Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
51
1285. Biſkop Thorfinns Død og Hellighed.

om, hvor ringe hans Midler vare. Han begravedes i Kloſtret, nær ved Altaret, og blev regnet blandt Helgenernes Tal, deels fordi han havde udſtaaet ſaa meget for Kirkens Skyld, og for den hellige Vandel, han havde ført i Kloſtret, deels ogſaa for et Mirakel, der ſenere ſkulde have fundet Sted ved hans Liig[1]. — Biſkop Andres kom derimod velbehol-

  1. Om Thorfinns Fata handles der temmelig udførligt i Caroli de Vische Bibliotheca scriptorum ordinis Cisterciensis S. 316 fgg., hvor ogſaa Teſtamentet aftryktes. Her meddeles, efter et gammelt Haandſkrift, følgende Beretning om ham: „I Aaret 1284 udmerkede han ſig; da han ikke vilde ſamtykke med de Ildeſindede eller give efter for dem med Henſyn til Kirkens Rettigheder, forfulgte de ham, tilføjede ham Overlaſt, og tvang ham voldeligen til at forlade Landet. Da han ikke fandt nogen anden Vej at undſlippe paa, begav han ſig til Søen, og ſejlede bort. Siden, efter mange Ulykker og Farer, efter at have døjet Storme og Kulde, leed han tilſidſt Skibbrud, og ſlap med Nød og Neppe levende derfra tilligemed ſine Ledſagere og hvad de havde paa ſig. I ſlig Hunger og Fattigdom kom han til Kloſtret Doeſt i Tournay Biſkopsdømme, nærved Brügge, og bad om, at man vilde modtage ham for Guds Barmhjertigheds Skyld. Da Munkene ſaa denne ærværdige Mand i ſlig ſørgelig Forfatning, ynkedes de over ham, ſom billigt var, og toge barmhjertigt imod ham af Kjærlighed til Chriſtus. Han levede hos dem i 30 Uger ſom en from Fader, og ligeſom Kammerat, meget andægtigt, idet han gav alle Exempler paa Taalmodighed, Anger og alslags Godhed. Man gav ham Tjenere blandt Brødrene, der opvartede ham, og ſom ſaa Tegnene paa hans Hellighed, og den Haarſkjorte, han var iført, hvilket de ſiden aabenbarede for Brødrene og Munkene. Han fandt Behag i fromme Samtaler med Munkene, og indbød ſaa godt ſom dagligt nogle af dem til ſit Bord, bevertende dem overflødigt, men for ſin egen Perſon levede han uhyre afholdende. Tilſidſt gjorde han, efter Guds Tilſkyndelſe, et ſmukt Teſtamente over ſine Ejendomme, og henſov den 8de Januar i Brødrenes ſamt ſine ligeledes der med ham dvælende Chorsbrødres og Capellaners Nærværelſe. Han blev begraven ſammeſteds foran Højaltret. Han gjorde og (ſom jeg har hørt) nogle Mirakler. Efter denne fromme Hyrdes Død beſkrev Nonnus Walterus de Muda, Munk i ſamme Kloſter, der ſelv havde ſeet ham, hans Liv korteligen i disſe Vers. (Her følger Verſene). Blandt andre Ting, ſom Gud værdigedes at aabenbare ved denne ſin Udvalgte, til ſin egen Ære og for at viſe hans Fortjeneſte, ſynes dette nyt for vore Vegne, at hine Vers, ſom vi ſee ſkrevne paa et Blad, naglet til et i Kirken paa Steenveggen ved hans Grav ophængt Bret af Piletræ, ved guddommelig Kraft her holdt ſig uſkadte i 66 Aar, og holde ſig endnu, ſaa at hverken de ſelv eller Brettet, ſkjønt denne Træart let bliver ormſtukken og bedærvet, have lidt nogen Skade, men alt er friſkt og heelt, ſom om det var ganſke nyt. Men dette udretter vel Gud, for at hans Minde ej ſkal udſlettes, men af en eller anden ſenere optegnes“.
     Af disſe Vers, der ſaaledes ere forfattede 66 Aar efter Thorfinns Død, eller omkring 1351, og aftrykte hos de Biſche efter et gammelt Haandſkrift, anføre vi følgende, udeladende de overvættes Lovtaler over hans Fromhed, Retfærdighed, Strenghed mod ſig ſelv, og Blidhed mod Andre, o. ſ. v.

    Torphinnus dictus, sedi dominans Hamariensi,
    pro quâ, conflictus cum principe Norvegiensi
    sumsit et intrepidus stans in facie dominantis