nedlægge Vaabnene og underkaste sig sin retmæssige Overherre, Kong Byrge. Men om Hertugerne vare hungrede ihjel eller aflivede paa anden Maade, lader sig ikke oplyse; saameget er kun vist, at der ej kan have været Spor paa deres Legemer af nogen voldsom Dødsmaade, da ellers Sagnet om deres Hungersdød ej vilde have kunnet opkomme, ligesom de og da først nylig maa have været døde, da deres Legemer ellers, paa den Tid af Aaret, vilde have været forraadnede og uigjenkjendelige. De bleve nu førte til Stockholm og begravede i Stadens Kirke. Men Besætningen bedrog sig, hvis den troede at Hertugernes Død vilde bringe Fred til Veje. Belejrerne bleve tvertimod saa meget mere ivrige og angreb Slottet med en saadan Heftighed, at de endelig den 15de August tvang Forsvarerne til Overgivelse, hvorefter de nedbrøde deri Bund og Grund. Nu kunde de samle alle sine Stridskræfter udenfor Stekeborg, som derved ogsaa snart ved Hunger blev tvunget til at overgive sig. Den danske Besætning fik Tilladelse til at drage bort, men Kongesønnen Magnus maatte give sig fangen, mod Sikkerhed paa Liv og Lemmer, der edeligen tilsagdes ham af de hertugelige Riddere. Saaledes var nu hele Sverige paa det nærmeste renset for Kong Byrges Tilhængere, og Hertugindernes Herredømme overalt anerkjendt[1].
Efterretningen om Hertugernes Fangenskab og Død kan umuligt andet end have vakt Forfærdelse over hele Norge, og gjort et rystende Indtryk paa Kong Haakon, hvis Interesser nu saa nøje vare knyttede til Hertug Eriks, og hvis egen Datters og Dattersøns hele Fremtid nu stod paa Spil. Det forstaar sig af sig selv, at han allerede ved Efterretningen om at Hertugerne vare fængslede greb til Vaaben for at komme dem eller deres Tilhængere til Hjelp, men desverre ere Efterretningerne herom, som overhoved om alt hvad han foretog sig paa denne Tid, saa sparsomme og uklare, at man ikke med Bestemthed kan angive ethvert af hans Skridt. I nogle islandske Annaler[2] fortælles der, at Kong Haa-
- ↑ Riimkrøniken, jvfr. Ericus Olai, der maaskee har haft enkelte yderligere Oplysninger.
- ↑ Dette er Flatø-Annalerne, hvis Aar-Angivelser ere upaalidelige. Hvad de her anføre, er aabenbart Uddrag af nogle Familie-Optegnelser om Gissur Galle, der maa have ligget efter ham paa hans Ættegaard hjemme paa Island, og hvoraf vistnok ogsaa den tidligere Beretning om hans Sendelse til Finmarken er hentet. I disse Optegnelser lign der let have indsneget sig Uagtsomhedsfejl. Angivelsen lyder saaledes: Kong Haakon havde Leding ude og foor til Sverige. Der faldt (Arne Magnussøn har vilkaarligt og urigtigt rettet det til „flygtede“) Hertugerne Erik og Valdemar. Men om Høsten, da Kongen foor bort, frøs et af hans Skibe inde, hvilket styredes af Hr. Gjardar. Sviarne angrebe dem, men de vergede sig vel, da blev Gissur Galle saaret i den venstre Arm af et Spyd; siden lovede man dem Grid, men de
