Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
43
1283. Forfølgelſerne mod Gejſtligheden ophøre.

ſlutte, at dette Høvdinge-Regimente ikke har været mildt, og at den unge, opvakte Hertug Haakon viſt allerede i ſit 12te Aar med en vis Uvilje iagttog Tingenes Gang. Der indtraf nu ogſaa flere ulykkelige Begivenheder, hvilke Gejſtligheden ikke undlod at udlægge ſom Guds Straf for hvad der var ſkeet mod Kirken og dens Tjenere, og ſom den ſtore Mængde derfor lettelig bragtes til at betragte i ſamme Lys. Allerede ſamme Aar, Erkebiſkoppen døde, rammedes Nidaros af en Ildebrand[1]. Det følgende Aar døde Dronning Margrete, ſom det forhen er nævnt[2], efter et kort, og ſikkert heel glædeløſt Egteſkab, da ſaa godt ſom den hele Tid lige fra hendes Giftermaal til hendes Død, var gaaet hen under de nys nævnte idelige politiſke Storme. Ligeledes døde Hr. Erling Alfsſøn og flere andre anſeede Mænd, hvoriblandt Hirdpreſten Thord, Sturla Thordsſøns Søn. Det lader endog til, at en Art Epidemi har herſket i Landet. Ligeledes indtraf der Kvægſyge og Hungersnød. Den unge Konge ſelv havde nær ſat Livet til, da Heſten, han reed paa, løb ud, og han ſelv faldt af Sadelen, men blev hængende med Fødderne i Stigbøjlerne, medens Hovedet ſlæbtes paa Jorden over Stok og Steen, da Heſten endelig var ſtandſet og Følget kom efter, blev han tagen op ſom død: han kom ſig vel igjen nogenledes, men følte dog altid et Meen efter de voldſomme Stød, han havde faaet. Noget ſenere havde han et andet Uheld, nemlig at en af hans Herbergesſvende kom til at ride over ham, ſaa at hans ene Been brækkedes; Skaden lægedes vel ſnart, men formedelſt Lægernes Uagtpaagivenhed kun ſaaledes, at det ene Been blev kortere end det andet, hvorved han kom til at halte, ſaa længe han levede. Den uforſigtige Kammerſvend ilede ſtrax ind i nærmeſte Kirke, af Frygt for at Kongen vilde lade ham dræbe, men denne, heder det, „ſom uſuurt Ebbe af et ſødt Træ, viſte hverken Bitterhed eller Vrede, men tilgav ham ganſke dette Uheld“[3].

Det førſte Tegn til, at en mildere Stemning maa være indtraadt mod Gejſtligheden, og at man navnlig har fundet, at Hr. Jon Brynjulfsſøn var gaaet altfor vidt og havde brugt altfor megen Haardhed mod Preſteſkabet i Nidaros, er et Beſkyttelſesbrev for Nidaros Domkirke, dens Chorsbrødre og Ejendomme, ſom udſtedtes i Kongens og Hertugens

  1. Isl. Annaler.
  2. Se ovf. S. 31. Annalerne tilføje, at hun ſkjenkede ſin Kaabe til Hole Biſkopsſtol paa Island.
  3. Arne B. S. Cap. 47. Denne Saga, der tydeligt viſer ſig at være ſkreven af en Gejſtlig, udtaler ſig her ſaaledes fra et gejſtligt Standpunkt om de Ulykker, der indtraf: „hvor den himmelſke Fader ſeer ſig om, ſtandſer han Aandernes mangfoldige Sygdom blandt ſine Tjenere; han paalagde dem ogſaa Tyngde til Bedring, ſin velſignede Strafs Piſk“.