Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
53
1235. Biſkop Andres kommer hjem.

efter atter i rolig Beſiddelſe af ſin Biſkopsſtol, ja endog under Erkeſtolens langvarige Vacance udførende de Biſkopsvielſer, der ellers ſkulde forrettes af Erkebiſkoppen ſelv. Saaledes var da den heftigſte Strid nogenledes bilagt, og de kirkelige Forretninger gik igjen nogenledes deres Gang. Der kan vel heller ikke være nogen Tvivl om, at Dronningens og Høvdingernes Bannſættelſer nu bleve tilbagekaldte, hvis dette ikke allerede tidligere var ſkeet.

Imidlertid havde der ogſaa været gjort Forſøg paa at faa den ledige Erkeſtol beſat. Førſt naar dette var ſkeet, kunde en ny lovlig Overeenskomſt mellem Kronen og Kirken ſkee, og om man end, ſom det lader, allerede var enig om det væſentlige, og Kronen havde vundet en afgjort Sejr, ſaa var dog Tilſtanden kun proviſoriſk, ſaa længe ikke den erkebiſkoppelige Myndighed ſelv havde godkjendt alt ſammen. Nidaroos Chorsbrødre valgte i Aaret 1284, omtrent to Aar efter Erkebiſkop Jons Flugt, Biſkop Narve af Bergen eenſtemmigt til hans Efterfølger. Men da Narve allerede beklædte en anden Biſkopsſtol, kunde han efter de canoniſke Regler kun poſtuleres, ikke formeligt vælges, og Pavens Samtykke til Poſtulationen maatte indhentes. I dette Erende ſendtes da de tvende Chorsbrødre Sira Sighvat Vigfusſøn Lande og Sira Audun Thorbergsſøn Raude, Preſt til Throndenes, hvilke begge havde været med at beſværge og beſegle Compoſitionen, og ſom netop vare de af Chorsbrødrene, der om Sommeren 1282 havde lidt Overlaſt, eller i det mindſte troet at lide Overlaſt, af Hr. Bjarne Erlingsſøn, hvorfor de ganſke viſt vare heel uvenligt ſindede mod Regjeringen[1]. Men dette lader ogſaa juſt til at have været Grunden, hvorfor de, og ingen anden, bleve ſendte i dette Erende, thi ihvorvel Chorsbrødrene eenſtem-

    assumt. beatæ virginis, d. e. 22de Auguſt. Naar hans Dødsdag, 3de Januar, desuagtet henføres til 1284 i de ovenfor meddeelte Vers, da er det, fordi Aaret her, ſom ofte i den Tid, er antaget at begynde med Paaſke. 1285 nævnes ſom Dødsaaret baade i de isl. Annaler og i Arne B. Saga Cap. 54. Da Thorfinn i Teſtamentet betænker ſin Moder, ſom altſaa var i Live, maa han ved ſin Død ej have været ret gammel. Og da han betænker ej færre end fire Kloſtre og Kirker i Throndhjem, ſamt nævner ſine „trængende Paarørende i Throndhjem“, maa man antage, at han, for han blev Biſkop, hørte hjemme der; ſandſynligviis er han den Chorsbroder Thorfinn, der var med at beſværge og beſegle Compoſitionen. Maaſkee havde han og været Preſt ved Clemenskirken, ſiden han betænker denne. Men hvorledes det gik til, at han fra Ciſtercienſer blev Canonicus, ſkjønnes ikke. Maaſkee var han ikke virkelig Munk, men havde alene været oplært ved Kloſterſkolen i Doeſt.

  1. I Vidnesbyrdet af 1291 ſtaar der udtrykkeligt, at Bjarne havde lagt baade Sighvat og Audun i Bøder. Den ſidſte kaldes her Sira Audun til Throndenes; ſandſynligviis har Sighvat ogſaa haft Preſtekald i Haalogaland. At Sighvats Fader hed Vigfus, og Auduns Thorberg, ſees af Dipl. Norv. III. No. 38, 88, 90, 104.