Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/99

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
77
1284. Stridigheder paa Island om Arvekirkerne.

ning, og en Mængde Kirker med tilhørende Gods kom ſaaledes atter i de forrige Ejeres, eller deres Deſcendenters, Hænder. Blandt dem var ogſaa Odde, ſom Erkebiſkop Jon i 1283 udtrykkeligt havde fradømt Sighvat Halfdansſøn og hans Brødre, og Vatnsfjord, ſom Einar Thorvaldsſøn ved ſamme Dom havde maattet give Slip paa; men om Sighvat tilføjes det dog, at han helſt havde ladet alt blive ſom det var, og tildeels mod ſin Vilje fulgte Strømmen.

Da Biſkop Arne erfarede, hvad der var ſkeet, erklærede han, at ſiden Lægmændene handlede ſaa egenmægtigt, behøvede heller ikke han længer at holde, hvad han havde lovet i Brautarholt, nemlig ſtiltiende at taale, kun ikke ligefrem at ſamtykke i, hvad der ſkede, for ſaa vidt ſom det ej ſtred mod den Lydighed, man ſkyldte Gud; Lægmændene, ſagde han, fortolkede Kongens Befaling altfor meget til deres eget Bedſte. Disſe paaſtode derimod, at Biſkoppen uden ſkjellig Grund brød ſit givne Løfte, og Hr. Asgrim tog endog deraf Anledning til at undlade, hvad han havde lovet, at tilbagebetale de tre Aars Skatter, ſom han havde oppebaaret af Huusfolkene paa Skaalholt. Saaledes ſtod det hen til Althinget. Her indfandt ſig Hr. Ravn, Hr. Erlend, Asgrim og Jon Lagmand, tilligemed en Mængde andre anſeede Mænd, blandt dem ogſaa den gamle Sturla Thordsſøn, der dog allerede i længere Tid havde draget ſig tilbage fra det offentlige Liv, og heller ikke overlevede Thinget i mange Maaneder. Biſkop Arne kom ikke i de førſte Dage til Thinget. Men uden at bryde ſig derom, lod Ravn den kongelige Forordning oplæſe, og efterat man derhos havde gjort opmerkſom paa, hvor mange Hindringer Preſterne havde lagt i Vejen for Kirkernes Tilbagegivelſe, og hvorledes de heri havde handlet imod Forordningens Bud, opfordrede endeel af Herrerne ſaavel ſom en ſtor Deel af Hoben Hr. Ravn og Lagmændene til at lade Forordningen højtideligt lovtage; dette ſkede med Haandtag af Lagretten, ligeſaa lovtoges Forligsartiklerne til Brautarholt. Da Biſkop Arne, ſom endnu ſad hjemme i Skaalholt, fik dette at vide, blev han forbitret, og ſagde, at man ligefrem havde vedtaget Beſtemmelſer mod Kirkens Frihed (altſaa handlet lige imod Statutets Forbud); men ſtrax efter fik han Breve fra Ravn, Lagmændene og andre mægtige Mænd, at han dog maatte komme paa Thinget med ſine Abbeder og Provſter, for at man kunde komme til et mindeligt Forliig; man ſkulde lempe ſig ſaa vidt man formaaede, og fornemmelig ſøge at forlige ham med Asgrim. Biſkoppen var nok ſaa villig til at efterkomme Anmodningen, men han troede førſt at maatte ſikre ſig ved at forlange Grid, da han havde faaet Advarſel om, at der var Forræderi i Gjære mod ham, eller at man vilde behandle ham ſaaledes ſom Erkebiſkoppen to Aar tidligere. Ravn tilſagde ham dog ſtrax Grid. Han reed da trøſtigt