Forfatning. I Klostret fandt han en venlig og gjestfri Optagelse[1]. Der findes ingen Spor til, at Kong Magnus i Sverige tog sig af Erkebiskoppen; den svenske Gejstlighed har vel givet ham og hans Følge nødtørftig Underholdning, da hans egne Indtægter vare beslaglagte af de Kongelige. Striden havde faaet et ganske andet Udfald, end vistnok han selv og hans Raadgivere havde ventet; i Stedet for Sejr, Ære og Magt havde han nu Ydmygelse og Fattigdom, hans Paastaaelighed havde baaret ham bitre Frugter, og det kunde neppe være ham til synderlig Trøst, at hans Venner og Beundrere kaldte ham den standhaftige. Det synes endog, som om denne Standhaftighed omsider havde fundet sin Grændse, og at han tænkte paa at forlige sig med Høvdingerne, siden det heder, at han allerede mod Slutningen af Aaret agtede sig tilbage til sin Erkestol. Men Døden overraskede ham, inden dette kunde skee, i Skara, den 21de December 1282[2]. Jon Brynjulfssøn vilde ikke engang tillade, at hans Liig førtes tilbage til Throndhjem og begroves ved Christkirken, saa at hans Venner maatte jorde det i Skara. Aaret efter, da Heftigheden synes at have lagt sig noget, blev det dog ført til Nidaros og begravet. Hans Tilhængere kaldte ham endog siden en Helgen. De to andre Biskopper droge efter hans Død lige til Rom, for at klage deres Nød for Paven selv. De kongelige Sendebud vare imidlertid blevne tilbagekaldte.
Uagtet nu vistnok Almuen maa have været meget misfornøjet med de nye Tiendebestemmelser, som overhoved over den Begjærlighed og Herskesyge, Gejstligheden under disse Forhandlinger lagde for Dagen, og man vel maa antage, at Høvdingerne neppe uden en saa almindelig Misfornøjelse vilde have vovet at spænde Buen saa højt, kunde dog den Forvirring, der ved Erkebiskoppens og saa mange andre Gejstliges Forjagelse fra Landet nødvendigviis maatte indtræde i alle kirkelige Forhold, ikke andet end volde megen Ulempe og vække alvorligere Bænkeligheder hos alle frommere Folk, hvorhos man af mangt og meget kan slutte, at Høvdingerne nu, da de ingen Modstand fra Kirkens Side havde at befrygte, tillode sig store Anmasselser og viste Haardhed mod Undersaatterne, saa at Stemningen blev mindre gunstig mod dem end før. Hertug Haakon talte selv i en Retterbod, som han udgav 26 Aar senere, efter at være bleven Konge, om „den utilbørlige Fremfærd, som visse Mænd i hans og hans Broders Barndom havde øvet mod Kongens Thegner“[3], og man maa deraf
