Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
42
Erik Magnusſøn.

Forfatning. I Kloſtret fandt han en venlig og gjeſtfri Optagelſe[1]. Der findes ingen Spor til, at Kong Magnus i Sverige tog ſig af Erkebiſkoppen; den ſvenſke Gejſtlighed har vel givet ham og hans Følge nødtørftig Underholdning, da hans egne Indtægter vare beſlaglagte af de Kongelige. Striden havde faaet et ganſke andet Udfald, end viſtnok han ſelv og hans Raadgivere havde ventet; i Stedet for Sejr, Ære og Magt havde han nu Ydmygelſe og Fattigdom, hans Paaſtaaelighed havde baaret ham bitre Frugter, og det kunde neppe være ham til ſynderlig Trøſt, at hans Venner og Beundrere kaldte ham den ſtandhaftige. Det ſynes endog, ſom om denne Standhaftighed omſider havde fundet ſin Grændſe, og at han tænkte paa at forlige ſig med Høvdingerne, ſiden det heder, at han allerede mod Slutningen af Aaret agtede ſig tilbage til ſin Erkeſtol. Men Døden overraſkede ham, inden dette kunde ſkee, i Skara, den 21de December 1282[2]. Jon Brynjulfsſøn vilde ikke engang tillade, at hans Liig førtes tilbage til Throndhjem og begroves ved Chriſtkirken, ſaa at hans Venner maatte jorde det i Skara. Aaret efter, da Heftigheden ſynes at have lagt ſig noget, blev det dog ført til Nidaros og begravet. Hans Tilhængere kaldte ham endog ſiden en Helgen. De to andre Biſkopper droge efter hans Død lige til Rom, for at klage deres Nød for Paven ſelv. De kongelige Sendebud vare imidlertid blevne tilbagekaldte.

Uagtet nu viſtnok Almuen maa have været meget misfornøjet med de nye Tiendebeſtemmelſer, ſom overhoved over den Begjærlighed og Herſkeſyge, Gejſtligheden under disſe Forhandlinger lagde for Dagen, og man vel maa antage, at Høvdingerne neppe uden en ſaa almindelig Misfornøjelſe vilde have vovet at ſpænde Buen ſaa højt, kunde dog den Forvirring, der ved Erkebiſkoppens og ſaa mange andre Gejſtliges Forjagelſe fra Landet nødvendigviis maatte indtræde i alle kirkelige Forhold, ikke andet end volde megen Ulempe og vække alvorligere Bænkeligheder hos alle frommere Folk, hvorhos man af mangt og meget kan ſlutte, at Høvdingerne nu, da de ingen Modſtand fra Kirkens Side havde at befrygte, tillode ſig ſtore Anmasſelſer og viſte Haardhed mod Underſaatterne, ſaa at Stemningen blev mindre gunſtig mod dem end før. Hertug Haakon talte ſelv i en Retterbod, ſom han udgav 26 Aar ſenere, efter at være bleven Konge, om „den utilbørlige Fremfærd, ſom visſe Mænd i hans og hans Broders Barndom havde øvet mod Kongens Thegner“[3], og man maa deraf

  1. Se herom mere nedenfor.
  2. De isl. Annaler ved 1282, jvfr. Arne B. S. Cap. 47.
  3. Retterbod af 1308, Norges gl. Love III. S. 74.