Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/100

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
78
Erik Magnusſøn.

til Thinget. Her gav han ſtrax ſin Mening om det Forefaldne tilkjende ved at forkynde, at alle de Gejſtlige, der havde været med at vedtage Forordningen i Lagretten, vare faldne i Bann. Siden, da man gik til Lagretten, erklærede han til Jon Lagmand, at ſaavel han, ſom de øvrige Herrer og ſamtlige Medlemmer af Lagretten egentlig vare hjemfaldne til Bannsſtraffen. Der udſpandt ſig nu en lang Ordvexling, hvorved iſær Biſkop Arne udførligt opregnede al den Overlaſt, ſom Kirken efter hans Mening havde lidt, paaſtod at Lagmændene havde overtraadt Forordningen og Forliget, og ſluttede med at erklære, at han intet Forliig vilde ſlutte, uden at Kongsmændene, navnlig Asgrim og hans Søn Eyjulf, gjorde ham deres Ret og Skyldighed, at Nidaroos Kirke beholdt ſine gamle Friheder, navnlig med Falkevejde og det aarlige Meelſkib, og endelig at Ravn og Kongsmændene bevirkede Loft Helgesſøns Tilbagekomſt. Ravn tog derpaa Ordet og ſvarede i en forſonligere Tone end hidtil. Han begyndte med at tilkjendegive ſin Forundring over, at Biſkoppen kunde tale om Overtrædelſe af Forordningen og overhoved om Forliigsbrud, da Skylden herfor tvertimod var paa Biſkoppens og Gejſtlighedens Side. „Det er ſaa langt fra“, ſagde han, „at vi have gaaet videre end Kongebrevet bød, at vi tvert imod ikke paa langt nær have opfyldt dets Bud, thi der er endnu mange Kirker tilbage, ſom vi ikke have taget, ſkjønt Brevene fordrede det; det er ſaa langt fra, at vi ville nedbryde Kirkens Frihed, at vi ikke engang nyde vor egen gamle Frihed. Skjønt Hr. Biſkoppen ſynes at mene, at der ſkeer Klerkerne Uret, fordi de maa ophøre med de Anmasſelſer, de nu i en Tid have tiltaget ſig, og ſkjønt de kalde dette haard Fremfærd fra vor Side, ſaa ſkulle vi dog med Rolighed høre denne Beſkyldning, for min Herre Kongens Skyld, vi vide jo desuden, at Ingen i vort Land har at raade over Lovene, uden Kongen. Derimod indrømmer jeg, at Biſkoppen har meget for ſig, i hvad han ytrer om Skattefrihed for Skaalholts Huusfolk, Tiende af Kongens Ejendomme, Nidaroos Kirkes Frihed og Førſelsret, ſamt Falkevejde paa Kirkens Ejendele, uagtet nu dette ſynes at verre i Kongens Magt; det forekommer mig og, at han har Ret til at fordre, at ſaavel Kongsmænd ſom Almuesmænd ſvare for de Søgsmaal, den gamle Chriſtenret underkaſter dem, men derimod forbyder jeg reentud, under den Straf, Forordningen faſtſætter (Brevbrud), at Nogen i ſtort eller ſmaat adlyder hine andre Fordringer, de Gejſtlige opſtille. Ligeledes erklærer jeg for Alle og Enhver, at jeg anſeer Brautarholts-Forliget brudt, og jeg forkynder, at jeg er bleven enig med mine Collegier om at følge det Exempel, ſom allerede er givet i Norge, hvis ikke det bliver overholdt herefter, ſom hidtil ej har været iagttaget“. Biſkop Arne ſvarede hertil liſtigt nok, at han takkede Gud, fordi Hr. Ravn ſelv havde indſeet og er-