Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/656

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
634
Haakon Magnusſøn.

ved ſin Afrejſe fra Nykøping at ſkille dem ved Livet, havde han neppe valgt at hungre dem ihjel, da han derved altid maatte være udſat for, at de paa en eller anden Maade fandt Midler til at holde Livet vedlige; at han tillukkede Taarnet og kaſtede Nøglerne i Vandet, kan alene have været etſlags trodſende Tilkjendegivelſe af, at de aldrig med hans gode Vilje ſkulde komme paa fri Fod, thi den blotte Laas kunde dog ikke i ſig ſelv være nogen uovervindelig Hindring for deres. Befrielſe, og ſæt at det endog kunde have været muligt for ham, ganſke at udeſtænge dem fra menneſkeligt Samkvem, ſaa vilde jo iſaafald ingen have kunnet vide, hvad der foregik i Taarnet, eller hvorlænge enhver af dem havde levet uden Mad og Drikke. Men naar man nærmere betragter Omſtændighederne, maatte det endog ligge i Kong Byrges Interesſe, at de beholdt Livet, ſaa længe han var iſtand til at holde dem fangne. Derved vilde han aabenbart have en langt bedre Klemme paa deres Tilhængere, end naar de førſt vare døde, thi da vilde hine, ſamlede om deres Sønner og Enker, ikke længer behøve at tage noget Henſyn. Det Sandſynligſte er derfor, at Kong Byrge ved ſin Afrejſe fra Nykøping har givet Chriſtiern Schierbeck og ſine øvrige betroede Mænd den udtrykkelige Befaling, at forſvare Slottet til det Yderſte, og ikke tage Hertugerne af Dage undtagen for det Tilfælde at Fienden ſtormede Slottet eller man faa ſig nødt til at overgive ſig, thi under ſaadanne Omſtændigheder maatte det naturligviis være ham magtpaaliggende, at de ikke kom levende i ſine Tilhængeres Hænder. Dog udelukker ikke dette Muligheden af, at han af Hevngjerrighed har befalet ſine Mænd at behandle dem haardt, og at denne Befaling har været opfyldt ſaa bogſtaveligt, at de omkom af Hunger eller Sygdom. Imidlertid antog Hertuginde Ingebjørg endnu den 27de Juni ikke ſin Mand Hertug Erik for at være død, thi i et Brev, ſom hun paa denne Dag udſtedte, kalder hun ſig endnu hans Egtehuſtru, ikke hans Enke[1]. Men i Løbet af Juli maa begge Hertuginder have modtaget ſikker Efterretning om at deres Mænd ikke længer vare i Live, thi i et Brev, ſom de den 1ſte Auguſt udſtedte i Stockholm, kalde de ſig Hertugernes „Enker“[2]. Denne Efterretning ſkulle de have faaet fra Kong Byrges Mænd paa Slottet, der, bragte til det yderſte, ſendte Hertugernes Lig ud paa en Baare, bedækket med Baldikin, og lod Belejrerne hilſe, at da de nu ikke længer havde nogen at kæmpe for, burde de

  1. Dipl. Sv. No. 2155.
  2. Sammeſteds No. 2157. Det er dette Brev, hvoraf Lagerbring (III. 137) ſlutter at Hertugerne allerede vare døde for ti Mai, idet han antager det dateret paa denne Dag, men det er tydelig nok dateret Petri ad vincula, og desuden kalder Hertuginde Ingebjørg ſig endnu den 27de Juni ej relicta, kun consors thori Erici Ducis.