Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/657

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
635
1318. Krig mellem Norge og Sverige.

nedlægge Vaabnene og underkaſte ſig ſin retmæsſige Overherre, Kong Byrge. Men om Hertugerne vare hungrede ihjel eller aflivede paa anden Maade, lader ſig ikke oplyſe; ſaameget er kun viſt, at der ej kan have været Spor paa deres Legemer af nogen voldſom Dødsmaade, da ellers Sagnet om deres Hungersdød ej vilde have kunnet opkomme, ligeſom de og da førſt nylig maa have været døde, da deres Legemer ellers, paa den Tid af Aaret, vilde have været forraadnede og uigjenkjendelige. De bleve nu førte til Stockholm og begravede i Stadens Kirke. Men Beſætningen bedrog ſig, hvis den troede at Hertugernes Død vilde bringe Fred til Veje. Belejrerne bleve tvertimod ſaa meget mere ivrige og angreb Slottet med en ſaadan Heftighed, at de endelig den 15de Auguſt tvang Forſvarerne til Overgivelſe, hvorefter de nedbrøde deri Bund og Grund. Nu kunde de ſamle alle ſine Stridskræfter udenfor Stekeborg, ſom derved ogſaa ſnart ved Hunger blev tvunget til at overgive ſig. Den danſke Beſætning fik Tilladelſe til at drage bort, men Kongeſønnen Magnus maatte give ſig fangen, mod Sikkerhed paa Liv og Lemmer, der edeligen tilſagdes ham af de hertugelige Riddere. Saaledes var nu hele Sverige paa det nærmeſte renſet for Kong Byrges Tilhængere, og Hertugindernes Herredømme overalt anerkjendt[1].

Efterretningen om Hertugernes Fangenſkab og Død kan umuligt andet end have vakt Forfærdelſe over hele Norge, og gjort et ryſtende Indtryk paa Kong Haakon, hvis Interesſer nu ſaa nøje vare knyttede til Hertug Eriks, og hvis egen Datters og Datterſøns hele Fremtid nu ſtod paa Spil. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at han allerede ved Efterretningen om at Hertugerne vare fængſlede greb til Vaaben for at komme dem eller deres Tilhængere til Hjelp, men desverre ere Efterretningerne herom, ſom overhoved om alt hvad han foretog ſig paa denne Tid, ſaa ſparſomme og uklare, at man ikke med Beſtemthed kan angive ethvert af hans Skridt. I nogle islandſke Annaler[2] fortælles der, at Kong Haa-

  1. Riimkrøniken, jvfr. Ericus Olai, der maaſkee har haft enkelte yderligere Oplysninger.
  2. Dette er Flatø-Annalerne, hvis Aar-Angivelſer ere upaalidelige. Hvad de her anføre, er aabenbart Uddrag af nogle Familie-Optegnelſer om Gisſur Galle, der maa have ligget efter ham paa hans Ættegaard hjemme paa Island, og hvoraf viſtnok ogſaa den tidligere Beretning om hans Sendelſe til Finmarken er hentet. I disſe Optegnelſer lign der let have indſneget ſig Uagtſomhedsfejl. Angivelſen lyder ſaaledes: Kong Haakon havde Leding ude og foor til Sverige. Der faldt (Arne Magnusſøn har vilkaarligt og urigtigt rettet det til „flygtede“) Hertugerne Erik og Valdemar. Men om Høſten, da Kongen foor bort, frøs et af hans Skibe inde, hvilket ſtyredes af Hr. Gjardar. Sviarne angrebe dem, men de vergede ſig vel, da blev Gisſur Galle ſaaret i den venſtre Arm af et Spyd; ſiden lovede man dem Grid, men de