Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/65

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
43
1283. Forfølgelserne mod Gejstligheden ophøre.

slutte, at dette Høvdinge-Regimente ikke har været mildt, og at den unge, opvakte Hertug Haakon vist allerede i sit 12te Aar med en vis Uvilje iagttog Tingenes Gang. Der indtraf nu ogsaa flere ulykkelige Begivenheder, hvilke Gejstligheden ikke undlod at udlægge som Guds Straf for hvad der var skeet mod Kirken og dens Tjenere, og som den store Mængde derfor lettelig bragtes til at betragte i samme Lys. Allerede samme Aar, Erkebiskoppen døde, rammedes Nidaros af en Ildebrand[1]. Det følgende Aar døde Dronning Margrete, som det forhen er nævnt[2], efter et kort, og sikkert heel glædeløst Egteskab, da saa godt som den hele Tid lige fra hendes Giftermaal til hendes Død, var gaaet hen under de nys nævnte idelige politiske Storme. Ligeledes døde Hr. Erling Alfssøn og flere andre anseede Mænd, hvoriblandt Hirdpresten Thord, Sturla Thordssøns Søn. Det lader endog til, at en Art Epidemi har hersket i Landet. Ligeledes indtraf der Kvægsyge og Hungersnød. Den unge Konge selv havde nær sat Livet til, da Hesten, han reed paa, løb ud, og han selv faldt af Sadelen, men blev hængende med Fødderne i Stigbøjlerne, medens Hovedet slæbtes paa Jorden over Stok og Steen, da Hesten endelig var standset og Følget kom efter, blev han tagen op som død: han kom sig vel igjen nogenledes, men følte dog altid et Meen efter de voldsomme Stød, han havde faaet. Noget senere havde han et andet Uheld, nemlig at en af hans Herbergessvende kom til at ride over ham, saa at hans ene Been brækkedes; Skaden lægedes vel snart, men formedelst Lægernes Uagtpaagivenhed kun saaledes, at det ene Been blev kortere end det andet, hvorved han kom til at halte, saa længe han levede. Den uforsigtige Kammersvend ilede strax ind i nærmeste Kirke, af Frygt for at Kongen vilde lade ham dræbe, men denne, heder det, „som usuurt Ebbe af et sødt Træ, viste hverken Bitterhed eller Vrede, men tilgav ham ganske dette Uheld“[3].

Det første Tegn til, at en mildere Stemning maa være indtraadt mod Gejstligheden, og at man navnlig har fundet, at Hr. Jon Brynjulfssøn var gaaet altfor vidt og havde brugt altfor megen Haardhed mod Presteskabet i Nidaros, er et Beskyttelsesbrev for Nidaros Domkirke, dens Chorsbrødre og Ejendomme, som udstedtes i Kongens og Hertugens

  1. Isl. Annaler.
  2. Se ovf. S. 31. Annalerne tilføje, at hun skjenkede sin Kaabe til Hole Biskopsstol paa Island.
  3. Arne B. S. Cap. 47. Denne Saga, der tydeligt viser sig at være skreven af en Gejstlig, udtaler sig her saaledes fra et gejstligt Standpunkt om de Ulykker, der indtraf: „hvor den himmelske Fader seer sig om, standser han Aandernes mangfoldige Sygdom blandt sine Tjenere; han paalagde dem ogsaa Tyngde til Bedring, sin velsignede Strafs Pisk“.