lempeligere med de Gejstlige paa Island, end det nu skede i Norge. I det andet Brev, der ikke kan være skrevet stort senere, fortalte han Biskop Arne om, hvorledes Biskop Jørund havde baaret sig ad, og om hans Forhandlinger med Hr. Thord paa Madrevalle. Begge disse Breve kom endnu samme Høst til Island; han ensede ikke stort, hvad man i Norge sagde om ham selv, men det gjorde ham meget ondt at erfare sin Collegas Svaghed. Alligevel var det saa langt fra, at han derved tabte Modet, at han meget mere følte sig opfordret til at vise sig dobbelt standhaftig. Hans første Skridt var at sende sin Ven Abbed Runulf en Afskrift af den kongelige Forordning, saavel som af Lofts Brev, for at høre hans Mening om, hvorledes Forordningen skulde forstaaes, og hans Raad om, hvad derved var at gjøre. Ligeledes begyndte der en ivrig Brevvexling mellem begge Biskopperne om, hvilke Kirker deri Forordningen vare meente, eller vel overhoved om, hvorledes man skulde forholde sig, naar de kongelige Befuldmægtigede kundgjorde Forordningen, og paabød dens Efterlevelse. Arne kunde vel ikke nu længer have nogen god Tro til Biskop Jørund, men han haabede vel fremdeles, som før, at imponere ham, naar de vare personligt sammen.
Imidlertid var Hr. Ravn tilligemed Hr. Erlend, nu Lagmand i den fratrædende Sturlas Sted, kommen tilbage til Island, men saa sildigt paa Aaret, at Thingtiden forlængst var omme, saa at den offentlige Kundgjørelse maatte udsættes til det følgende Aars Thing. Men da Ravn var belavet paa en skarp Modstand af Biskop Arne, og vel allerede havde hørt noget om de Forberedelser, denne gjorde til at svare Lægmændenes Fordringer, benyttede han Mellemtiden til Underhandlinger med Biskopperne, især Arne, for enten med det gode eller ved Trusler at bringe ham til Eftergivenhed. Thi Jørund havde allerede, som vi have seet, givet sit Samtykke til Hr. Thord. I Vinterens Løb gik der hyppige Budsendinger mellem dem, og om Vaaren havde de en Sammenkomst i Brautarholt paa Kjalarnes, hvor ogsaa mange andre Stormænd vare tilstede. Ravn fremlagde her den kongelige Forordning, og fordrede den efterkommen i dens videste Fortolkning. Biskop Arne svarede, vistnok efter de Raad, Abbed Runulf havde givet ham, og hvori ogsaa Jørund i sine Breve til ham havde erklæret sig enig, at da Forordningen kun talte om de arvelige Kirker, der „uretteligen“ vare tagne fra Lægmændene, saavelsom om status quo paa Erkebiskop Sigurds og Kong Haakons Tid, kunde der her ej være Tale om de Kirker, hvorom der ingen Bestemmelse fandtes, at de skulde arves i Ætten, ligesaa lidet som om dem, der ved Salg eller Giftermaal vare komne ud af Ætten, eller om dem, over hvilke Biskopperne allerede i Erkebiskop Sigurds Tid havde haft Dispositionsret; heller ikke kunde
