Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/655

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
633
1318. Hertugernes Død.

ſin Søn Magnus med en Beſætning paa Stekeborg, ſom nu ogſaa belejredes; ſelv begav han ſig med Dronningen til Gotland, hvorfra han udruſtede en Flaade for at komme Sønnen til Undſætning, men den blev i Skærgaarden angreben af de Hertugelige og alle Skibene erobrede. En ny Flaade, hvoriblandt ogſaa flere danſke Skibe, afſendtes under Anførſel af Drottſeten, men var ikke heldigere; den blev ſtukken i Brand af de Hertugelige, en ſtor Deel af Beſætningen ſprang i Vandet og druknede, flere Fartøjer bleve erobrede og Drottſeten ſelv tilligemed flere af Kongens ypperſte Mænd tagne til Fange og ſenere indſatte paa Stockholms Slot. Imidlertid førte, ſom det ſynes, begge Hertuginderne i deres Mænds Navn Regjeringen i Sverige. I Kalmar ſluttede de den 16de April et Forbund med Hertug Chriſtopher og Erkebiſkop Æsger i Lund om indbyrdes Venſkab og gjenſidig Biſtand; de ſidſte lovede at ſtaa dem bi mod alle, undtagen nogle navngivne tydſke Fyrſter, og at hjelpe til at befri deres fangne Mænd, ſamt at ſkaffe dem deres Rettigheder og Beſiddelſer tilbage, og aldrig indgaa Stilſtand, Forbund eller Enighed med Kong Erik eller Kong Byrge uden deres og deres Venners Raad og Samtykke. Fremdeles lovede Hertuginderne ved et Brev af 18de April at forſvare Erkebiſkoppen i hans Beſiddelſe af Halmſtad Hered i Halland, ſom Hertug Chriſtopher havde ſat ham i Pant for 1500 Mkr. ſkaanſk, ſaavel ſom de øvrige Bekoſtninger, Erkebiſkoppen havde haft for Hertugens Mænd og Lejetropper, og de tilføjede udtrykkeligt, at dette ſkulde blive ſtadfeſtet og overholdt af Hertugerne, naar Gud befriede dem af. Fængſlet[1]. Altſaa havde man dog endnu Haab om at faa Hertugerne befriede. Den 24de Juni holdtes der et almindeligt Hof i Skara, hvor Matthias Ketilmundsſøn valgtes til Drottſete og Rigsforſtander, dog, ſom det ſynes, ſaaledes, at begge Hertuginderne i det mindſte i Navnet førte den øverſte Styrelſe. Og nu blev Belejringen af Nykøping dreven med fordoblet Iver.

Men Hertugerne formaaede man ikke at frelſe. Over deres Endeligt hviler der et ugjennemtrængeligt Mørke. Efter et almindeligt Sagn, der endog ſynes at være opſtaaet ſamtidigt med Begivenhederne, ſkulde de være døde af Hunger, Erik tre Dage og Valdemar fjorten Dage efterat Kong Byrge havde forladt Nykøping. De ſelv maa ogſaa have troet at de ej vilde ſlippe levende derfra, ſiden de allerede den 18de Januar gjorde ſit Teſtament[2]. Men hvis det virkelig havde været Kong Byrges Henſigt

  1. Dipl. Sv. No. 2146, 2147.
  2. Sammeſteds No. 2132. Ogſaa i de isl. Annaler heder det at Byrge lod ſine Brødre ſulte ihjel. Kirchberg (col. 813) fortæller det ſamme, og vil endog vide, at Valdemar ernærede ſig nogle Dage ved at æde Kjødet af ſin døde Broder.