maa have været regnet som den første, men Spørgsmaalet er, hvo der regnedes som den anden, Haakon Thoresfostre eller Haakon Herdebreid. Det sandsynligste er, at man regnede den sidste, hvilken Sverre, som vi have seet, udtrykkeligt kaldte sin Broder og lod begrave ved Christkirken, altsammen Tegn paa, at han vilde have ham anerkjendt som legitim Konge, og heri fulgte vel ogsaa hans Ætlinger det givne Exempel. Haakon Thoresfostre betragtedes derimod af Olaf Kyrres Ætlinger aldrig som retmæssig Konge.
Kaste vi et Tilbageblik paa det hele Tidsrum fra Tronkrigenes Ophør under Kong Haakon Haakonssøn indtil hans Sønnesøns Død, da maa vi erkjende, at neppe noget saa kort Afsnit af Norges Historie har været rigere paa politiske og administrative Forandringer, eller saaledes har omskabt Forholdene i disse Henseender, som denne. Lovgivningen blev fuldstændigt omorganiseret og bragt til Eenhed for det hele Land; den gamle Deling i forskjellige Lovdistrikter ophørte i Virkeligheden og blev kun for et Syns Skyld staaende; dette medførte igjen, at Lagthingene tabte sin Betydning, baade som dømmende og som lovbesluttende Institutioner; de afløstes i første Henseende af Lagmands- og Sysselmands-Embederne efter disses nye Organisation, det vil egentlig sige, af Kongemyndigheden selv, der lod Dommer-Embedet forvalte i sit eget Navn, i sidste Henseende af Rigsmøderne, der dog snart for det meste kun bleve til Hirddage eller Høvdingsmøder, som egentlig alene forestillede Kongen med hans Raad, og hvor Kongens Magtfuldkommenhed endnu tydeligere traadte frem, efterat et blot og bart eensidigt Kongebud havde afskaffet den ældgamle Lendermandsværdighed, hvis Indehavere var selvskrevne Rigsraader, saa at Kongen herefter kunde velge sine Raadgivere efter Godtbefindende. Skatte-Ydelsens Overgang fra en personlig til en reel Byrde gjorde en Omveltning i de agrariske Forhold og var en af Hovedgrundene til de langvarige Stridigheder med Gejstligheden, fra hvilke Kongemagten udgik sejrende, og den frembragte endelig ved Skattefriheds-Bestemmelserne en Forskjel mellem Herre- eller Kriger-Standen og den egentlige Bonde-Stand, som man hidtil ej havde kjendt, idet nu et nyt Aristokrati af de Fritagne dannede sig, som kun deri skilte sig fra Adels- eller Frelse-Standen i Danmark og Sverige, at den ikke havde Navnet, og at den maaskee ikke var fuldt saa exclusiv for visse Slægter; – den stod ogsaa, og ikke mindst herved, i Forbindelse med de Forandringer, der
