Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/656

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
634
Haakon Magnussøn.

ved sin Afrejse fra Nykøping at skille dem ved Livet, havde han neppe valgt at hungre dem ihjel, da han derved altid maatte være udsat for, at de paa en eller anden Maade fandt Midler til at holde Livet vedlige; at han tillukkede Taarnet og kastede Nøglerne i Vandet, kan alene have været etslags trodsende Tilkjendegivelse af, at de aldrig med hans gode Vilje skulde komme paa fri Fod, thi den blotte Laas kunde dog ikke i sig selv være nogen uovervindelig Hindring for deres. Befrielse, og sæt at det endog kunde have været muligt for ham, ganske at udestænge dem fra menneskeligt Samkvem, saa vilde jo isaafald ingen have kunnet vide, hvad der foregik i Taarnet, eller hvorlænge enhver af dem havde levet uden Mad og Drikke. Men naar man nærmere betragter Omstændighederne, maatte det endog ligge i Kong Byrges Interesse, at de beholdt Livet, saa længe han var istand til at holde dem fangne. Derved vilde han aabenbart have en langt bedre Klemme paa deres Tilhængere, end naar de først vare døde, thi da vilde hine, samlede om deres Sønner og Enker, ikke længer behøve at tage noget Hensyn. Det Sandsynligste er derfor, at Kong Byrge ved sin Afrejse fra Nykøping har givet Christiern Schierbeck og sine øvrige betroede Mænd den udtrykkelige Befaling, at forsvare Slottet til det Yderste, og ikke tage Hertugerne af Dage undtagen for det Tilfælde at Fienden stormede Slottet eller man faa sig nødt til at overgive sig, thi under saadanne Omstændigheder maatte det naturligviis være ham magtpaaliggende, at de ikke kom levende i sine Tilhængeres Hænder. Dog udelukker ikke dette Muligheden af, at han af Hevngjerrighed har befalet sine Mænd at behandle dem haardt, og at denne Befaling har været opfyldt saa bogstaveligt, at de omkom af Hunger eller Sygdom. Imidlertid antog Hertuginde Ingebjørg endnu den 27de Juni ikke sin Mand Hertug Erik for at være død, thi i et Brev, som hun paa denne Dag udstedte, kalder hun sig endnu hans Egtehustru, ikke hans Enke[1]. Men i Løbet af Juli maa begge Hertuginder have modtaget sikker Efterretning om at deres Mænd ikke længer vare i Live, thi i et Brev, som de den 1ste August udstedte i Stockholm, kalde de sig Hertugernes „Enker“[2]. Denne Efterretning skulle de have faaet fra Kong Byrges Mænd paa Slottet, der, bragte til det yderste, sendte Hertugernes Lig ud paa en Baare, bedækket med Baldikin, og lod Belejrerne hilse, at da de nu ikke længer havde nogen at kæmpe for, burde de

  1. Dipl. Sv. No. 2155.
  2. Sammesteds No. 2157. Det er dette Brev, hvoraf Lagerbring (III. 137) slutter at Hertugerne allerede vare døde for ti Mai, idet han antager det dateret paa denne Dag, men det er tydelig nok dateret Petri ad vincula, og desuden kalder Hertuginde Ingebjørg sig endnu den 27de Juni ej relicta, kun consors thori Erici Ducis.