Navn i Løbet af 1283. „Vi ville kundgjøre“, heder det her, „at vi have taget den hellige Nidaros Kirke, dens Chorsbrødre, St. Olafs Gaard, Erkestolens Ejendomme og Tiender saavel som alt andet Gods, hvilket den lovligen ejer i Land og Løsøre, i vor Forsorg og kongelige Beskyttelse, forbydende nogen som helst utilbørligt at befatte sig med eller ulovligen at drage under sig Stolens Ejendomme eller Odelsgods, Tiender eller andre Ejendele, der tilhøre den hellige Olaf, uden Chorsbrødrenes Vilje og Foranstaltning, hvilke det tilkommer at raade derfor, indtil Gud giver dem en ny Forstander for den hellige Kirke. Vi byde og Alle, at I ere skaansomme og velvillige mod de lærde Mænd, og lade dem uden Hinder nyde de Tiender og andre Rettigheder, som den gamle Christenret tilstaar dem: dette iagttage Enhver efter som han vil nyde Hjelp af Gud“[1]. Denne Skrivelse, der er udstedt i Bergen, uvist hvad Dag, sigter temmelig utvetydigt til at sætte en Grændse for Jon Brynjulfssøns Voldsomheder, og sikre Chorsbrødrene deres Rettigheder, ligesom Regjeringen herved og lagde for Dagen, at det ej var dens Agt at unddrage Kirken og dens Personer sin lovlige Beskyttelse, eller overhoved at omstyrte Kirkeforfatningen, men alene at holde Gejstligheden inden de tilbørlige Skranker. Alligevel er det ogsaa i dette Brev tydeligt udtalt, at den kun betragtede Christenretten af 1244 som den gjeldende, og den, hvorpaa Gejstlighedens Rettigheder hvilede: at alle senere Indrømmelser, navnlig de der indeholdtes i Compositionen og Brevet af 1277, vare døde og magtesløse. Herimod kunde Gejstligheden i dens nærværende Stilling ikke tænke paa at afgive nogen Protest, og selv de to hjemmeblevne Biskopper, Narve og Arne, synes at have fundet sig i hvad de ikke kunde ændre, helst da de befandt sig mere umiddelbart under de myndige Regjeringsherrers Øjne, og Narve desuden var Kongens personlige Ven[2]. De tænkte vel og som Biskop Arne i Skaalholt, da Ravn Oddssøn, som det nedenfor nærmere skal berettes, truede ham med samme Medfart som de norske Biskopper havde lidt, „at hvis han ikke gav efter, vilde mangen uskyldig Mand ufortjent komme til at undgjelde for Menigheden, men Kirken og den hellige Lære blive forsømt“, hvorfor han af Hensyn til Folkets Bedste samt af Hengivenhed for Kongen, Hertugen og Dronningen samtykkede i de kongelige Bud, indtil en ny Erkebiskop blev indviet[3]. En Følge af den nu indtraadte mildere og forsonligere Stemning var det vel og, at Erkebiskop Jons Venner, som forhen fortalt, fik Tilladelse til at føre hans Liig til Nid-
