den tilbage til Norge med Skrivelsen, hvis Indhold ej var af det Slags, at han derved kunde føle sig opmuntret til at fortsætte sin Modstand; han maa derfor vistnok have fulgt de øvrige Biskoppers Exempel, og i Stilhed forligt sig med Kongen og Raadet, thi vi finde ham strax
agnos non tepidus rapiens ex ore vorantis.
En Moysen alium, deica plenum ratione,
ut genus ipse pium ducat de sub Pharaone,
sed qui semper agit perverse, callidus hostis,
per regem satagit clerum subvertere, post, is
pulsus in exilium, quo naufragus et tribulatus
quærens auxilium, papam petit, attenuatus
per mare, castra, solum peragens fuit, irrequietus,
scandens mente polum, tulit adversantia latus
– – – – – – – – – –
huc tandem rediens vacuus pro juris amore,
quo sanus veniens, est omni cultus honore,
post, febre depastus per sabbata ter decimata
promeruit castus solari morte beatâ,
Anno vigesimo quater, actis mille ducentis
quarto, de limo petit ... omnipotentis,
terna credo die post festum Theophaniæ.
– – – – – – – – – –
Heraf maa man altsaa slutte, hvad der ogsaa ovenfor er antaget, at han strax fra Norge begav sig til Doest, men leed Skibbrud paa Vejen, at han siden fra Doest begav sig til Rom, og, efter forgjeves at have klaget for Paven, kom syg og udarmet tilbage til Klostret, som han ikke mere forlod. Det lader ogsaa til, at han tidligere havde faaet sin gejstlige Opdragelse i Doest, og at dette var Grunden, hvorfor han, da han jagedes i Landflygtighed, begav sig derhen. I Acta Sanctorum I. 548 anføres nemlig, efter Saussaye’s martyrologium Galliæ, at Thorfinn venit ad monasterium Dustanum, Cisterciensis ordinis, cuius a pueritia alumnus erat; her er det vistnok muligt, at cuius alene gaar paa Cisterc. ordinis, og saaledes blot antyder, at han havde været Cisterciensermunk, men rimeligere er det dog, at det gaar paa Klostret. Ogsaa Henriquez, menol. Cist. ordinis S. 11 anfører, at han „tjente den Højeste i Cistereiensernes hellige Orden“. Hans Hellighed omtales i flere Martyrologier og andre lignende Skrifter, navnlig i Acta Sanctorum, l. c. ved hans Dødsdag, den 8de Januar. Det egentlige Beviis paa hans Hellighed var, som det lader, at da Abbeden i Doest i 1345 vilde lade hans Grav i Choret jevne med Gulvet, hindredes man heri, idet en sød Lugt udbredte sig over hele Kirken. Dette var det vel og, som bevægede Walter af Muda til 6 Aar efter at digte hine Vers til hans Ære. F. de Bische bemerker, at man i 1645 søgte efter hans Grav i Ruinerne af Klostret, men kunde ikke finde den, hvorimod man fandt Liget af den i samme Kloster den 19de Januar 1218 afdøde Biskop Peter af Roeskilde. Efter de Besches Skrift er Testamentet aftrykt hos Suhm, Hist. af Danm. X. S. 1026–1028; men dette Aftryk mangler ved Slutningen den Attestation, som Udstederne af Transumtet tilføje, saalydende: „Nos vero in testimonium inspectionis nostræ præsentibus literis sigilla nostra duximus apponnenda. Datum anno domini millesimo cco. octogo. quarto“. Testamentet selv er dateret Octava
