nu indtraadte i Krigsvæsenets Ordning, hvorved Lejetropper og fornemmelig de Tropper, Sysselmændene forpligtedes til at holde, traadte i Stedet for Ledingstropperne, der egentlig blot kunde afgive Nytte i Søkrig, hvortil der nu, efter Syderøernes Afstaaelse til Skotland og Fredsslutningen med Danmark, var mindre Anledning, og som ej engang længer ret passede med de nys berørte Forholde, saasom Søkrigen, efter den gamle og i Loven foreskrevne Indretning, forudsatte en langt ringere Afstand i Leveviis og Omgang mellem de bydende og de lydende Klasser, end der nu fandt Sted. Det er derhos allerede ovenfor nævnt, hvorledes den forhen almindelige Skik, der ogsaa vænnede de fornemmere Ynglinger til Søen, nemlig at tilbringe nogle Aar i Kjøbmandsferd og Skibsfart, nu, efterat Handelen for det meste var gaaet over i Udlændingernes, fornemmelig Tydskernes, Hænder, ophørte; saa at det vel endog maa ansees som en Undtagelse, naar en eller anden fornem Mand, som, f. Ex. Snare Aslakssøn, medens han var Sysselmand paa Agder, ejede et Handelsskib og havde det i Fart[1]. Ogsaa i ydre Henseende var Forandringen stor, idet Norge tabte sine Besiddelser vestenfor Skotland paa samme Tid, som det erhvervede Island og Grønland og ved de Forviklinger, Kong Magnus’s Giftermaal med Ingeborg af Danmark afstedkom, blev revet ind i Hvirvelen af den svensk-danske og tydske Politik, medens dets Deeltagelse i de skotsk-engelske Anliggender blev sjeldnere eller endog ganske ophørte efter Kong Eriks Død, da man maa antage at enhver Tanke om at erhverve Skotland eller idet mindste vinde Syderøerne tilbage blev opgivet.
Men uagtet Norge saaledes strengt taget ej havde tabt, snarere vundet i territorial Henseende; uagtet det endnu, idetmindste tilsyneladende, indtog en ligesaa anseelig Stilling blandt Europas øvrige Stater som paa Kong Haakon den ældres Tid og navnlig var langt mægtigere i Forhold til de nærmeste Nabostater, end da; uagtet Lovgivningen var bleven forbedret og mange Ulemper, der tilhørte de forrige Tider, afhjulpne; uagtet Bestyrelsen var bleven kraftigere og enklere: – saa var Norge dog – det maa paatrænge sig Enhver, der omhyggeligere gransker Norges Historie i disse Tidsrum – ej længer i Fremgang, men havde allerede under Kong Haakon den ældre naaet sit Høidepunct i ydre og indre Velvære. Grunden hertil laa vel for endeel indenfra sammenstødende Omstændigheder, men fornemmelig dog i den Ophøjelse, Befestelse og Udvidelse af Kongemagten paa den gamle Folkemyndigheds og Kraftfølelses Bekostning, som alle Reformer, Forbedringer og øvrige Foranstaltninger lige
- ↑ S. o. S. 577.
