de Mænd, der efter den Tid frivilligt havde afstaaet Kirker, nu have nogen Ret til at fordre dem tilbage, ligesaa lidet som de, der af Biskopperne vare indsatte til Bestyrere, nu kunde skyde sig under Kongemagten og fordre at beholde Kirkerne i Kronens Navn. Men Ravn vilde ikke høre noget om en Fortolkning, der opstillede saa mange Undtagelser, at Forordningens Bud næsten intet fik at betyde. Han truede Biskoppen ligefrem med samme Behandling, som Biskopperne i Norge havde lidt, hvis han ikke samtykkede i Kongens Bud. Biskoppen, heder det, saa nu megen Vaande paa begge Sider, samt at, om han ikke gav efter, vilde mangen Uskyldig komme til at lide, og Kirken og Gejstligheden blive beskæmmet; han besluttede da, for Folkets Skyld, at samtykke, og efter mange Forhandlinger erklærede han sig „for at vise sit velvillige Sindelag mod Kongen, Hertugen og Enkedronningen“, villig til at taale og føje sig efter Forordningen, saaledes som Biskop Jørund allerede havde gjort, kun ikke at samtykke i den, og med det ubestemte Forbehold „at der intet skede imod den Lydighed, der skyldtes den almægtige Gud“. Til Gjengjeld indrømmede Hr. Ravn, at der skulde udredes Tiende af alle de Ejendomme i Skaalholts Biskopsdømme, som Kronen havde eller kom til at faa, samt at Biskopsstolen skulde beholde den Ret, den nød førend han blev Biskop, og overhoved nyde samme Friheder, som Hole Biskopsstol. Dette Forliig blev skriftligt optegnet og beseglet. Ligeledes forligede Biskoppen sig nu ogsaa med Hr. Asgrim, der lovede til Vaaren at tilbagebetale de uretteligt krævede Skatter, og til Gjengjeld blev løst af det kirkelige Forbud, hvori Biskoppen havde sat ham[1].
Men medens Biskoppen og Ravn saaledes underhandlede og sluttede Forliig, havde ogsaa de øvrige Stormænd og haandgangne Mænd, saavelsom alle de, for hvilke der nu aabnedes Udsigt til at berige sig paa Kirkernes Bekostning, Sammenkomster, og aftalte med hinanden, at de strax vilde sætte sig i Besiddelse af alle de Kirker og Kirkegodset; paa hvilke de efter den gunstigste Udtydning af Kongebudet troede at kunne gjøre Fordring, uden engang at oppebie Forordningens Kundgjørelse til Thinge. Da Biskop Arne erfarede dette, følte han sig vel for afmægtig til at forebygge Udførelsen, men skrev kun et Circulære til alle Prester i sit Biskopsdømme, at de ikke ved nogen frivillig Afstaaelse skulde give Sagen et Udseende, som om de samtykkede i hvad der skede: de skulde protestere mod Lægmændenes Færd, og vidnesfast erklære, at hvad disse toge, toge de mod deres Vilje. Dette Bud efterkom de fleste, og gjorde overhoved al den passive Modstand, som stod i deres Magt. Men derved hindredes dog ikke Lægmændene fra at udføre sin Beslut-
- ↑ Arne B. Saga, Cap. 37.
