Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/659

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
637
1318. Krig mellem Norge og Sverige.

menſtød mellem norſke Skibe og Kong Byrges Folk ved Sveriges Kyſt, thi juſt da, ſamtidigt med Slaget ved Karlaby, havde Byrge for en kort Tid Overhaand. Man kan ikke henføre Kampen til Høſten og Vintren 1318, thi da var Krigen, ſom det nedenfor vil ſees, paa det nærmeſte til Ende. For Reſten er det vanſkeligt at paapege Stedet, hvor Kampen ſtod. Ved den føromtalte førſte Angivelſe om Grev Jakobs Sønners Drab, under Aaret 1315, heder det at de bleve halshugne paa Gaupaholm; er, hvad man maa antage, hiin —Tidsangivelſe urigtig, og Greveſønnernes Henrettelſe derimod at henføre til Krigen i 1318, ſaaledes nemlig, at de vare ombord paa hiint erobrede Skib og bleve henrettede med de øvrige Fanger, maa Slaget altſaa have ſtaaet ved en Holme, kaldet Gaupaholm eller Gøpeholm, men da det hidtil ikke har været oplyſt, hvor denne er, bliver man heller ikke derved mere klog paa, hvor denne Begivenhed fandt Sted. Med ſtørſt Rimelighed ſkulde man vel ſøge den etſteds ved Gøta-Elvens Udløb, hvorhen man da maatte formode at en Afdeling af Kong Byrges Hær havde gjort et Streiftog, thi det kan ikke have været muligt, at Kong Haakon paa den Aarstid gjorde et Tog heelt ind i Øſterſøen, til Skjærene udenfor Stekeborg eller Nykøping; deri maatte Iſen hindre ham, og desuden var der ej tilſtrækkelig Tid dertil, ſiden han, hvad der er ſikkert, allerede den 28de Marts var hjemme i Tunsberg[1]. At en ſaadan Afdeling af Byrges Tropper kan have trængt frem til Egnene ved Elven for om muligt at tage Ljodhuus eller Hunehals, er ikke uſandſynligt, da der i Hertugindernes Forbundsact med Hertug Chriſtopher udtrykkeligt tales om Lande og Beſiddelſer, der ſkulde gjenvindes, og ſom altſaa maa have være tagne af Kong Byrges Mænd; heraf følger igjen at disſe have været udſendte til forſkjellige Kanter i dette Erende. Da de fleſte af dem vare danſke, forklares ogſaa herved, hvorfor de fore ſaa haardt frem mod Fangerne, thi Grev Jakobs Sønner hørte blandt de Fredløſe, ſom alle troe Tilhængere af Danekongen anſaa ſig berettigede eller forpligtede til at dræbe, naar de fik dem i ſin Magt, og de øvrige have, ſom deres Venner eller Kammerater, maattet dele deres Skjebne. Meget ſynes ej Kong Haakon at have udrettet ved dette Tog, der viſt heller ikke var foretaget med ſtørre Stridskræfter end dem, han for Øjeblikket havde ved Haanden. Men han havde upaatvivleligt i Sinde at gjøre ſtørre Udruſtninger, thi han opholdt ſig hele Sommeren i Tunsberg, og da man erfarer, at han i Juli Maaned havde Erkebiſkoppen, Landets øvrige Biſkopper og Magiſter Capellarum hos ſig, bliver det højſt ſandſynligt, at han holdt et virkeligt Høvdingemøde, hvor ogſaa de fornemſte verdslige Herrer vare tilſtede, for at over-

  1. Norges gl. Love III. No. 50, S. 128.