angaaende. Han lod det ikke blive ved dette første Forbud, som han lod indflyde i Forordningen af 1308; ogsaa i 1314 og 1315 lod han særegne Forordninger desangaaende udgaa. Ved disse forbød han den da brugelige Mode, at sy Kjortler af forskjellige Klædeslapper ordnede som et Skakbret eller at pryde Kjortler og Hatte med Mynter og Medaljer, overhoved al tydsk Klædedragt; kun de Mænd, der holdt Bryllup eller gjordes til Riddere, maatte lade sig sy prægtigere Klæder, som de siden kunde forære bort til Legere (Gjøglere), ligeledes skulde Kvinder kunne bære den almindeligt brugelige Dragt; for Resten maatte man ikke bære andet Slags Klæder, end dem, Kongen selv bar, alt under den sedvanlige Brevebruds-Straf, 8 Ertoger og 13 Mkr., eller i Mangel deraf legemlig Straf efter Lagmandens og Sysselmandens Skjøn[1]. Naar man her seer, i hvor mange nye og tildeels urimelige Tilfælde Brevebruds- og tildeels Fredløsheds-Straffen fastsattes, forstaar man lettelig, hvorledes det gik til, at Ombudsmændene ofte slet ikke fandt for godt at anvende den og ved udtrykkelige Befalinger maatte holdes dertil. I den nøjeste Forbindelse med det strenge Forbud mod Myntens Vragning stod det ogsaa, at Taxter, som vi allerede have seet, fastsattes for visse Varer, og fornemmelig, at der gaves strenge Regler for, hvad Gehalt alskens forarbejdet Sølv skulde have, og hvor stor Priis Guldsmedene skulde tage for sit Arbejde. Uagtet Forordningen herom, dateret Agvaldsnes den 29de April 1314, egentlig kun er udstedt for Bergen, kan man dog neppe tvivle paa at lignende Bestemmelser ogsaa ere givne for de øvrige Byer. I Bergen beskikkedes ved denne Lejlighed tvende Mænd, af hvilke den ene var en Guldsmed, til at prøve alt smedet Sølv, om det havde den foreskrevne Gehalt, nemlig som engelske Penge, og at forsyne det med sit Stempel[2]. Man seer ellers heraf, som af saa mange andre Hentydninger i Landsloven og Retterbøderne,
- ↑ N. gl. L. III. 40, S. 109 og 45, S. 116. Forordningerne ere daterede Bergen den 21de October 1314 og Tunsberg den 8de Decbr. 1315. I den første kaldes de forbudne Snit: parterat leppa-klæði, þýzkan klæðaskurð, plötubúnað á kyttlum eða á hettum; i den anden skakkeran, parteran, leppa-klæðaskurð, peningabúnað á karlamanna klæðum, mjósniðna kyrtla ok annan þýzkan klæðaskurð.
- ↑ N gl. Love III. No. 39, S. 108. De beskikkede Justeermestere vare Agmud Asbjørnssøn og Hallgrim Guldsmed. Taxten for Arbejdet var: for en smedet Mark af det saakaldte Sletsmide (simpelt Arbejde), hvorfor de før toge en gammel Mark, skulde de nu tage ti Ører, og for mere eller mindre i Forhold dertil. For god og uforfalsket Forgyldning Stykkets dobbelte Vegt efter gammel Skik, men selv skulde Guldsmeden lægge Guld og alt det øvrige til. Hvis nogen selv lagde Guldet til, skulde han betale for Borar og Kviksølv efter gode Mænds Skjøn. For Niello (med sortu mælt) og emailleret (amalerað) efter særskilt Accord.
