Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/671

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
649
Norges Tilbagegang. Literaturen.

ſiden Haakon den ældres, ja ſiden Sverres Tid planmæsſigt tilſigtede, i Forbindelſe med den Ødelæggelſe, de langvarige Tronkrige havde anrettet blandt de ældgamle, mægtige Ætter, hvis fødte, naturlige Hverv det var at opretholde hiin Folkemyndighed, og derved ogſaa Folkeaanden i det Hele taget. Vi have allerede viiſt, at dette ej maa betragtes ſom om Kongerne meente det mindre godt og alene ſøgte at udvide ſin egen Magt uden Henſyn til, hvorledes det gik Nationen: de troede visſelig her at handle til dens Bedſte: for dem maatte de Ulykker, ſom Folk og Land havde lidt under Tronkrigene og ſenere under Formynderregjeringen, netop fordi de ſtore Herrer havde misbrugt ſin Myndighed, fremſtille ſig ſom det Væſentlige og ſom et Onde der for enhver Priis maatte forebygges for Eftertiden[1], medens det derimod hverken var dem ſelv eller nogen anden paa den ſamme Tid givet at opfatte det for Folkeaanden og Folkelivet ſtyrkende Element, der bevaredes i den gamle Folkemyndighed. Saadant aabenbarer ſig gjerne ikke tydeligt førend for Efterſlægten, der bedre kan overſee Forholdene i deres Heelhed og i deres Følger; man kan derfor ej gaa i Rette med hine Konger, fordi de, følende Trykket af det gamle Syſtems Ulemper, ej kunde indſee og ſkatte dets Fordele; de anede ikke nogen Fare for Norges Nationalitet og Selvſtændighed; de kunde ikke vide forud, at ſæregne Forhold vilde rive Norge ind i Unionstilſtande, hvori det til at kunne opretholde ſin Selvſtændighed, tildeels endog ſin Nationalitet, kunde behøve al den Kraft, ſom Folket under de tidligere urolige Tider havde beſiddet og udøvet gjennem ſine Ættehøvdinger, og at Mangelen heraf virkelig ogſaa vilde lede til at det i det mindſte i politiſk Henſeende ganſke laa under og ſank i en Dvale, af hvilken det ikke paa flere Aarhundreder rejſte ſig.

Den her paapegede Stilleſtaaen eller maaſkee endog Tilbagegang i Folkelivet yttrer ſig iſær kjendeligt i de literære Forhold, der her, ſom andetſteds, afſpejle Folkelivet og afgive en temmelig ſikker Maaleſtok for dettes Intenſitet. Den norſk-islandſke literære Virkſomhed havde aabenbart allerede naaet ſin Højdepunct paa Kong Haakon Haakonſøns Tid. Norges og Islands fælles Sprog, der i det foregaaende Aarhundrede med al ſin ædle Kraft og Naivitet dog endnu viiſte ſig noget uhjelpſomt og vanſkeliggjorde Forfattervirkſomheden, hævede ſig ſtrax efter Begyndelſen af det trettende Aarhundrede til en med Kraft parret Elegans, der allerede mod Slutningen af Aarhundredet var i Aftagende og i det følgende Aarhundrede ganſke ophørt. I den reflecterende, philoſophiſke Stiil kan intet ſættes ved Siden af Kongeſpejlet, ſom allerede er omtalt,

  1. Se Indledningen til Forordn. af 1308, ovf. S. 483.