Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/660

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
638
Haakon Magnusſøn.

lægge om, hvad man videre ſkulde foretage i Anledning af Begivenhederne i Sverige. Dette beſtyrkes ogſaa deraf, at der juſt ved denne Tid indløb en Opfordring fra den ſvenſke Erkebiſkop Olaf til Erkebiſkop Eilif om at tage den upſalſke Kirke i Beſkyttelſe mod den Overlaſt, ſom kunde true den. Allerede i 1317 havde Pave Johannes, ifølge indkommen Klage fra den udvalgte Erkebiſkop og Capitlet over at Fyrſter og Herrer, gejſtlige og verdslige, Riddere, Fogder o. ſ. v. gjorde Indgreb i Kirkens og Erkeſtolens Rettigheder, tilſkrevet Erkebiſkop Eilif og Biſkopperne i Skara og Veſteraas om at komme den til Hjelp; og nu, i Juli 1318, indfandt den upſalſke Chorsbroder Magiſter Nikolas Sigfaſtsſøn, der tillige var paveligt Sendebud i Sverige, ſig ſelv i Tunsberg, hvor han den 16de Juli, i Præmonſtratenſernes Kloſter, og i Overvær af Abbeden, tre Biſkopper, Cantſleren og andre anſeede Mænd, perſonligen forelagde Erkebiſkop Eilif hiint Brev og lod et Notarial-Document optage derover[1]. Der indfandt ſig ligeledes ved dette Møde Geſandter fra Hamburg, nemlig Dominicanernes Prior og tvende verdslige Befuldmægtigede, for at faa bilagt en Misforſtaaelſe, der nys var udbrudt mellem denne Stad og Kongen, uviſt af hvad Grund; ved Prælaternes Mellemkomſt, og dertil vel ogſaa fordi Kongen nu var meſt optagen af de ſvenſke Anliggender, opnaaedes ogſaa den 22de Juli et Forliig, ſaaledes at Kongen lovede at nedlægge den Uvilje, han af billige Grunde havde fattet mod Byen, imod at Geſandterne paa ſine Medborgeres Vegne opgav al Fordring paa Bod for den Skade, Kongen og hans Mænd havde tilføjet dem; efter mange fornemme Mænds Anmodning, Biſkoppernes Forbøn og ti hamburgſke Borgeres Undſkyldning antog.han dem endog til Venſkab igjen og tillod dem at handle og opholde ſig i hans Rige ligeſom Andre[2]. Men hvad der beſluttedes med Henſyn til de ſvenſke Anliggender, oplyſes ikke. Efterretningen om Hertugernes Død, der formodentlig indløb medens Mødet holdtes, maatte ſikkert foranledige betydelige Forandringer i hvad man tidligere kan have aftalt. At et nyt, ſtørre Krigstog til Hertugindernes Biſtand foreløbigt har været beſtemt, ſkulde man næſten ſlutte deraf, at Kongen den 28de Juli ſkjenkede Mariekirken i Oslo den Hr. Hauk Erlendsſøn forhen tilhørende Gaard Audunargaarden paa Stranden i Bergen, med Rettighed for den Bonde, der lejede den, til at handle med Klæde og udſelge Drikkevarer, ſamt med Fritagelſe for Nævninger, Ledingsferder, Skibsdræt, Skatter og Told[3]. Slige Gavn plejede Kongen nemlig iſær at gjøre, naar han ſtod i

  1. Dipl. Sv. No. 2156. Jvfr. Keyſer, Norges K. Hiſtorie II. 189.
  2. Thorkelins Analecta S. 112.
  3. Dipl. Norv. II. 133.