med Bøndernes, da de i alle Landboforhold havde Interesser fælles med dem[1].
Klageskrifterne bleve nu fremlagte i Lagretten. Hr. Lodin Lepp blev ikke lidet forbitret over denne Modstand, og forargede sig især over at Bønderne – Bukarle, som han kaldte dem – understode sig at ville ordne Lov og Ret i Landet, hvilket ene var Kongens Sag. Dette viser noksom, hvorledes man i Norge paa denne Tid allerede havde vant sig til at betragte de haandgangne Mænd som en egen Herre- eller Adelstand lige overfor Bønderne, og disse som fødde til at lyde, uden at have nogen Stemme med i Lovgivnings-Sager; og naar Gejstlighed, haandgangne Mænd og Bønder endog paa Island særskilt traadte sammen og affattede sine Remonstrationer, handlede de egentlig, og i sin egen Bevidsthed, som Stænder – Gejstlighed, Herrestand og Bønder – ikke som blotte Partier eller Corporationer. Hr. Lodin, selv en af det norske Aristokratis fornemste Medlemmer, kunde nok finde det i sin Orden at Gejstlighed og Herrer protesterede, men for Bønder ansaa han dette aldeles utilladeligt. Han vilde imidlertid nu ikke høre om nogen Indvending, men fordrede at hele Thingmængden skulde antage Lovbogen under eet. Dertil svarede hver Stand for sig, at man aldeles ikke vilde indlade sig paa noget saadant Skridt, hvorved man forspildte Landets Frihed. Lodin svarede, at man først og fremst skulde antage Lovbogen, saa kunde man siden bønligt anholde hos Kongen og Raadet om naadigst Forandring i de Punkter, der maatte trænge til en saadan; derhos lod han Kongens Brev, der paabød Lovtagelsen, oplæse, og sagde, at Kongen vilde kaste sin Vrede paa dem, som handlede derimod. Nu tog Biskop Arne Ordet, og sagde, at han havde et Brev fra Erkebiskoppen, der forbød ham at lovtage mange af Bogens Artikler; derpaa lod han de paa sidste Provincial-Concilium i Bergen vedtagne Statuter oplæse, og hvori navnlig, som vi stave seet, Banns-Artiklerne vare opregnede.
- ↑ Arne B. Saga, Cap. 28. Her findes et temmelig udførligt Uddrag af Gejstlighedens og Bøndernes Remonstrationer. Vi ansee det ufornødent at gjennemgaa dem stykkeviis, da kun de færreste bleve tagne til Følge. Hvad Gejstlighedens Indlæg angaar, da seer man tydeligt, at det har bestaaet af to Hoveddele, den ene indeholdende Udsættelser ved de enkelte Lov-Artikler, hvoriblandt da ogsaa mange, vedkommende den verdslige Lovgivning, den anden, der opregnede de Punkter af Compositionen, der fremdeles fordredes overholdte, f. Ex. om Sekter for Kjetteri, om Kirkens Domsret i Egteskabssager m. m.; forklarer man ikke Sagaens Ord paa den Maade, vilde man ellers faa ud, at den til Island sendte Lovbog maa have indeholdt en Christenret, hvilket dog, efter hvad der ovenfor er fremstillet, ej lader sig antage.
