Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/673

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
651
Literaturens Forfald.

det gamle Nationalſprog ej længer hedredes tilbørligt, kunde heller ikke dets Literatur finde den rette Paaſkjønnelſe, og den Støtte for det, ſom de paa Island forfattede Skrifter og Skaldekunſten, ſom der endnu vedligeholdt ſig, kunde afgive, maatte nu bortfalde. Fra denne Tid kunne vi derfor ogſaa regne at Islands Literatur begyndte at ſkille ſig fra Norges og blive mere og mere fremmed for den, det vil ſige, at Norge aldeles ophørte at yde Bidrag til Literaturen, og at denne ſaaledes ophørte at være fælles, idet den herefter indſkrænkedes til Island alene. Tog ſkete dette kun gradviis, og det forſtaar ſig, at der, ſaalænge Norge endnu vedligeholdt ſin Selvſtændighed, dog altid fandtes Mange, der med Omhyggelighed opbevarede og ivrigt læſte de gamle Skrifter, iſær Sagabøgerne om de ældre Konger[1]. En af de Mænd, ſom under Kong Haakons Regjering med ſtørſt Iver og Held arbejdede for den fedrelandſke Literatur, og ſom fortjener Efterſlægtens varmeſte Tak for hvad han udrettede og hvad han ved ſin Flid reddede fra Undergang, er den oftere omtalte Hr. Hauk Erlendsſøn[2], paa fedrene Side af norſk, paa mødrene af islandſk Herkomſt. Vi have ſeet ham ſom Kongens højtbetroede Mand, Ridder, Medlem af Raadet, og ſom Lagmand deels i Oslo, deels i Gulathing, et Par Gange ogſaa paa Island, dog kun udenfor Ordenen og ifølge ſærſkilt Sendelſe. Man har endnu fra hans Haand betydelige Masſer af Optegnelſer, der viſe at han i lange Aarrækker med den meeſt ufortrødne Flid maa have benyttet al den Tid, han havde tilovers fra ſine vigtige Embedsſyſler, til at afſkrive ældre, i Modersmaalet forfattede Skrifter, fornemmelig hiſtoriſke. Saaledes ſeer man, at han af Skrifter, vedkommende Islands Hiſtorie, har afſkrevet hele Landnamsbogen og Kriſtniſaga, eller Beretningen om Chriſtendommens Indførelſe paa Øen, fremdeles Sagaen om Thormod Kolbrunarſkald og hans Foſtbroder Thorgeir, og endelig om Thorfinn Karlsevnes Sejlads til Viinland; af Beretninger, vedkommende Norden i Almindelighed og Norge i Særdeleshed, har han afſkrevet et Par Brudſtykker af Skjoldungeſagaen m. m., endvidere har han afſkrevet den ſaakaldte

  1. Dette ſeer man deraf, at maaſkee de fleſte nu levnede Haandſkrifter af Norges Kongeſagaer og i alle Fald de bedſte have været opbevarede i Norge, og, ſom Randgloſerne viſe, bære Spor af flittigt at være læſt. Saaledes „Fagrſkinna“, Eirſpenill, Cod. Friſianus, o fl. Andre, ej til Kongeſagaerne henhørende, er det nu i Sverige opbevarede Haandſkrift af Thidrik af Berns Saga, der allerede i Midten af det 14de Aarhundrede ſynes at være kommet fra Norge til Sverige, og Haandſkriftet af „Strengleikar“ eller „Ljodabok“ (ſ. o. III. S. 1027, 1055), der af en Paategning ſees at have tilhørt Hr. Snare Aslaksſøn.
  2. See o. S. 477.