Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
45
1284. De landflygtige norſke Biſkopper i Rom.

aros, og begrave det ved Chriſtkirken. Det er ikke uſandſynligt, at Jon Brynjulfsſøn endog er bortkaldt fra Nidaros; ſaa meget er viſt, at Beſtyrelſen af Erkeſtolens og Chorsbrødrenes Gods maa være bleven ham fratagen og overdragen til disſe, da det udtrykkeligt fremgaar af Beſkyttelſesbrevets Ord. Overhoved maa Regjeringsherrerne, da de havde opnaaet hvad de vilde, og Heftigheden havde lagt ſig noget, have indſeet, at det var paa Tide at holde inde, og ikke ved yderligere Haardhed mod Gejſtligheden afſtedkomme endnu ſtørre Forvirring i Kirken, end den, der allerede herſkede, og ſelv maaſkee paadrage ſig et Had, der ganſke kunde ſtyrte dem.

Imidlertid havde ſaavel Andres ſom Thorfinn, den ſidſte fra Doeſt, begivet ſig til Rom. Her fandt de ikke ſtor Trøſt. Allerede af den Maade, hvorpaa de erkebiſkoppelige Geſandters Erender var løbet af, maatte de have kunnet ſlutte, at der ikke var ſynderlig Oprejsning for dem at vente, og nu var Paven desuden ſaa optagen af de ſicilianſke Stridigheder, at han neppe havde Sands eller Samling for noget andet. Det lader endog til, at det varede meget længe førend de norſke Biſkopper fik Audiens; ſaa meget er i alle Fald viſt, at den pavelige Skrivelſe til Norges Konge, ſom de omſider fik udvirket, ej blev ført i Pennen førend henved et Par Aar efter den Tid, da de ſandſynligviis ankom til Rom. I denne lange Tid ſynes de at have friſtet en kummerlig Tilværelſe; Taalmodigheden ſynes omſider at have forladt Thorfinn, da han allerede i 1284 tiltraadte Tilbagerejſen. Før øvrigt havde begge Biſkopper nu den bedſte Lejlighed til at erfare, hvor lidet den pavelige Bannſtraale nu gjaldt imod i fordums Dage. Paven perſonligt havde ſaaledes den 12te November 1282 bannſat Kong Peter af Aragon, belagt hans Riger og Lande med Interdict, og truet ham med Afſættelſe, hvis han længer befattede ſig med Sicilien, men ſaavel Kong Peter ſelv, ſom alle hans Underſaatter og hele hans Gejſtlighed foragtede Bannet og Interdictet, og Peter appellerede fra en (ſom partiſk) mistænkt til en ikke mistænkt Paves Dom. Hvad vilde vel en Bannbulle fra en ſaa lidet anſeet Pave have frugtet i Norge? Men Martin, hvad enten han nu følte ſin Svaghed, og ikke anden Gang vilde ſee ſin Bannbulle foragtet, eller fremdeles nødig vilde lægge ſig ud med den norſke Regjering, udſtedte ikke engang nogen Bannbulle, kun en i heel lemfældige Udtryk affattet Formaningsſkrivelſe til Kongen, hvoraf den meſte Deel kun er en kortfattet Fremſtilling af Stridighederne mellem Kirken og Kronen lige ſiden Kong Magnus Haakonsſøns Tider, og ſom vel nærmeſt er et Udtog af den Foreſtilling, Biſkopperne ſelv havde indgivet. Dog netop af denne Aarſag er Skrivelſen ſelv ſaa meget merkeligere, og vi meddele den derfor her fuldſtændigt, uagtet derved viſtnok et og andet af hvad der ovenfor er fortalt,