Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/637

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
615
1311—1315. Forordninger om Mynten og mod Overdaadighed i Klædedragt.

eller Forordninger om denne Sag, af hvilke vi dog kun kjende den ſidſte, ſom er dateret Bergen den 1ſte November 1311. Her heder det, at uagtet han to Gange havde ladet Kundgjørelſer udgaa om Mynten, ſom han efter alles Ønſke havde ladet ſlaa ſaaledes, at den kunde gaa efter den paa hans Faders og Forfedres Tid ſedvanlige Cours, medens den dog var af bedre Gehalt og fuldere Vegt, vragede man den dog, og viiſte ham derved Ulydighed, ſaa at han nødſagedes til at ſætte mere Haardhed derimod, end han ønſkede. Han forbød derfor at nogen anden Pening gik i Landet; alene ved Kjøb og Salg af Jordegods ſkulde man fremdeles have Lov til at beſtemme Summen i brændt Sølv; i al anden Handel og Betaling ſkulde Alle og Enhver, lærde og læge, „elſke den Pening, der nu ſkulde gaa“, og det forbødes udtrykkeligt, ved Salg af Varer at betinge ſig en højere nominel Verdi, naar man tog Betalingen i hine Peninger, end naar man fik den i Varer. Den, ſom handlede herimod, ſkulde førſte Gang bøde Brevebrud, 8 Ertoger og 13 Mkr.; hvis nogen udlejede Huus eller Skib for andet end ſamme Peninger, ſkulde han førſte Gang have forbrudt Huſet eller Skibet; anden Gang ſkulde man ſtraffes med Forbrydelſe af ſin hele Ejendom, tredie Gang endog være fredløs. Paa ſamme Maade ſkulde de ſtraffes, der ikke angave de Overtrædelſer af dette Forbud, hvorom de vidſte Beſked, ligeledes de, der, anmodede om at paatale Overtrædelſen, undlode det[1]. Det er aabenbart, at denne Forordning ikke udrettede mere end alle de øvrige af lignende Slags, der ogſaa af andre Fyrſter til forſkjellige Tider have været givne. For at et ſaadant Magtſprog ſkulde have nogen klækkelig Virkning, maatte det haandhæves med den henſynsløſeſte Haardhed, og en formelig Terrorisme indføres, men om endog Kong Haakon ikke havde været for human til for Alvor at ville ſætte et ſaadant Syſtem igjennem, hvad han dog visſelig var, ſtod der ej Skræk nok af Boden og Utlegdsſtraffen ſelv for at kunne gjøre den tilſigtede Virkning; Dommene, hvorved de paalagdes, bleve, ſom vi have ſeet, ikke engang ret bragte i Udøvelſe af de kongelige Ombudsmænd. Egentlig laa vel ogſaa den Bevidſthed baade hos disſe og hos det hele Folk, at Straffene i ſig ſelv vare for ſtrenge i Forhold til mange af de Forſeelſer, hvorfor de vare beſtemte. Naar ellers Kong Haakon i den her ſidſt omhandlede Sag gjorde ſig ſkyldig i et Misgreb, idet han troede ved et Magtſprog at kunne regulere Myntcourſen, deelte han dog kun hele ſin Samtids og mange paafølgende Generationers Vildfarelſe. En Vildfarelſe omtrent af ſamme Slags var det ogſaa, naar han, ſom vi allerede have ſeet, ſøgte at hemme Overdaadighed i Klædedragt ved at give udtrykkelige Forbud des-

  1. N. gl. L. III. 30, S. 91.