betragtet som et Creatur af Biskop Audfinn, indtvunget i Raadet af denne og hans Tilhængere for at varetage deres Interesser og holde ham Stangen. Med Cantslerverdigheden forenede Hr. Paal ogsaa, overeensstemmende med Kong Haakons Anordning, Provstedømmet over Mariekirken i Oslo[1]. Naar denne vigtige Foranstaltning, der betydeligt maa have svekket Drottsetens Magt, men vel og Regjeringens Kraft, fandt Sted, vides ikke med Bestemthed, dog er der al Sandsynlighed for, at den skete i Bergen paa et Møde af „Rigets bedste Mænd“, der i de første Dage af September ligesom i 1320 afholdtes samtidigt med et Provincialconcilium, naturligviis under Kongens og Drottsetens Forsæde, og ved hvilket ogsaa de føromtalte pavelige Sendebud, Johan de Serone og Bernard de Ortolis, vare tilstede, uden at det dog erfares, at de udøvede nogen Indflydelse paa Forhandlingerne. Om Forhandlingerne paa Mødet vide vi ellers intet, men allerede i de os opbevarede Statuter, vedtagne paa Provincial-Conciliet, hvori foruden Erkebiskopen, Biskop Viljam af Orknø, Audfinn af Bergen, Hallvard af Hamar og Erik af Stavanger deeltog, røber sig en mod den verdslige Myndighed og navnlig mod Drottseten temmelig sterk oppositionel Aand. Først fornyes nemlig Erkebiskop Jons Bestemmelser om Bannsgjerninger, givne paa Conciliet i 1280, og dernæst bestemmes, at forat de verdslige Magthavere, der misbruge sin Magt, ej skulle kunne dekke sin Ondskab med Uvidenheds Kaabe, skulle enkelte Artikler af Bonifacius d. 8des Decretalers sjette Bog oversettes paa Norsk, skrives paa en Tavle og ophænges ved Biskopsstolen og i de større Kirker paa Landet, forat Enhver kan læse og afskrive dem. Blandt disse Artikler er der og en, der under Banns Straf forbyder enhver verdslig Magthaver fra Keisere og Konger nedad at paalegge Klerker og Kirker Afgifter eller bemægtige sig deres Gods; og uagtet den latinske Original i sin Opregnelse af Magthaverne ej taler om dapiferi eller senescalli, findes dog i den norske Oversættelse Ordet „Drottseter“ indskudt, altsaa med stadigt Hensyn til Erling og hans Bestræbelser for at faa Geistligheden beskattet. Disse Statuter, der forøvrigt indeholde flere særdeles gode kirkelige Bestemmelser, ere daterede den 1ste September[2], og der synes umiddelbart derefter at have udspundet sig en temmelig skarp Strid mellem de Geistlige, blandt hvilke sikkert Audfinn især førte Ordet, og de verdslige Høvdinger, der ej med Rolighed kunde see paa, at hine atter vovede at opfriske de forhadte Bestemmelser fra Erkebiskop
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/107
Denne siden er korrekturlest
89
1327. Provinsconcilium i Bergen. Geistligheden reiser Hovedet.
