Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/98

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
76
Erik Magnusſøn.

de Mænd, der efter den Tid frivilligt havde afſtaaet Kirker, nu have nogen Ret til at fordre dem tilbage, ligeſaa lidet ſom de, der af Biſkopperne vare indſatte til Beſtyrere, nu kunde ſkyde ſig under Kongemagten og fordre at beholde Kirkerne i Kronens Navn. Men Ravn vilde ikke høre noget om en Fortolkning, der opſtillede ſaa mange Undtagelſer, at Forordningens Bud næſten intet fik at betyde. Han truede Biſkoppen ligefrem med ſamme Behandling, ſom Biſkopperne i Norge havde lidt, hvis han ikke ſamtykkede i Kongens Bud. Biſkoppen, heder det, ſaa nu megen Vaande paa begge Sider, ſamt at, om han ikke gav efter, vilde mangen Uſkyldig komme til at lide, og Kirken og Gejſtligheden blive beſkæmmet; han beſluttede da, for Folkets Skyld, at ſamtykke, og efter mange Forhandlinger erklærede han ſig „for at viſe ſit velvillige Sindelag mod Kongen, Hertugen og Enkedronningen“, villig til at taale og føje ſig efter Forordningen, ſaaledes ſom Biſkop Jørund allerede havde gjort, kun ikke at ſamtykke i den, og med det ubeſtemte Forbehold „at der intet ſkede imod den Lydighed, der ſkyldtes den almægtige Gud“. Til Gjengjeld indrømmede Hr. Ravn, at der ſkulde udredes Tiende af alle de Ejendomme i Skaalholts Biſkopsdømme, ſom Kronen havde eller kom til at faa, ſamt at Biſkopsſtolen ſkulde beholde den Ret, den nød førend han blev Biſkop, og overhoved nyde ſamme Friheder, ſom Hole Biſkopsſtol. Dette Forliig blev ſkriftligt optegnet og beſeglet. Ligeledes forligede Biſkoppen ſig nu ogſaa med Hr. Asgrim, der lovede til Vaaren at tilbagebetale de uretteligt krævede Skatter, og til Gjengjeld blev løſt af det kirkelige Forbud, hvori Biſkoppen havde ſat ham[1].

Men medens Biſkoppen og Ravn ſaaledes underhandlede og ſluttede Forliig, havde ogſaa de øvrige Stormænd og haandgangne Mænd, ſaavelſom alle de, for hvilke der nu aabnedes Udſigt til at berige ſig paa Kirkernes Bekoſtning, Sammenkomſter, og aftalte med hinanden, at de ſtrax vilde ſætte ſig i Beſiddelſe af alle de Kirker og Kirkegodſet; paa hvilke de efter den gunſtigſte Udtydning af Kongebudet troede at kunne gjøre Fordring, uden engang at oppebie Forordningens Kundgjørelſe til Thinge. Da Biſkop Arne erfarede dette, følte han ſig vel for afmægtig til at forebygge Udførelſen, men ſkrev kun et Circulære til alle Preſter i ſit Biſkopsdømme, at de ikke ved nogen frivillig Afſtaaelſe ſkulde give Sagen et Udſeende, ſom om de ſamtykkede i hvad der ſkede: de ſkulde proteſtere mod Lægmændenes Færd, og vidnesfaſt erklære, at hvad disſe toge, toge de mod deres Vilje. Dette Bud efterkom de fleſte, og gjorde overhoved al den pasſive Modſtand, ſom ſtod i deres Magt. Men derved hindredes dog ikke Lægmændene fra at udføre ſin Beſlut-

  1. Arne B. Saga, Cap. 37.