ikke var bragt paa Bane. Hr. Lodin tilbragte Vintren i Ro hos Hafrbjørn paa Seltjarnarnes, hvor han førte et prægtigt Huus; da Vaaren kom (1281), fortsatte han og Jon Lagmand deres Hyldingsrejser[1]. Imidlertid havde mange baade om Høsten og i Løbet af Vintren og den følgende Vaar haft Anledning til at gjøre sig bekjendte med Indholdet af den nye Lovbog, og fundet meget i den, som man var utilfreds med; Lagmændene syntes, at Bestemmelserne om Ubodemaal vare for strenge, og at der var meget andet, hvormed Folket ikke var tjent; Biskoppen var ligeledes misfornøjet med en heel Deel, fornemmelig hvad der tyktes ham at stride mod Kirkens Frihed, og selv de haandgangne Mænd havde flere Udsættelser at gjøre. Da Thingtiden kom, begav Hr. Lodin sig til Althinget, ledsaget af alle de haandgangne Mænd, og Biskop Arne ligesaa med en Mængde Gejstlige; af Bønderne synes ogsaa en betydelig Mængde at have indfundet sig. Alle tre Partier eller rettere Stænder overlagde nu om, hvad der var at gjøre, og man enedes snart om, ikke strax at ville antage Lovbogen i dens Heelhed, hvorimod hvert Parti for sig lod affatte en skriftlig Fortegnelse over de Artikler, som det ønskede udstrøgne eller forandrede. Biskop Arne, der fremdeles ledede Gejstligheden, gjorde især Udsættelser ved alle de Punkter, der strede mod Compositionen, og desuagtet vare ordlydende optagne af den norske Lovbog, uagtet Compositionen var senere indgaaet end denne blev lovtagen; saaledes ved Bestemmelserne om, at Lagmanden skulde dømme i alle Slags Sager, følgelig ogsaa i gejstlige; ved den Kongen hjemlede Ret til at oppebære Bøder for flere Sager, der maatte henregnes blandt de kirkelige; fremdeles ved den Artikel, der gav Kongen Ret til at vejde Falke hvor som helst, uden at undtage Gejstlighedens Besiddelser. Overhoved indskjærpede han Overholdelsen af Compositionens væsentligste Bestemmelser, og fordrede iagttaget, hvad der siges at have været vedtaget paa Althinget 1253, nemlig at hvor Guds Lov kom i Strid med Landets Lov, skulde den første have Fortrinet[2]. Ligeledes ankede han ogsaa over en heel Deel Bestemmelser, der alene vedkom den verdslige Lovgivning, saaledes over den hyppige Anvendelse af Ubodemaalsstraffen, der ved nærmere Efterregning befandtes at være bestemt for 60 Tilfælde, m. m. Bøndernes Udsættelser gjaldt for det meste verdslige Bestemmelser, og stemte i de fleste Stykker med Biskoppens, hvilket da heller ikke var at undres over, da de især lededes af Biskoppens egen Systersøn og Forvalter Loft Helgessøn. De haandgangne Mænds Udsættelser synes kun at have været faa, men i det meste maa de dog vel have faldt sammen
