Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41
1282. Compoſitionen m. m. ophævet.

end een, og at Vaagaboken derfor ſkulde være ophævet; han erklærede, at ingen anden Chriſtenret ſkulde gjelde end den gamle af 1244, der var given af Kong Haakon og Erkebiſkop Sigurd; at heller ingen Tiender ſkulde udredes, uden de, der vare brugelige i Erkebiſkop Sigurds Tid, og at derfor de ſenere paalagte vare ulovlige, altſaa med andre Ord, at det nye Tiende-Regulativ af 1277, optaget i Overſættelſen af Compoſitionen, ſkulde være ophævet, ligeſom denne ſelv, og Kongebrevet af 1277 om Myntretten m. m.; ſom ulovlig forbød han altſaa Baade-Tiende, Kuleige-Tiende og Oſte-Tiende; Skreide-Tiende ſkulde kun betales af hvad der var tilovers, naar Fiſkerne havde faaet ſine Omkoſtninger godtgjorte; ligeledes forbød han Sel-Tiende. Derbos dømte han Chorsbrødrene Sighvat Lande og Audun Raud, Preſt til Throndenes, i Pengebøder, viſtnok fordi de havde vægret ſig ved at udrede Leding; Audun maatte desuden betale Sekter tilbage, han paa Erkebiſkoppens Vegne havde oppebaaret for Hoorſager; den Skik, at Forældrene gave Salt og Vox til Kirken med Børn, der ſkulde døbes, forbød Hr. Bjarne at iagttage for Eftertiden, og erklærede, at Kongens Lagmand ſkulde dømme i Sager vedkommende Chriſtenretten, ſom i alle andre verdslige Sager. Lignende Skridt, men hvorom ingen Beretning er opbevaret til vore Dage, have vel andre af Regjeringsherrerne eller deres Befuldmægtigede, foretaget paa Landets øvrige Thing, fornemmelig Lagthingene, hvor Retterboden ſkulde vedtages. Der tales blandt andet om et talrigt Thing, der i dette Aar holdtes i Nidaros[1]. Sandſynligviis har det været Froſtathing (der, ſom ovenfor omtalt, kunde holdes, og vel ſom ofteſt holdtes, i Byen), hvor Hr. Jon Brynjulfsſøn har ladet Retterboden vedtage, og for Reſten, ligeſom Hr. Bjarne i Vaagen, har erklæret den ældre Chriſtenret for enegjeldende, og de ſenere kirkelige Beſtemmelſer magtesløſe. Kort og godt, alt hvad Erkebiſkop Jon under Kong Magnus’s Regjering havde udvirket til Kirkens og Gejſtlighedens Fordeel, ophævedes fuldſtændigt, uden mindſte Undtagelſe, Compoſitionen ſelv ſaavel ſom alt det øvrige. Dette ligger allerede nokſom i den almindelige Erklæring, at ingen anden Chriſtenret ſkulde gjelde, end Kong Haakons og Erkebiſkop Sigurds, thi derved førtes Tilſtanden ganſke tilbage til hvad den var i 1244.

Erkebiſkoppen tog ſin Tilflugt til Sverige, hvorhen Biſkop Andres ſynes at have fulgt ham. Thorfinn kom, ſom det heder, ikke uden Vanſkeligheder fra Landet, og begav ſig derpaa til Søs til Kloſteret Doeſt ved Brügge i Flandern, hvor han tidligere havde tilbragt nogle Aar, men leed Skibbrud paa Vejen, og ankom ſaaledes i en temmelig mislig

  1. Isl. Annaler, ved 1285.