Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/668

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
646
Haakon Magnusſøn.

halv en Nonne, ſom det lader, kunde med al ſin Hjertensgodhed neppe have været ſkikket til at udbrede Liv og Munterhed omkring ſig. Dog fandt Kongen ſikkert langt mere Behag i hendes Væſen og den Tone, hun begunſtigede, end i Lyſtigheden under Dronning Euphemia.

Oslo var, ſom det allerede er nævnt, Kongens fornemſte Reſidens og egentlige Hjem allerede ſiden hans Hertugs-Tid; ſaaledes blev den og efter de Tiders Medfør Rigets verdslige Hovedſtad, og de paafølgende politiſke Forhold gjorde at dette vedblev og har vedblevet lige til vor Tid, kun med Forandring i Navnet ſiden Kong Chriſtian d. 4des Tid, da han ved Byens Omflytning i 1624 havde det uheldige Indfald at ombytte det ældgamle, ærverdige Navn Oslo med det nye, ſelvopfundne og halvbarbariſke Navn Chriſtiania. Paa Oslos Forſkjønnelſe og Udvidelſe, iſær ſiden Branden 1287, ſynes Haakon, ſom det og forhen er berørt[1], at have offret megen Omhu og helliget Størſtedelen af den Interesſe for Bygnings-Anlæg, ſom han havde tilfælles med ſin Fader og Farfader om ej i ſaa høj Grad ſom disſe. I Oslo var det igjen fornemmelig det kongelige Capell Mariekirken med dens Collegium, ſom han tog ſig af, og ſom han i Ordets egentligſte Forſtand overvældede med Gaver og Begunſtigelſer, aabenbart fordi han betragtede den ſom; ſin Reſidens- og Hoved-Kirke, paa ſamme Maade ſom hans Fader havde betragtet Apoſtelkirken i Bergen. Han lod den derfor, ſom vi have ſeet[2], ej alene betydeligt forſkjønne og formodentlig udvide, men gjorde den ved forſkjellige Gaver og Forleninger maaſkee til den rigeſte Kirke i Landet af dem, der ikke vare Kathedralkirker, forundte dens Gejſtlige en uſedvanlig høj Rang, knyttede det vigtige Cantſler-Embede til dens Provſte-Embede, og overdrog den Syſlen over en ſtor Deel af Oslohered. Der valgte han ſig endelig, ſom vi have ſeet, ſit Begravelſesſted, og betænkte den følgelig i ſit Teſtamente med rigere Gaver end nogen af Landets øvrige Kirker eller gejſtlige Stiftelſer, baade i Løsøre og Jordegods.

Kong Haakon kaldte ſig ſelv i flere af de Breve, han udſtedte paa Latin, og blev ſelv kaldet af Underſaatterne den femte[3]; han fulgte ſin Faders Exempel i at antage et ſaadant Nummer, hvilket ikke vides at have været Skik og Brug før Magnus’s Tid. Man finder intet Document fra Kong Haakon Haakonsſøn, hvori denne kalder ſig den fjerde. Han maa dog naturligviis af Sønneſønnen være regnet ſom ſaadan, og Haakon Sverresſøn ſom Haakon den tredie. Haakon Adelſteensfoſtre

  1. Se o. S. 278 fgg.
  2. Se o. S. 330 fgg.
  3. Se iſær Breve i Dipl. Norv. II. 111, 114. III. 115.