det gamle Nationalsprog ej længer hedredes tilbørligt, kunde heller ikke dets Literatur finde den rette Paaskjønnelse, og den Støtte for det, som de paa Island forfattede Skrifter og Skaldekunsten, som der endnu vedligeholdt sig, kunde afgive, maatte nu bortfalde. Fra denne Tid kunne vi derfor ogsaa regne at Islands Literatur begyndte at skille sig fra Norges og blive mere og mere fremmed for den, det vil sige, at Norge aldeles ophørte at yde Bidrag til Literaturen, og at denne saaledes ophørte at være fælles, idet den herefter indskrænkedes til Island alene. Tog skete dette kun gradviis, og det forstaar sig, at der, saalænge Norge endnu vedligeholdt sin Selvstændighed, dog altid fandtes Mange, der med Omhyggelighed opbevarede og ivrigt læste de gamle Skrifter, især Sagabøgerne om de ældre Konger[1]. En af de Mænd, som under Kong Haakons Regjering med størst Iver og Held arbejdede for den fedrelandske Literatur, og som fortjener Efterslægtens varmeste Tak for hvad han udrettede og hvad han ved sin Flid reddede fra Undergang, er den oftere omtalte Hr. Hauk Erlendssøn[2], paa fedrene Side af norsk, paa mødrene af islandsk Herkomst. Vi have seet ham som Kongens højtbetroede Mand, Ridder, Medlem af Raadet, og som Lagmand deels i Oslo, deels i Gulathing, et Par Gange ogsaa paa Island, dog kun udenfor Ordenen og ifølge særskilt Sendelse. Man har endnu fra hans Haand betydelige Masser af Optegnelser, der vise at han i lange Aarrækker med den meest ufortrødne Flid maa have benyttet al den Tid, han havde tilovers fra sine vigtige Embedssysler, til at afskrive ældre, i Modersmaalet forfattede Skrifter, fornemmelig historiske. Saaledes seer man, at han af Skrifter, vedkommende Islands Historie, har afskrevet hele Landnamsbogen og Kristnisaga, eller Beretningen om Christendommens Indførelse paa Øen, fremdeles Sagaen om Thormod Kolbrunarskald og hans Fostbroder Thorgeir, og endelig om Thorfinn Karlsevnes Sejlads til Viinland; af Beretninger, vedkommende Norden i Almindelighed og Norge i Særdeleshed, har han afskrevet et Par Brudstykker af Skjoldungesagaen m. m., endvidere har han afskrevet den saakaldte
- ↑ Dette seer man deraf, at maaskee de fleste nu levnede Haandskrifter af Norges Kongesagaer og i alle Fald de bedste have været opbevarede i Norge, og, som Randgloserne vise, bære Spor af flittigt at være læst. Saaledes „Fagrskinna“, Eirspenill, Cod. Frisianus, o fl. Andre, ej til Kongesagaerne henhørende, er det nu i Sverige opbevarede Haandskrift af Thidrik af Berns Saga, der allerede i Midten af det 14de Aarhundrede synes at være kommet fra Norge til Sverige, og Haandskriftet af „Strengleikar“ eller „Ljodabok“ (s. o. III. S. 1027, 1055), der af en Paategning sees at have tilhørt Hr. Snare Aslakssøn.
- ↑ See o. S. 477.
