Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/658

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
636
Haakon Magnussøn.


kon allerede i 1317 havde Leding ude mod Sverige, hvorved begge Hertugerne Erik og Valdemar faldt, men at om Høsten, da Kongen drog tilbage, et af hans Skibe frøs inde, der styredes af en Hr. Gjardar, og paa hvilket ogsaa den før omtalte Islænding Gissur Galle befandt sig; at de Svenske angrebe Skibet; at Besætningen vergede sig vel, og kun overgav sig mod Løfte om Grid, men at de Svenske brød Løftet og dræbte dem alle undtagen Hr. Gjardar og Gissur, der var bleven saaret; at disse .to bleve kastede i Fængsel under Imberdagene (Qvatember) om Høsten, og at Gjardar derpaa senere blev henrettet, men at Gissur sad fangen til den følgende Paaske, da han blev udløst Paaskeaften og kom tilbage til Kong Haakon. I Forbindelse hermed berettes og at Grev Jakobs Sønner, Nikolas og Gregorius, faldt. Men disse Tidsangivelser ere aabenbart urigtige. For det første kan der ej være nogen Tale om Leding mod Sverige fra Norge allerede i 1317, og det udtrykkelige Tillæg, at Hertugerne faldt, synes desuden ligefrem at vise, hvad der i sig selv er det rimeligste, at den først blev foretagen i Mellemtiden mellem deres Fangenskab og Død; heller ikke kan det have været i Imberdagene om Høsten, at Gjardar og Gissur bleve fangne paa et indfrosset Skib, thi Høst-Qvatemberen falder allerede i de nærmeste Dage efter 8de September (Korsets Ophøjelsesdag), førend Frosten indtræder. Da nu derhos de samme Annaler ogsaa ved andre Lejligheder angive Aarstallene urigtigt eller forvirret, og navnlig allerede forhen omtale begge de hallandske Grevesønners Drab noget omstændeligere ved 1315, og ligesaa Hertugernes sildigere ved 1319, er man berettiget til aldeles at bortsee fra hine Tidsbestemmelser og henføre de omtalte Begivenheder til den Tid, de øvrige dermed sammenholdte Omstændigheder antyde som den sandsynligste. Nu er det aabenbart rimeligst, at Kong Haakon, som tilbragte Julen i Oslo, allerede ved den første Efterretning om Hertugernes Fangenskab, der maa have naaet ham ved Juletider, men heller ikke før, gjorde Udrustninger for at komme dem til Hjelp, og at han endnu inden Vintrens Udgang kom afsted med nogle Skibe, hvoraf et havde den ovennævnte Skjebne, og at Gjardars og Gissurs Tilfangetagelse ikke skede i Høst-Qvatembertiden, men derimod under Vaar-Qvatemberen, 8de til 11te Marts 1318, samt at Gissur derpaa hensad i Fangenskab til Paaskeaften, den 22de April. Dette var ogsaa den eneste Tid, paa hvilken man under den hele Krig kan tænke sig Muligheden af et Sam-

    bleve dog alle tilsidst fangne og halshugne, undtagen Gjardar og Gissur; de bleve i Imberdagene om Høsten indkastede og satte i Jern, lidt efter blev Gjardar halshugget, men Gissur sad efter til Paaske. Ved 1318 heder det: Gissur udløst af Taarnet i Sverige Løverdag for Paaske, og kom tilbage i Norge til Kong Haakon.