af Norges Fehirdsler, og sikkert en af de fornemste. Det er slet ikke usandsynligt, at Kongen i sin Trang for Penge til Skaanes Indløsning har gjort Miner til at ville skaffe sig Forsterkning af de der opbevarede Midler, og at Erling har troet at burde modsette sig det. – For det tredie er det – hvad vi ogsaa tidligere have antydet – umiskjendeligt, at den Camarilla, om man saaledes kan kalde den, der nu ledede den unge Konges Handlinger hørte til det Parti, som en Tidlang havde staaet i Opposition mod Erling og hans Tilhængere. Ivar Agmundssøn var, som vi vide, Høvedsmand paa Baagahuus, hvor Kongen havde sit meste Tilhold, altsaa havde han Lejlighed nok til at vinde hans Hengivenhed, den han vel heller ikke har ladet gaa ubenyttet hen; et Beviis paa dette ville vi snart faa, idet vi see Kongen udnævne ham til sin Drottsete, og hvis vi – hvad der neppe kan betvivles – have Ret i den Antagelse, som vi ovenfor have fremsat, at han var den „megtige Ridder“ paa Baagahuus, til hvilken hiint mystiske Bud henvendte sig for at faa Kongen overtalt til at tilkjøbe sig Skaane[1], er dette ej alene fremdeles et Tegn paa den Indflydelse, han troedes at udøve paa ham, men ogsaa ligefrem et Vidnesbyrd om, at han begunstigede den Politik, med hvilken Erling og de, der tænkte med ham, vare misfornøjede, saa at vi allerede heri see dem som Modstandere, om man ej engang vil tage Hensyn til, at Erling og hans Broder Finn Agmundssøn for faa Aar siden havde staaet fjendtligt lige overfor hinanden. Vi modtage overhoved det Indtryk, at den unge Konge, keed af at staa
- ↑ S. o. S. 148.
