Denne siden er korrekturlest
51
1285. Biskop Thorfinns Død og Hellighed.
om, hvor ringe hans Midler vare. Han begravedes i Klostret, nær ved Altaret, og blev regnet blandt Helgenernes Tal, deels fordi han havde udstaaet saa meget for Kirkens Skyld, og for den hellige Vandel, han havde ført i Klostret, deels ogsaa for et Mirakel, der senere skulde have fundet Sted ved hans Liig[1]. – Biskop Andres kom derimod velbehol-
- ↑ Om Thorfinns Fata handles der temmelig udførligt i Caroli de Vische Bibliotheca scriptorum ordinis Cisterciensis S. 316 fgg., hvor ogsaa Testamentet aftryktes. Her meddeles, efter et gammelt Haandskrift, følgende Beretning om ham: „I Aaret 1284 udmerkede han sig; da han ikke vilde samtykke med de Ildesindede eller give efter for dem med Hensyn til Kirkens Rettigheder, forfulgte de ham, tilføjede ham Overlast, og tvang ham voldeligen til at forlade Landet. Da han ikke fandt nogen anden Vej at undslippe paa, begav han sig til Søen, og sejlede bort. Siden, efter mange Ulykker og Farer, efter at have døjet Storme og Kulde, leed han tilsidst Skibbrud, og slap med Nød og Neppe levende derfra tilligemed sine Ledsagere og hvad de havde paa sig. I slig Hunger og Fattigdom kom han til Klostret Doest i Tournay Biskopsdømme, nærved Brügge, og bad om, at man vilde modtage ham for Guds Barmhjertigheds Skyld. Da Munkene saa denne ærværdige Mand i slig sørgelig Forfatning, ynkedes de over ham, som billigt var, og toge barmhjertigt imod ham af Kjærlighed til Christus. Han levede hos dem i 30 Uger som en from Fader, og ligesom Kammerat, meget andægtigt, idet han gav alle Exempler paa Taalmodighed, Anger og alslags Godhed. Man gav ham Tjenere blandt Brødrene, der opvartede ham, og som saa Tegnene paa hans Hellighed, og den Haarskjorte, han var iført, hvilket de siden aabenbarede for Brødrene og Munkene. Han fandt Behag i fromme Samtaler med Munkene, og indbød saa godt som dagligt nogle af dem til sit Bord, bevertende dem overflødigt, men for sin egen Person levede han uhyre afholdende. Tilsidst gjorde han, efter Guds Tilskyndelse, et smukt Testamente over sine Ejendomme, og hensov den 8de Januar i Brødrenes samt sine ligeledes der med ham dvælende Chorsbrødres og Capellaners Nærværelse. Han blev begraven sammesteds foran Højaltret. Han gjorde og (som jeg har hørt) nogle Mirakler. Efter denne fromme Hyrdes Død beskrev Nonnus Walterus de Muda, Munk i samme Kloster, der selv havde seet ham, hans Liv korteligen i disse Vers. (Her følger Versene). Blandt andre Ting, som Gud værdigedes at aabenbare ved denne sin Udvalgte, til sin egen Ære og for at vise hans Fortjeneste, synes dette nyt for vore Vegne, at hine Vers, som vi see skrevne paa et Blad, naglet til et i Kirken paa Steenveggen ved hans Grav ophængt Bret af Piletræ, ved guddommelig Kraft her holdt sig uskadte i 66 Aar, og holde sig endnu, saa at hverken de selv eller Brettet, skjønt denne Træart let bliver ormstukken og bedærvet, have lidt nogen Skade, men alt er friskt og heelt, som om det var ganske nyt. Men dette udretter vel Gud, for at hans Minde ej skal udslettes, men af en eller anden senere optegnes“.
Af disse Vers, der saaledes ere forfattede 66 Aar efter Thorfinns Død, eller omkring 1351, og aftrykte hos de Bische efter et gammelt Haandskrift, anføre vi følgende, udeladende de overvættes Lovtaler over hans Fromhed, Retfærdighed, Strenghed mod sig selv, og Blidhed mod Andre, o. s. v.Torphinnus dictus, sedi dominans Hamariensi,
pro quâ, conflictus cum principe Norvegiensi
sumsit et intrepidus stans in facie dominantis
