Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/110

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
92
Magnus Erikssøn.

Anliggender (see nedf. S. 103), hvoraf man erfarer, at den bedste Forstaaelse har hersket mellem dem. Vi savne forøvrigt nøje Besked om, hvorledes denne Tvist mellem Drottseten og Raadet paa den ene, og Hertugen og Hertuginden paa den anden Side løb af. Vist er det, og bevidnes udtrykkeligt af den gamle lübeckske Chronist Detmar, at Ingeborgs Giftermaal med Knut vakte almindelig Harme baade i Norge og Sverige, da man betragtede ham som en Parvenu, der var langt under hendes Stand[1], Og saa meget synes man at kunne see, og det vil i det Følgende blive nærmere omtalt, at idetmindste en Deel af Hertugindens norske Gods blive inddraget, og at hun i Sverige maatte friste samme Skjebne, samt at hun ikke fik dette Gods tilbage førend et Par Aar efter sin Mands Død, da imidlertid hendes Søn Kong Magnus var bleven myndig[2]. Denne Antagelse bestyrkes ogsaa deraf, at vi i den nærmeste Tid herefter finde Hertuginden sjelden omtalt i norske, og aldrig i svenske Breve, thi dette synes at vidne om, at hun ej længer havde noget med Rigerne at bestille, eller har modtaget noget fra den Kant. Hermed staar det vel og i Forbindelse, at der den 22de August 1329 i Stockholm sluttedes en Forbundstractat mellem Kong Magnus paa den ene Side, og Herrerne af Werle paa den anden, hvorved disse forbandt sig til at staa ham bi mod alle hans Fjender, fornemmelig Knut Porse, og forfølge denne med Tilhængere og Medfølgere, endog om Kong Christopher skulde ville indgaa noget Forbund med ham, ligesom ingen af Parterne skulde indgaa Fred med ham uden den andens Samtykke[3]. Dette tyder næsten paa aabenbar Fejde mellem det svenske Raad og Hertug Knut, og hermed hænger ganske vist ogsaa sammen, hvad de islandske Aarbøger beretter, at der 1329 var en Fejde mellem Knut Porse og Ivar Agmundssøn Rova, Høvdingen paa Baagahuus, der maaskee har misundt ham den Gunst, hvori han stod hos Hertuginden[4]. Man

  1. ↑ Detmar, Side 224.
  2. ↑ Dette viser sig især af den Artikel i Freden til Helsingborg 4de November 1332, der byder, at Hertuginden skulde faa de Besiddelser tilbage, som hun havde da hun forlod Sverige og Norge. Dipl. Sv. 2951.
  3. ↑ Suhm, XII. 180 og Sv. Dipl. 2734, efter Huitfeld, S. 443, som her er den eneste Kilde, da Originalen ej længer findes. Det er aabenbart nok, at hverken K. Magnus eller Herrerne af Werle var tilstede l Stockholm, da denne Tractat sluttedes. Magnus var da selv sandsynligviis i Oslo, hvor vi finde ham d. 3die Septbr. (N. gl. Love III.) medens Raadet i Stockholm ogsaa d. 23de og 24de Septbr. i Kongens Navn sees at have udgivet flere Breve; og Herrerne af Werle handlede ved Fuldmegtige. Hvis Huitfeld ej har taget Fejl i Referatet, synes det som Herrerne af Werle ej vilde erkjende Knut for Hertug, da de ej give ham denne Titel.
  4. ↑ See de isl. Annaler ved 1329.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_2-1.djvu/110&oldid=197307»