efter atter i rolig Besiddelse af sin Biskopsstol, ja endog under Erkestolens langvarige Vacance udførende de Biskopsvielser, der ellers skulde forrettes af Erkebiskoppen selv. Saaledes var da den heftigste Strid nogenledes bilagt, og de kirkelige Forretninger gik igjen nogenledes deres Gang. Der kan vel heller ikke være nogen Tvivl om, at Dronningens og Høvdingernes Bannsættelser nu bleve tilbagekaldte, hvis dette ikke allerede tidligere var skeet.
Imidlertid havde der ogsaa været gjort Forsøg paa at faa den ledige Erkestol besat. Først naar dette var skeet, kunde en ny lovlig Overeenskomst mellem Kronen og Kirken skee, og om man end, som det lader, allerede var enig om det væsentlige, og Kronen havde vundet en afgjort Sejr, saa var dog Tilstanden kun provisorisk, saa længe ikke den erkebiskoppelige Myndighed selv havde godkjendt alt sammen. Nidaroos Chorsbrødre valgte i Aaret 1284, omtrent to Aar efter Erkebiskop Jons Flugt, Biskop Narve af Bergen eenstemmigt til hans Efterfølger. Men da Narve allerede beklædte en anden Biskopsstol, kunde han efter de canoniske Regler kun postuleres, ikke formeligt vælges, og Pavens Samtykke til Postulationen maatte indhentes. I dette Erende sendtes da de tvende Chorsbrødre Sira Sighvat Vigfussøn Lande og Sira Audun Thorbergssøn Raude, Prest til Throndenes, hvilke begge havde været med at besværge og besegle Compositionen, og som netop vare de af Chorsbrødrene, der om Sommeren 1282 havde lidt Overlast, eller i det mindste troet at lide Overlast, af Hr. Bjarne Erlingssøn, hvorfor de ganske vist vare heel uvenligt sindede mod Regjeringen[1]. Men dette lader ogsaa just til at have været Grunden, hvorfor de, og ingen anden, bleve sendte i dette Erende, thi ihvorvel Chorsbrødrene eenstem-
- ↑ I Vidnesbyrdet af 1291 staar der udtrykkeligt, at Bjarne havde lagt baade Sighvat og Audun i Bøder. Den sidste kaldes her Sira Audun til Throndenes; sandsynligviis har Sighvat ogsaa haft Prestekald i Haalogaland. At Sighvats Fader hed Vigfus, og Auduns Thorberg, sees af Dipl. Norv. III. No. 38, 88, 90, 104.
assumt. beatæ virginis, d. e. 22de August. Naar hans Dødsdag, 3de Januar, desuagtet henføres til 1284 i de ovenfor meddeelte Vers, da er det, fordi Aaret her, som ofte i den Tid, er antaget at begynde med Paaske. 1285 nævnes som Dødsaaret baade i de isl. Annaler og i Arne B. Saga Cap. 54. Da Thorfinn i Testamentet betænker sin Moder, som altsaa var i Live, maa han ved sin Død ej have været ret gammel. Og da han betænker ej færre end fire Klostre og Kirker i Throndhjem, samt nævner sine „trængende Paarørende i Throndhjem“, maa man antage, at han, for han blev Biskop, hørte hjemme der; sandsynligviis er han den Chorsbroder Thorfinn, der var med at besværge og besegle Compositionen. Maaskee havde han og været Prest ved Clemenskirken, siden han betænker denne. Men hvorledes det gik til, at han fra Cistercienser blev Canonicus, skjønnes ikke. Maaskee var han ikke virkelig Munk, men havde alene været oplært ved Klosterskolen i Doest.
