Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
75
1284. Stridigheder paa Island om Arvekirkerne.

lempeligere med de Gejſtlige paa Island, end det nu ſkede i Norge. I det andet Brev, der ikke kan være ſkrevet ſtort ſenere, fortalte han Biſkop Arne om, hvorledes Biſkop Jørund havde baaret ſig ad, og om hans Forhandlinger med Hr. Thord paa Madrevalle. Begge disſe Breve kom endnu ſamme Høſt til Island; han enſede ikke ſtort, hvad man i Norge ſagde om ham ſelv, men det gjorde ham meget ondt at erfare ſin Collegas Svaghed. Alligevel var det ſaa langt fra, at han derved tabte Modet, at han meget mere følte ſig opfordret til at viſe ſig dobbelt ſtandhaftig. Hans førſte Skridt var at ſende ſin Ven Abbed Runulf en Afſkrift af den kongelige Forordning, ſaavel ſom af Lofts Brev, for at høre hans Mening om, hvorledes Forordningen ſkulde forſtaaes, og hans Raad om, hvad derved var at gjøre. Ligeledes begyndte der en ivrig Brevvexling mellem begge Biſkopperne om, hvilke Kirker deri Forordningen vare meente, eller vel overhoved om, hvorledes man ſkulde forholde ſig, naar de kongelige Befuldmægtigede kundgjorde Forordningen, og paabød dens Efterlevelſe. Arne kunde vel ikke nu længer have nogen god Tro til Biſkop Jørund, men han haabede vel fremdeles, ſom før, at imponere ham, naar de vare perſonligt ſammen.

Imidlertid var Hr. Ravn tilligemed Hr. Erlend, nu Lagmand i den fratrædende Sturlas Sted, kommen tilbage til Island, men ſaa ſildigt paa Aaret, at Thingtiden forlængſt var omme, ſaa at den offentlige Kundgjørelſe maatte udſættes til det følgende Aars Thing. Men da Ravn var belavet paa en ſkarp Modſtand af Biſkop Arne, og vel allerede havde hørt noget om de Forberedelſer, denne gjorde til at ſvare Lægmændenes Fordringer, benyttede han Mellemtiden til Underhandlinger med Biſkopperne, iſær Arne, for enten med det gode eller ved Truſler at bringe ham til Eftergivenhed. Thi Jørund havde allerede, ſom vi have ſeet, givet ſit Samtykke til Hr. Thord. I Vinterens Løb gik der hyppige Budſendinger mellem dem, og om Vaaren havde de en Sammenkomſt i Brautarholt paa Kjalarnes, hvor ogſaa mange andre Stormænd vare tilſtede. Ravn fremlagde her den kongelige Forordning, og fordrede den efterkommen i dens videſte Fortolkning. Biſkop Arne ſvarede, viſtnok efter de Raad, Abbed Runulf havde givet ham, og hvori ogſaa Jørund i ſine Breve til ham havde erklæret ſig enig, at da Forordningen kun talte om de arvelige Kirker, der „uretteligen“ vare tagne fra Lægmændene, ſaavelſom om status quo paa Erkebiſkop Sigurds og Kong Haakons Tid, kunde der her ej være Tale om de Kirker, hvorom der ingen Beſtemmelſe fandtes, at de ſkulde arves i Ætten, ligeſaa lidet ſom om dem, der ved Salg eller Giftermaal vare komne ud af Ætten, eller om dem, over hvilke Biſkopperne allerede i Erkebiſkop Sigurds Tid havde haft Dispoſitionsret; heller ikke kunde