Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
64
Erik Magnusſøn.

ikke var bragt paa Bane. Hr. Lodin tilbragte Vintren i Ro hos Hafrbjørn paa Seltjarnarnes, hvor han førte et prægtigt Huus; da Vaaren kom (1281), fortſatte han og Jon Lagmand deres Hyldingsrejſer[1]. Imidlertid havde mange baade om Høſten og i Løbet af Vintren og den følgende Vaar haft Anledning til at gjøre ſig bekjendte med Indholdet af den nye Lovbog, og fundet meget i den, ſom man var utilfreds med; Lagmændene ſyntes, at Beſtemmelſerne om Ubodemaal vare for ſtrenge, og at der var meget andet, hvormed Folket ikke var tjent; Biſkoppen var ligeledes misfornøjet med en heel Deel, fornemmelig hvad der tyktes ham at ſtride mod Kirkens Frihed, og ſelv de haandgangne Mænd havde flere Udſættelſer at gjøre. Da Thingtiden kom, begav Hr. Lodin ſig til Althinget, ledſaget af alle de haandgangne Mænd, og Biſkop Arne ligeſaa med en Mængde Gejſtlige; af Bønderne ſynes ogſaa en betydelig Mængde at have indfundet ſig. Alle tre Partier eller rettere Stænder overlagde nu om, hvad der var at gjøre, og man enedes ſnart om, ikke ſtrax at ville antage Lovbogen i dens Heelhed, hvorimod hvert Parti for ſig lod affatte en ſkriftlig Fortegnelſe over de Artikler, ſom det ønſkede udſtrøgne eller forandrede. Biſkop Arne, der fremdeles ledede Gejſtligheden, gjorde iſær Udſættelſer ved alle de Punkter, der ſtrede mod Compoſitionen, og desuagtet vare ordlydende optagne af den norſke Lovbog, uagtet Compoſitionen var ſenere indgaaet end denne blev lovtagen; ſaaledes ved Beſtemmelſerne om, at Lagmanden ſkulde dømme i alle Slags Sager, følgelig ogſaa i gejſtlige; ved den Kongen hjemlede Ret til at oppebære Bøder for flere Sager, der maatte henregnes blandt de kirkelige; fremdeles ved den Artikel, der gav Kongen Ret til at vejde Falke hvor ſom helſt, uden at undtage Gejſtlighedens Beſiddelſer. Overhoved indſkjærpede han Overholdelſen af Compoſitionens væſentligſte Beſtemmelſer, og fordrede iagttaget, hvad der ſiges at have været vedtaget paa Althinget 1253, nemlig at hvor Guds Lov kom i Strid med Landets Lov, ſkulde den førſte have Fortrinet[2]. Ligeledes ankede han ogſaa over en heel Deel Beſtemmelſer, der alene vedkom den verdslige Lovgivning, ſaaledes over den hyppige Anvendelſe af Ubodemaalsſtraffen, der ved nærmere Efterregning befandtes at være beſtemt for 60 Tilfælde, m. m. Bøndernes Udſættelſer gjaldt for det meſte verdslige Beſtemmelſer, og ſtemte i de fleſte Stykker med Biſkoppens, hvilket da heller ikke var at undres over, da de iſær lededes af Biſkoppens egen Syſterſøn og Forvalter Loft Helgesſøn. De haandgangne Mænds Udſættelſer ſynes kun at have været faa, men i det meſte maa de dog vel have faldt ſammen

  1. Arne B. Saga Cap. 25.
  2. Flatø-Annalerne. Se Isl. Annaler ved 1253.