Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
45
1284. De landflygtige norske Biskopper i Rom.

aros, og begrave det ved Christkirken. Det er ikke usandsynligt, at Jon Brynjulfssøn endog er bortkaldt fra Nidaros; saa meget er vist, at Bestyrelsen af Erkestolens og Chorsbrødrenes Gods maa være bleven ham fratagen og overdragen til disse, da det udtrykkeligt fremgaar af Beskyttelsesbrevets Ord. Overhoved maa Regjeringsherrerne, da de havde opnaaet hvad de vilde, og Heftigheden havde lagt sig noget, have indseet, at det var paa Tide at holde inde, og ikke ved yderligere Haardhed mod Gejstligheden afstedkomme endnu større Forvirring i Kirken, end den, der allerede herskede, og selv maaskee paadrage sig et Had, der ganske kunde styrte dem.

Imidlertid havde saavel Andres som Thorfinn, den sidste fra Doest, begivet sig til Rom. Her fandt de ikke stor Trøst. Allerede af den Maade, hvorpaa de erkebiskoppelige Gesandters Erender var løbet af, maatte de have kunnet slutte, at der ikke var synderlig Oprejsning for dem at vente, og nu var Paven desuden saa optagen af de sicilianske Stridigheder, at han neppe havde Sands eller Samling for noget andet. Det lader endog til, at det varede meget længe førend de norske Biskopper fik Audiens; saa meget er i alle Fald vist, at den pavelige Skrivelse til Norges Konge, som de omsider fik udvirket, ej blev ført i Pennen førend henved et Par Aar efter den Tid, da de sandsynligviis ankom til Rom. I denne lange Tid synes de at have fristet en kummerlig Tilværelse; Taalmodigheden synes omsider at have forladt Thorfinn, da han allerede i 1284 tiltraadte Tilbagerejsen. Før øvrigt havde begge Biskopper nu den bedste Lejlighed til at erfare, hvor lidet den pavelige Bannstraale nu gjaldt imod i fordums Dage. Paven personligt havde saaledes den 12te November 1282 bannsat Kong Peter af Aragon, belagt hans Riger og Lande med Interdict, og truet ham med Afsættelse, hvis han længer befattede sig med Sicilien, men saavel Kong Peter selv, som alle hans Undersaatter og hele hans Gejstlighed foragtede Bannet og Interdictet, og Peter appellerede fra en (som partisk) mistænkt til en ikke mistænkt Paves Dom. Hvad vilde vel en Bannbulle fra en saa lidet anseet Pave have frugtet i Norge? Men Martin, hvad enten han nu følte sin Svaghed, og ikke anden Gang vilde see sin Bannbulle foragtet, eller fremdeles nødig vilde lægge sig ud med den norske Regjering, udstedte ikke engang nogen Bannbulle, kun en i heel lemfældige Udtryk affattet Formaningsskrivelse til Kongen, hvoraf den meste Deel kun er en kortfattet Fremstilling af Stridighederne mellem Kirken og Kronen lige siden Kong Magnus Haakonssøns Tider, og som vel nærmest er et Udtog af den Forestilling, Biskopperne selv havde indgivet. Dog netop af denne Aarsag er Skrivelsen selv saa meget merkeligere, og vi meddele den derfor her fuldstændigt, uagtet derved vistnok et og andet af hvad der ovenfor er fortalt,