Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/106

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
88
Magnus Erikssøn.

behandle hinanden gjensidigt med Agtelse og Venskab, og ikke bebrejde hinanden hvad der tidligere kunde være forefaldt[1]. Dette er nemlig en aabenbar Fravigelse af de Grundsetninger, der for fire Aar til bage bevirkede Indskrænkningen af Hertugindens Myndighed og Erlings Ophøjelse til Rigsforstander, og naar vi legge sammen hermed, hvad vi derhos erfare, at Hertuginden allerede i 1326 trolovede sig med Knut Porse, maaskee umiddelbart efter hans Ophøjelse til hertugelig Verdighed, og at Erling i den første Tid herefter, som det nedenfor skal vises, stod paa en meget spendt Fod med Hertuginden og Knut Porse, medens disse derimod kjendeligt begunstigedes af Biskop Audfinn: maa man næsten antage, at Hertuginden, som formodentlig var fraværende rinder Opgjøret i Oslo, eftersom hun benyttede Drottseten som Ombudsmand, sidenefter med ikke ringe Klogskab har nærmet sig Modpartiet og forstaaet at vinde dets fornemste Hoveder, og at den dobbelte Fredsslutning i Kongehelle har været afsluttet mod Drottsetens Ønske og til hans store Ærgrelse[2]. Modpartiets Overvegt viiste sig ogsaa kort efter paa en for Drottseten endnu føleligere Maade. Hidtil havde han nemlig, som vi vide, ligefra sin Ophøjelse til Rigsforstander selv haft Rigsseglet i Forvaring, og været ene om at besegle de kongelige Breve. Men fra Midten af September i dette samme Aar finde vi en Cantsler som Seglbevarer stillet ham ved Siden, øjensynligt for at see ham paa Fingrene. Denne Cantsler var den oftere omtalte bergenske Canonicus Mag. Paal Baardssøn, som livlig (efter hvad det lader i Begyndelsen af 1326) var kommen til bage fra Frankrige, hvor han, efterat have endt sin Studier og erhvervet Titel af Doctor et Professor juris utriusque, opholdt sig ved Curien som Biskops Audfinns Agent, og rigeligt understøttet af denne, først med de føromtalte Penge, som han egentlig skulde have haft til Bestridelse af sine Omkostninger ved Curien i 1320, siden med en anden og maaskee flere Pengesummer, samt ved Indtægterne af Undradals Capell i Sogn, der 1322 overdroges ham som Beneficium, og endelig ved et Canonicat i Nidaroos Domkirke, hvilket han vel og nærmest skyldte Audfinns Anbefaling[3]. Det er heraf noksom klart, at han af Drottseten har været

  1. ↑ Samll. etc. V. 555 fgg. Dipl. Sv. 2616.
  2. ↑ I Fredssl. med Knut Porse nævnes heller ikke Erling udtrykkeligt, og muligt at han ej har deeltaget deri.
  3. ↑ Ved det ovenfor, S. 23 Note 1, omtalte Brev af 16de Marts 1326 eftergav nemlig Audfinn ham ej alene de ham medgivne 60 Mkr., men og en yderligere Sum af 30 Mk., som han havde faaet af en vis „Peter Svart“. Dette Brev er øjensynligt udferdiget ved Paals Hjemkomst; i Sept. var han sikkert hjemme, thi ved Brev af 18de Sept. 1326 overdrog Biskop Audfinn ham at besøge Erkesædet paa hans Vegne (Barthol. E. 106). Om Undradal see Dipl. N. IV. 151.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_2-1.djvu/106&oldid=197303»