til Thinget. Her gav han strax sin Mening om det Forefaldne tilkjende ved at forkynde, at alle de Gejstlige, der havde været med at vedtage Forordningen i Lagretten, vare faldne i Bann. Siden, da man gik til Lagretten, erklærede han til Jon Lagmand, at saavel han, som de øvrige Herrer og samtlige Medlemmer af Lagretten egentlig vare hjemfaldne til Bannsstraffen. Der udspandt sig nu en lang Ordvexling, hvorved især Biskop Arne udførligt opregnede al den Overlast, som Kirken efter hans Mening havde lidt, paastod at Lagmændene havde overtraadt Forordningen og Forliget, og sluttede med at erklære, at han intet Forliig vilde slutte, uden at Kongsmændene, navnlig Asgrim og hans Søn Eyjulf, gjorde ham deres Ret og Skyldighed, at Nidaroos Kirke beholdt sine gamle Friheder, navnlig med Falkevejde og det aarlige Meelskib, og endelig at Ravn og Kongsmændene bevirkede Loft Helgessøns Tilbagekomst. Ravn tog derpaa Ordet og svarede i en forsonligere Tone end hidtil. Han begyndte med at tilkjendegive sin Forundring over, at Biskoppen kunde tale om Overtrædelse af Forordningen og overhoved om Forliigsbrud, da Skylden herfor tvertimod var paa Biskoppens og Gejstlighedens Side. „Det er saa langt fra“, sagde han, „at vi have gaaet videre end Kongebrevet bød, at vi tvert imod ikke paa langt nær have opfyldt dets Bud, thi der er endnu mange Kirker tilbage, som vi ikke have taget, skjønt Brevene fordrede det; det er saa langt fra, at vi ville nedbryde Kirkens Frihed, at vi ikke engang nyde vor egen gamle Frihed. Skjønt Hr. Biskoppen synes at mene, at der skeer Klerkerne Uret, fordi de maa ophøre med de Anmasselser, de nu i en Tid have tiltaget sig, og skjønt de kalde dette haard Fremfærd fra vor Side, saa skulle vi dog med Rolighed høre denne Beskyldning, for min Herre Kongens Skyld, vi vide jo desuden, at Ingen i vort Land har at raade over Lovene, uden Kongen. Derimod indrømmer jeg, at Biskoppen har meget for sig, i hvad han ytrer om Skattefrihed for Skaalholts Huusfolk, Tiende af Kongens Ejendomme, Nidaroos Kirkes Frihed og Førselsret, samt Falkevejde paa Kirkens Ejendele, uagtet nu dette synes at verre i Kongens Magt; det forekommer mig og, at han har Ret til at fordre, at saavel Kongsmænd som Almuesmænd svare for de Søgsmaal, den gamle Christenret underkaster dem, men derimod forbyder jeg reentud, under den Straf, Forordningen fastsætter (Brevbrud), at Nogen i stort eller smaat adlyder hine andre Fordringer, de Gejstlige opstille. Ligeledes erklærer jeg for Alle og Enhver, at jeg anseer Brautarholts-Forliget brudt, og jeg forkynder, at jeg er bleven enig med mine Collegier om at følge det Exempel, som allerede er givet i Norge, hvis ikke det bliver overholdt herefter, som hidtil ej har været iagttaget“. Biskop Arne svarede hertil listigt nok, at han takkede Gud, fordi Hr. Ravn selv havde indseet og er-
