Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
50
Erik Magnusſøn.

cherne fra førſt af havde ventet, maatte Biſkop Andres, der var bleven tilbage i Italien[1], endnu i nogen Tid bie paa Brevets endelige Udfærdigelſe. Inden det var blevet beſeglet, døde nemlig Pave Martin (den 28de Marts 1285), og det kunde nu ikke blive beſeglet og udleveret, førend en ny Pave var udvalgt. Det nye Valg foregik den 2den April, og faldt paa Romeren Jakob Savelli, Cardinal-Diaconus af Sancta Maria i Coſmidin, der antog Navnet Honorius den 4de; han blev indviet den 20de Mai. Blandt de fra Martins Tid efterliggende uudfærdigede Breve, ſom den pavelige Cantſler nu forelagde Honorius til Udfærdigelſe, var ogſaa det oven anførte, der nu blev forſynet med Honorius’s Intimation og overgivet Biſkop Andres[2]. Hermed begav da Biſkop Andres ſig paa Hjemvejen. Biſkop Thorfinn var ikke længer i de Levendes Tal. Han havde, ſom ſagt, allerede i 1284 forladt Rom, og var, efter mange Gjenvordigheder, ſyg og i en daarlig Forfatning kommen tilbage til Kloſtret Doeſt i Flandern, hvor han fremdeles fandt en venlig Modtagelſe, og hvor han faldt i en langvarig Sygdom, der efter 7 Maaneders Forløb endte hans Dage, den 8de Januar 1285. Allerede i Auguſt 1284 havde han gjort ſit Teſtamente, og deri efter fattig Lejlighed betænkt Hellig Kors Capel ved Hoſpitalet i Hamar, Alle Sjæles Altar i Hamars Domkirke, St. Antons Kirke i Hamar, Ullenshovs Kirke, Tuterøens, Bakkes og Elgeſeters Kloſtre ſamt Clemens-Kirken i Nidaroos til Opbygning, og endelig Kloſtret i Doeſt, foruden endeel Venner, ſine trængende Slægtninger i Throndhjem, ſin Moder og ſine Syſkende, med nogle ſmaa Legater, der vidnede

  1. Den 20de Novbr. 1284 ſees han at have været i Perugia, hvor han med fem andre Biſkopper deeltog i Udſtedelſen af to Afladsbreve til Bedſte for de Spedalſkes Capel ved Nordhauſen i Mainz’s Diøces, og for Bodenwerder Kirke i Mindens Diøces, ſe Ayrmanni Sylloge Anecdotorum I. 331 og Baringii Clavis diplom. p. 480.
  2. Datum anføres ikke i Overſættelſen, men da Pave Martins Brev af 18de Januar 1285, der handlede om Biſkop Narves Poſtulation til Erkebiſkop (ſe nedenfor) ogſaa ſees at være blandt dem, der laa efter til Honorius, og af denne er forſynet med en ny Intimation under 12te April 1285, bliver det heel ſandſynligt, at det ovenfor meddeelte Brev udfærdigedes ſamme Dag. Dette beſtyrkes end mere deraf, at Intimationen taler om flere efterliggende Breve, og dernæſt næſten ordlydende ſtemmer med Intimationen i hiint Brev om Narves Poſtulation. „Meſter Peter af Mailand“, beder det i Advarſelsſkrivelſen, „vor elſkelige Søn og den hellige Kirkes Cantſler, ſagde i vor Nærværelſe, at da ſalig Ihukommelſe vor Formand Pave Martinus var i Live, modtog han nogle Breve, forfattede under denne Paves Ravn, ſaa lydende“ o. ſ. v. — „Magiſter Peter, den romerſke Kirkes Vicecantſler“, heder det i Brevet om Narve, „forelagde os et under vor Forgængers Ravn udfærdiget Brev“, o. ſ. v. — Det bliver ſaaledes næſten utvivlſomt, at begge Breve ere udfærdigede ſamme Dag, 12te April 1285.