Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/637

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
615
1311–1315. Forordninger om Mynten og mod Overdaadighed i Klædedragt.

eller Forordninger om denne Sag, af hvilke vi dog kun kjende den sidste, som er dateret Bergen den 1ste November 1311. Her heder det, at uagtet han to Gange havde ladet Kundgjørelser udgaa om Mynten, som han efter alles Ønske havde ladet slaa saaledes, at den kunde gaa efter den paa hans Faders og Forfedres Tid sedvanlige Cours, medens den dog var af bedre Gehalt og fuldere Vegt, vragede man den dog, og viiste ham derved Ulydighed, saa at han nødsagedes til at sætte mere Haardhed derimod, end han ønskede. Han forbød derfor at nogen anden Pening gik i Landet; alene ved Kjøb og Salg af Jordegods skulde man fremdeles have Lov til at bestemme Summen i brændt Sølv; i al anden Handel og Betaling skulde Alle og Enhver, lærde og læge, „elske den Pening, der nu skulde gaa“, og det forbødes udtrykkeligt, ved Salg af Varer at betinge sig en højere nominel Verdi, naar man tog Betalingen i hine Peninger, end naar man fik den i Varer. Den, som handlede herimod, skulde første Gang bøde Brevebrud, 8 Ertoger og 13 Mkr.; hvis nogen udlejede Huus eller Skib for andet end samme Peninger, skulde han første Gang have forbrudt Huset eller Skibet; anden Gang skulde man straffes med Forbrydelse af sin hele Ejendom, tredie Gang endog være fredløs. Paa samme Maade skulde de straffes, der ikke angave de Overtrædelser af dette Forbud, hvorom de vidste Besked, ligeledes de, der, anmodede om at paatale Overtrædelsen, undlode det[1]. Det er aabenbart, at denne Forordning ikke udrettede mere end alle de øvrige af lignende Slags, der ogsaa af andre Fyrster til forskjellige Tider have været givne. For at et saadant Magtsprog skulde have nogen klækkelig Virkning, maatte det haandhæves med den hensynsløseste Haardhed, og en formelig Terrorisme indføres, men om endog Kong Haakon ikke havde været for human til for Alvor at ville sætte et saadant System igjennem, hvad han dog visselig var, stod der ej Skræk nok af Boden og Utlegdsstraffen selv for at kunne gjøre den tilsigtede Virkning; Dommene, hvorved de paalagdes, bleve, som vi have seet, ikke engang ret bragte i Udøvelse af de kongelige Ombudsmænd. Egentlig laa vel ogsaa den Bevidsthed baade hos disse og hos det hele Folk, at Straffene i sig selv vare for strenge i Forhold til mange af de Forseelser, hvorfor de vare bestemte. Naar ellers Kong Haakon i den her sidst omhandlede Sag gjorde sig skyldig i et Misgreb, idet han troede ved et Magtsprog at kunne regulere Myntcoursen, deelte han dog kun hele sin Samtids og mange paafølgende Generationers Vildfarelse. En Vildfarelse omtrent af samme Slags var det ogsaa, naar han, som vi allerede have seet, søgte at hemme Overdaadighed i Klædedragt ved at give udtrykkelige Forbud des-

  1. N. gl. L. III. 30, S. 91.