Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/674

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
652
Haakon Magnusſøn.

Saga om Trojemændene og en norſk poetiſk Bearbejdelſe af den væliſke Skald Merlins Spaadomme. Det meſte af alt dette har han ſkrevet med egen Haand, ſærdeles ſmukt, og med en Reenhed i Ordformer og en Retſkrivning, der viſer at han maa have gjort Sprogets Bygning og Characteer til Gjenſtand for et eget, grundigt Studium. De her nævnte Afſkrifter, nu deelte i flere Hefter, ſynes oprindeligt at have udgjort en eneſte Bog, der efter ham kaldtes Hauksbogen[1]; men den indeholdt viſtnok meget mere end hvad der nu haves, ſandſynligviis ogſaa flere Dele af Norges Kongeſagaer. Der findes endvidere nogle Annaler for Island, der efter al Sandſynlighed ere udarbejdede under hans Opſigt. Endelig findes der Brudſtykker af en Afſkrift af Gulathingsloven, ligeledes egenhændigt og yderſt omhyggeligt ſkreven af ham ſelv: dette lærer os ham ogſaa at kjende ſom ſamvittighedsfuld i ſit vigtige Dommer-Embede, thi det kan alene have været af Omhyggelighed for at beſidde Lovens Text ſaa reen og uforfalſket ſom muligt, at han ſelv paatog ſig den Umage at afſkrive den, da dog allerede ſaa mange andre Afſkrifter fandtes. Har han nu end ikke præſteret noget Originalt, ſaa er det dog aabenbart, at en Mand i en ſaa anſeet Stilling, med ſaadan Iver for den fedrelandſke Literatur og ſaa grundige Indſigter maa have udøvet en for denne Literatur og Sprogets Opretholdelſe meget virkſom og gavnlig Indflydelſe paa ſine — Omgivelſer, og det er kun at beklage, at der, ſom det lader, ikke i Norge fandtes mange, neppe en eneſte, ſom han. Den norſke Gejſtlighed lagde i det Hele taget neppe mere Vind paa at ophjelpe Fedrelands-Literaturen; for den var det latinſke Sprog og den canoniſke Ret nu Hovedſagen. For at ſtudere denne, rejſte man til fremmede Univerſiteter, fornemmelig, ſom vi have ſeet, Paris og Orleans, og det var en ſtor Anbefaling at kunne kaldes „en god Pariſer-Klerk“; Legater teſtamenteredes til ſlige Studenters Underholdning, fremmede Retskyndige forſkreves, og de, ſom ikke kunde komme udenlands, ſavnede hverken Lærere eller Bøger til at erhverve forſvarlige Kundſkaber hjemme, endog paa Island, hvor vi have erfaret at Laurentius, efter Biſkop Jørunds Raad, ſtuderede den canoniſke Ret og allerede havde bragt det temmelig vidt deri, førend han kom til Norge og fortſatte ſine Studier under Jon Flæming[2]. Gjennem den canoniſke Ret erhvervede ogſaa den civile romerſke Ret (i Norge

  1. Det meſte deraf findes i Cod. Arn. 544 qv. paa Univ. Bibl. i Kjøbenhavn. De nøjagtigſte Oplysninger om Hauks literaire Virkſomhed findes i „Antiqvariſk Tidsſkrift“ for 1846—48 S. 108—116, jfr. Ann. f. nord. Oldk. 1847 S. 169 fgg.
  2. Se o. S. 474, 304, 305. Af Brev fra Biſkop Arne i Bergen, udſtedt 10de Apr. 1309 (Berg. Kalvſk. S. 101), ſees det, at af de 12 Chorsbrødre ved Chriſtkirken i Bergen var der i 1309 to i Paris for at ſtudere.