siden Haakon den ældres, ja siden Sverres Tid planmæssigt tilsigtede, i Forbindelse med den Ødelæggelse, de langvarige Tronkrige havde anrettet blandt de ældgamle, mægtige Ætter, hvis fødte, naturlige Hverv det var at opretholde hiin Folkemyndighed, og derved ogsaa Folkeaanden i det Hele taget. Vi have allerede viist, at dette ej maa betragtes som om Kongerne meente det mindre godt og alene søgte at udvide sin egen Magt uden Hensyn til, hvorledes det gik Nationen: de troede visselig her at handle til dens Bedste: for dem maatte de Ulykker, som Folk og Land havde lidt under Tronkrigene og senere under Formynderregjeringen, netop fordi de store Herrer havde misbrugt sin Myndighed, fremstille sig som det Væsentlige og som et Onde der for enhver Priis maatte forebygges for Eftertiden[1], medens det derimod hverken var dem selv eller nogen anden paa den samme Tid givet at opfatte det for Folkeaanden og Folkelivet styrkende Element, der bevaredes i den gamle Folkemyndighed. Saadant aabenbarer sig gjerne ikke tydeligt førend for Efterslægten, der bedre kan oversee Forholdene i deres Heelhed og i deres Følger; man kan derfor ej gaa i Rette med hine Konger, fordi de, følende Trykket af det gamle Systems Ulemper, ej kunde indsee og skatte dets Fordele; de anede ikke nogen Fare for Norges Nationalitet og Selvstændighed; de kunde ikke vide forud, at særegne Forhold vilde rive Norge ind i Unionstilstande, hvori det til at kunne opretholde sin Selvstændighed, tildeels endog sin Nationalitet, kunde behøve al den Kraft, som Folket under de tidligere urolige Tider havde besiddet og udøvet gjennem sine Ættehøvdinger, og at Mangelen heraf virkelig ogsaa vilde lede til at det i det mindste i politisk Henseende ganske laa under og sank i en Dvale, af hvilken det ikke paa flere Aarhundreder rejste sig.
Den her paapegede Stillestaaen eller maaskee endog Tilbagegang i Folkelivet yttrer sig især kjendeligt i de literære Forhold, der her, som andetsteds, afspejle Folkelivet og afgive en temmelig sikker Maalestok for dettes Intensitet. Den norsk-islandske literære Virksomhed havde aabenbart allerede naaet sin Højdepunct paa Kong Haakon Haakonsøns Tid. Norges og Islands fælles Sprog, der i det foregaaende Aarhundrede med al sin ædle Kraft og Naivitet dog endnu viiste sig noget uhjelpsomt og vanskeliggjorde Forfattervirksomheden, hævede sig strax efter Begyndelsen af det trettende Aarhundrede til en med Kraft parret Elegans, der allerede mod Slutningen af Aarhundredet var i Aftagende og i det følgende Aarhundrede ganske ophørt. I den reflecterende, philosophiske Stiil kan intet sættes ved Siden af Kongespejlet, som allerede er omtalt,
- ↑ Se Indledningen til Forordn. af 1308, ovf. S. 483.
