Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
44
Erik Magnusſøn.

Navn i Løbet af 1283. „Vi ville kundgjøre“, heder det her, „at vi have taget den hellige Nidaros Kirke, dens Chorsbrødre, St. Olafs Gaard, Erkeſtolens Ejendomme og Tiender ſaavel ſom alt andet Gods, hvilket den lovligen ejer i Land og Løsøre, i vor Forſorg og kongelige Beſkyttelſe, forbydende nogen ſom helſt utilbørligt at befatte ſig med eller ulovligen at drage under ſig Stolens Ejendomme eller Odelsgods, Tiender eller andre Ejendele, der tilhøre den hellige Olaf, uden Chorsbrødrenes Vilje og Foranſtaltning, hvilke det tilkommer at raade derfor, indtil Gud giver dem en ny Forſtander for den hellige Kirke. Vi byde og Alle, at I ere ſkaanſomme og velvillige mod de lærde Mænd, og lade dem uden Hinder nyde de Tiender og andre Rettigheder, ſom den gamle Chriſtenret tilſtaar dem: dette iagttage Enhver efter ſom han vil nyde Hjelp af Gud“[1]. Denne Skrivelſe, der er udſtedt i Bergen, uviſt hvad Dag, ſigter temmelig utvetydigt til at ſætte en Grændſe for Jon Brynjulfsſøns Voldſomheder, og ſikre Chorsbrødrene deres Rettigheder, ligeſom Regjeringen herved og lagde for Dagen, at det ej var dens Agt at unddrage Kirken og dens Perſoner ſin lovlige Beſkyttelſe, eller overhoved at omſtyrte Kirkeforfatningen, men alene at holde Gejſtligheden inden de tilbørlige Skranker. Alligevel er det ogſaa i dette Brev tydeligt udtalt, at den kun betragtede Chriſtenretten af 1244 ſom den gjeldende, og den, hvorpaa Gejſtlighedens Rettigheder hvilede: at alle ſenere Indrømmelſer, navnlig de der indeholdtes i Compoſitionen og Brevet af 1277, vare døde og magtesløſe. Herimod kunde Gejſtligheden i dens nærværende Stilling ikke tænke paa at afgive nogen Proteſt, og ſelv de to hjemmeblevne Biſkopper, Narve og Arne, ſynes at have fundet ſig i hvad de ikke kunde ændre, helſt da de befandt ſig mere umiddelbart under de myndige Regjeringsherrers Øjne, og Narve desuden var Kongens perſonlige Ven[2]. De tænkte vel og ſom Biſkop Arne i Skaalholt, da Ravn Oddsſøn, ſom det nedenfor nærmere ſkal berettes, truede ham med ſamme Medfart ſom de norſke Biſkopper havde lidt, „at hvis han ikke gav efter, vilde mangen uſkyldig Mand ufortjent komme til at undgjelde for Menigheden, men Kirken og den hellige Lære blive forſømt“, hvorfor han af Henſyn til Folkets Bedſte ſamt af Hengivenhed for Kongen, Hertugen og Dronningen ſamtykkede i de kongelige Bud, indtil en ny Erkebiſkop blev indviet[3]. En Følge af den nu indtraadte mildere og forſonligere Stemning var det vel og, at Erkebiſkop Jons Venner, ſom forhen fortalt, fik Tilladelſe til at føre hans Liig til Nid-

  1. Dipl. Norv. II. No. 20.
  2. Dipl. Norv. III. No. 64.
  3. Arne B. S. Cap. 38.