Erkebiskopens Død kom dog vist temmelig belejligt for Kongen og hans Omgivelser. Hans Cantsler, Provst Paal, aspirerede nemlig øjensynligt til Erkestolen, Landets højeste kirkelige Verdighed, og for den unge Konge tilligemed hans verdslige Raadgivere, som selv ønskede at have Rigsseglet til sin Raadighed, uden at bindes ved en Cantslers Control, og som vel allerede havde opgjort imellem sig, at Cantslerverdigheden for det første skulde henstaa ubesat, var det den nemmeste Maade at ordne Sagen paa, naar den nuværende Cantsler befordredes til den erkebiskopelige Verdighed, hvorved man tillige fik en paalidelig Mand paa denne vigtige Post, da man nemlig maatte antage, at Paal i det Hele taget var det nu herskende Parti, Agmundssønnernes, mere hengiven, end Erling Vidkunnssøn. Altsaa laa det baade i Cantslerens og Kongens Interesse, at den første blev Erkebiskop. Og til dette Maal synes de og med forenede Kræfter at have stræbt. Den 27de Decbr. bekræftede Kongen i Oslo alle Nidaroos Kirkes Tjenestemænd i de Friheder, som de nød saa længe Eiliv levede, og havde nydt under de forrige Konger[1], og med dette Brev reiste Cantsleren, efterat han ogsaa havde faaet Bekræftelsesbrev paa Mariekirkens Rettigheder[2], til Nidaroos, visselig for at bearbeide Chorsbrødrene til sin Fordeel, og medbringende enten det kongelige Segl, for i Kongens Navn at kunne udstede de Breve, som yderligere maatte ønskes, eller og, hvad der er rimeligere, beseglede Blanketter til Udfyldning. Thi idetmindste eet saadant Brev er endnu til, nemlig et, der er dateret fra Nidaroos den 29de Januar 1333, beseglet af Cantsleren og skrevet af den paa denne Tid sedvanlige Skriver Paal Klerk, hvori det, i Anledning af at der var klaget for Raadet over at forskjellige Mænd sidde i Nidaroos Kirkes Ombud, udføre Provstedømme og opbære Kirkens andre Indtægter siden Eilivs Død, uagtet dog Kirkeloven ved saadan Lejlighed tilkjendte Capitlet al Ret over Kirken, forbydes alle og enhver at befatte sig med Kirkens Ombud eller opbære dens Gods uden særskilt Ombud af Capitlet, og det derimod paalegges hver den, som allerede havde opbaaret noget, at betale det tilbage inden en Maaned fra dette Brevs Forkyndelse for ham, under Brevebruds Straf[3]. Ved saaledes at optræde som Capitlets virksomme Forsvarer maa Cantsleren have sat sig i Gunst hos dets Medlemmer, blandt hvis Tal han desuden forhen hørte, eftersom han blandt sine flere geistlige Beneficier ogsaa besad Canonicater i Nidaroos, Bergen og Orknø. Kom nu hertil hans store Anseelse, baade som Cant-
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/164
Denne siden er korrekturlest
146
Magnus Erikssøn.
