Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/99

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
77
1284. Stridigheder paa Island om Arvekirkerne.

ning, og en Mængde Kirker med tilhørende Gods kom saaledes atter i de forrige Ejeres, eller deres Descendenters, Hænder. Blandt dem var ogsaa Odde, som Erkebiskop Jon i 1283 udtrykkeligt havde fradømt Sighvat Halfdanssøn og hans Brødre, og Vatnsfjord, som Einar Thorvaldssøn ved samme Dom havde maattet give Slip paa; men om Sighvat tilføjes det dog, at han helst havde ladet alt blive som det var, og tildeels mod sin Vilje fulgte Strømmen.

Da Biskop Arne erfarede, hvad der var skeet, erklærede han, at siden Lægmændene handlede saa egenmægtigt, behøvede heller ikke han længer at holde, hvad han havde lovet i Brautarholt, nemlig stiltiende at taale, kun ikke ligefrem at samtykke i, hvad der skede, for saa vidt som det ej stred mod den Lydighed, man skyldte Gud; Lægmændene, sagde han, fortolkede Kongens Befaling altfor meget til deres eget Bedste. Disse paastode derimod, at Biskoppen uden skjellig Grund brød sit givne Løfte, og Hr. Asgrim tog endog deraf Anledning til at undlade, hvad han havde lovet, at tilbagebetale de tre Aars Skatter, som han havde oppebaaret af Huusfolkene paa Skaalholt. Saaledes stod det hen til Althinget. Her indfandt sig Hr. Ravn, Hr. Erlend, Asgrim og Jon Lagmand, tilligemed en Mængde andre anseede Mænd, blandt dem ogsaa den gamle Sturla Thordssøn, der dog allerede i længere Tid havde draget sig tilbage fra det offentlige Liv, og heller ikke overlevede Thinget i mange Maaneder. Biskop Arne kom ikke i de første Dage til Thinget. Men uden at bryde sig derom, lod Ravn den kongelige Forordning oplæse, og efterat man derhos havde gjort opmerksom paa, hvor mange Hindringer Presterne havde lagt i Vejen for Kirkernes Tilbagegivelse, og hvorledes de heri havde handlet imod Forordningens Bud, opfordrede endeel af Herrerne saavel som en stor Deel af Hoben Hr. Ravn og Lagmændene til at lade Forordningen højtideligt lovtage; dette skede med Haandtag af Lagretten, ligesaa lovtoges Forligsartiklerne til Brautarholt. Da Biskop Arne, som endnu sad hjemme i Skaalholt, fik dette at vide, blev han forbitret, og sagde, at man ligefrem havde vedtaget Bestemmelser mod Kirkens Frihed (altsaa handlet lige imod Statutets Forbud); men strax efter fik han Breve fra Ravn, Lagmændene og andre mægtige Mænd, at han dog maatte komme paa Thinget med sine Abbeder og Provster, for at man kunde komme til et mindeligt Forliig; man skulde lempe sig saa vidt man formaaede, og fornemmelig søge at forlige ham med Asgrim. Biskoppen var nok saa villig til at efterkomme Anmodningen, men han troede først at maatte sikre sig ved at forlange Grid, da han havde faaet Advarsel om, at der var Forræderi i Gjære mod ham, eller at man vilde behandle ham saaledes som Erkebiskoppen to Aar tidligere. Ravn tilsagde ham dog strax Grid. Han reed da trøstigt