Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/672

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
650
Haakon Magnusſøn.

og i Sagaſtiil og overhoved i den hiſtoriſke Fremſtilling overgaae neppe noget os levnet Verk Kong Haakon Haakonsſøns, af Sturla Thordsſøn forfattede Saga, og Hovedpartierne af den ſaakaldte Sturlunga-Saga, egentlig en Samling af flere med hinanden forbundne mindre Sagaer om Sturlunga-Tidens Høvdinger, følgelig indeholdende hele Islands Hiſtorie omtrent fra førſte Halvdeel af det 12te Aarhundrede indtil Øens Forening med Norge, af hvilke de fleſte tillægges Sturla Thordsſøn. Snorre Sturlasſøns merkelige Virkſomhed er allerede udførligt omtalt: han kan vel endog tildeels ſiges at have ſkabt den renere Sagaſtiil. Men allerede mod eller ſtrax efter Aarhundredets Slutning viſer der ſig en ſtor Forandring. Den ellers i hiſtoriſk Henſeende ſaare vigtige og fortrinlige Saga om Biſkop Arne i Skaalholt, forfattet, ſom man maa antage, kort efter hans Død, er fra Sprogets og Fremſtillingens Side heel mangelagtig, og dette gjelder i endnu højere Grad om den henved 30 Aar efter, altſaa egentlig ſenere end Grændſen for vort nærværende Afſnit, forfattede Saga om Biſkop Laurentius, hvor endog Sproget tydeligt viſer ſig at være i Forfald. I Norge undlod ikke det nærmere Forhold, hvori Hoffet nu var traadt til det danſke og ſvenſke, at udøve en mindre heldig Virkning paa Sproget. I Danmark havde Sproget, allerede fra Sven Ulfsſøns Tid, paavirket af de i Landet ſelv endnu tilſtedeværende mellemgermaniſke Sproglevninger, ſaavelſom af det tydſke Naboſprog, begyndt at afvige fra det reennordiſke, og var mod Slutningen af det 13de Aarhundrede allerede mere end halvveis til dets nærværende Skikkelſe. I Sverige var en lignende Forandring begyndt at indtræde, og kun i Norge ſamt paa Island holdt endnu de reennordiſke Former, ſaaledes ſom de fremtraadte i det ſæregne norſke Sprog, ſig uforandrede. Alligevel er det kjendeligt, at ſiden de norſke Høvdinger begyndte hyppigere at komme ſammen med ſvenſke og danſke, og iſær ſiden den glimrende Hertug Erik blev trolovet med den norſke Kongedatter, betragtedes Svenſk og Danſk ved det norſke Hof og i Norges højere Kredſe ſom finere og ſmukkere end det Norſke, og dette ſom mere raat eller bondeagtigt, eller mindre pasſende for den højere Samtale-Tone. En uudeblivelig Følge heraf maatte være den, at Mange herefter begyndte at tale Modersmaalet mindre reent, idet de ſøgte at tilegne ſig ſvenſke og danſke Former, og at det Norſke mere og mere ſank ned til at blive et ringeagtet Almueſprog. Tydeligere fremtraadte dette i den følgende Tid, hvor Hoffet ſaaatſige blev aldeles ſvenſk, og det begyndte da endog at gjøre ſig gjeldende i offentlige Documenter; men Begyndelſen ligger ganſke viſt allerede under Kong Haakons Regjering, og man behøver ikke bedre Beviis derpaa, end at Dronning Euphemia lod de franſke Riim-Romaner overſætte paa Svenſk. Det ligger i Sagens Natur, at naar