Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
50
Erik Magnussøn.

cherne fra først af havde ventet, maatte Biskop Andres, der var bleven tilbage i Italien[1], endnu i nogen Tid bie paa Brevets endelige Udfærdigelse. Inden det var blevet beseglet, døde nemlig Pave Martin (den 28de Marts 1285), og det kunde nu ikke blive beseglet og udleveret, førend en ny Pave var udvalgt. Det nye Valg foregik den 2den April, og faldt paa Romeren Jakob Savelli, Cardinal-Diaconus af Sancta Maria i Cosmidin, der antog Navnet Honorius den 4de; han blev indviet den 20de Mai. Blandt de fra Martins Tid efterliggende uudfærdigede Breve, som den pavelige Cantsler nu forelagde Honorius til Udfærdigelse, var ogsaa det oven anførte, der nu blev forsynet med Honorius’s Intimation og overgivet Biskop Andres[2]. Hermed begav da Biskop Andres sig paa Hjemvejen. Biskop Thorfinn var ikke længer i de Levendes Tal. Han havde, som sagt, allerede i 1284 forladt Rom, og var, efter mange Gjenvordigheder, syg og i en daarlig Forfatning kommen tilbage til Klostret Doest i Flandern, hvor han fremdeles fandt en venlig Modtagelse, og hvor han faldt i en langvarig Sygdom, der efter 7 Maaneders Forløb endte hans Dage, den 8de Januar 1285. Allerede i August 1284 havde han gjort sit Testamente, og deri efter fattig Lejlighed betænkt Hellig Kors Capel ved Hospitalet i Hamar, Alle Sjæles Altar i Hamars Domkirke, St. Antons Kirke i Hamar, Ullenshovs Kirke, Tuterøens, Bakkes og Elgeseters Klostre samt Clemens-Kirken i Nidaroos til Opbygning, og endelig Klostret i Doest, foruden endeel Venner, sine trængende Slægtninger i Throndhjem, sin Moder og sine Syskende, med nogle smaa Legater, der vidnede

  1. Den 20de Novbr. 1284 sees han at have været i Perugia, hvor han med fem andre Biskopper deeltog i Udstedelsen af to Afladsbreve til Bedste for de Spedalskes Capel ved Nordhausen i Mainz’s Diøces, og for Bodenwerder Kirke i Mindens Diøces, se Ayrmanni Sylloge Anecdotorum I. 331 og Baringii Clavis diplom. p. 480.
  2. Datum anføres ikke i Oversættelsen, men da Pave Martins Brev af 18de Januar 1285, der handlede om Biskop Narves Postulation til Erkebiskop (se nedenfor) ogsaa sees at være blandt dem, der laa efter til Honorius, og af denne er forsynet med en ny Intimation under 12te April 1285, bliver det heel sandsynligt, at det ovenfor meddeelte Brev udfærdigedes samme Dag. Dette bestyrkes end mere deraf, at Intimationen taler om flere efterliggende Breve, og dernæst næsten ordlydende stemmer med Intimationen i hiint Brev om Narves Postulation. „Mester Peter af Mailand“, beder det i Advarselsskrivelsen, „vor elskelige Søn og den hellige Kirkes Cantsler, sagde i vor Nærværelse, at da salig Ihukommelse vor Formand Pave Martinus var i Live, modtog han nogle Breve, forfattede under denne Paves Ravn, saa lydende“ o. s. v. – „Magister Peter, den romerske Kirkes Vicecantsler“, heder det i Brevet om Narve, „forelagde os et under vor Forgængers Ravn udfærdiget Brev“, o. s. v. – Det bliver saaledes næsten utvivlsomt, at begge Breve ere udfærdigede samme Dag, 12te April 1285.