sin Søn Magnus med en Besætning paa Stekeborg, som nu ogsaa belejredes; selv begav han sig med Dronningen til Gotland, hvorfra han udrustede en Flaade for at komme Sønnen til Undsætning, men den blev i Skærgaarden angreben af de Hertugelige og alle Skibene erobrede. En ny Flaade, hvoriblandt ogsaa flere danske Skibe, afsendtes under Anførsel af Drottseten, men var ikke heldigere; den blev stukken i Brand af de Hertugelige, en stor Deel af Besætningen sprang i Vandet og druknede, flere Fartøjer bleve erobrede og Drottseten selv tilligemed flere af Kongens ypperste Mænd tagne til Fange og senere indsatte paa Stockholms Slot. Imidlertid førte, som det synes, begge Hertuginderne i deres Mænds Navn Regjeringen i Sverige. I Kalmar sluttede de den 16de April et Forbund med Hertug Christopher og Erkebiskop Æsger i Lund om indbyrdes Venskab og gjensidig Bistand; de sidste lovede at staa dem bi mod alle, undtagen nogle navngivne tydske Fyrster, og at hjelpe til at befri deres fangne Mænd, samt at skaffe dem deres Rettigheder og Besiddelser tilbage, og aldrig indgaa Stilstand, Forbund eller Enighed med Kong Erik eller Kong Byrge uden deres og deres Venners Raad og Samtykke. Fremdeles lovede Hertuginderne ved et Brev af 18de April at forsvare Erkebiskoppen i hans Besiddelse af Halmstad Hered i Halland, som Hertug Christopher havde sat ham i Pant for 1500 Mkr. skaansk, saavel som de øvrige Bekostninger, Erkebiskoppen havde haft for Hertugens Mænd og Lejetropper, og de tilføjede udtrykkeligt, at dette skulde blive stadfestet og overholdt af Hertugerne, naar Gud befriede dem af. Fængslet[1]. Altsaa havde man dog endnu Haab om at faa Hertugerne befriede. Den 24de Juni holdtes der et almindeligt Hof i Skara, hvor Matthias Ketilmundssøn valgtes til Drottsete og Rigsforstander, dog, som det synes, saaledes, at begge Hertuginderne i det mindste i Navnet førte den øverste Styrelse. Og nu blev Belejringen af Nykøping dreven med fordoblet Iver.
Men Hertugerne formaaede man ikke at frelse. Over deres Endeligt hviler der et ugjennemtrængeligt Mørke. Efter et almindeligt Sagn, der endog synes at være opstaaet samtidigt med Begivenhederne, skulde de være døde af Hunger, Erik tre Dage og Valdemar fjorten Dage efterat Kong Byrge havde forladt Nykøping. De selv maa ogsaa have troet at de ej vilde slippe levende derfra, siden de allerede den 18de Januar gjorde sit Testament[2]. Men hvis det virkelig havde været Kong Byrges Hensigt
