menstød mellem norske Skibe og Kong Byrges Folk ved Sveriges Kyst, thi just da, samtidigt med Slaget ved Karlaby, havde Byrge for en kort Tid Overhaand. Man kan ikke henføre Kampen til Høsten og Vintren 1318, thi da var Krigen, som det nedenfor vil sees, paa det nærmeste til Ende. For Resten er det vanskeligt at paapege Stedet, hvor Kampen stod. Ved den føromtalte første Angivelse om Grev Jakobs Sønners Drab, under Aaret 1315, heder det at de bleve halshugne paa Gaupaholm; er, hvad man maa antage, hiin –Tidsangivelse urigtig, og Grevesønnernes Henrettelse derimod at henføre til Krigen i 1318, saaledes nemlig, at de vare ombord paa hiint erobrede Skib og bleve henrettede med de øvrige Fanger, maa Slaget altsaa have staaet ved en Holme, kaldet Gaupaholm eller Gøpeholm, men da det hidtil ikke har været oplyst, hvor denne er, bliver man heller ikke derved mere klog paa, hvor denne Begivenhed fandt Sted. Med størst Rimelighed skulde man vel søge den etsteds ved Gøta-Elvens Udløb, hvorhen man da maatte formode at en Afdeling af Kong Byrges Hær havde gjort et Streiftog, thi det kan ikke have været muligt, at Kong Haakon paa den Aarstid gjorde et Tog heelt ind i Østersøen, til Skjærene udenfor Stekeborg eller Nykøping; deri maatte Isen hindre ham, og desuden var der ej tilstrækkelig Tid dertil, siden han, hvad der er sikkert, allerede den 28de Marts var hjemme i Tunsberg[1]. At en saadan Afdeling af Byrges Tropper kan have trængt frem til Egnene ved Elven for om muligt at tage Ljodhuus eller Hunehals, er ikke usandsynligt, da der i Hertugindernes Forbundsact med Hertug Christopher udtrykkeligt tales om Lande og Besiddelser, der skulde gjenvindes, og som altsaa maa have være tagne af Kong Byrges Mænd; heraf følger igjen at disse have været udsendte til forskjellige Kanter i dette Erende. Da de fleste af dem vare danske, forklares ogsaa herved, hvorfor de fore saa haardt frem mod Fangerne, thi Grev Jakobs Sønner hørte blandt de Fredløse, som alle troe Tilhængere af Danekongen ansaa sig berettigede eller forpligtede til at dræbe, naar de fik dem i sin Magt, og de øvrige have, som deres Venner eller Kammerater, maattet dele deres Skjebne. Meget synes ej Kong Haakon at have udrettet ved dette Tog, der vist heller ikke var foretaget med større Stridskræfter end dem, han for Øjeblikket havde ved Haanden. Men han havde upaatvivleligt i Sinde at gjøre større Udrustninger, thi han opholdt sig hele Sommeren i Tunsberg, og da man erfarer, at han i Juli Maaned havde Erkebiskoppen, Landets øvrige Biskopper og Magister Capellarum hos sig, bliver det højst sandsynligt, at han holdt et virkeligt Høvdingemøde, hvor ogsaa de fornemste verdslige Herrer vare tilstede, for at over-
- ↑ Norges gl. Love III. No. 50, S. 128.
