Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/639

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
617
Forordninger for Haalogaland.

at Kunſtfliden i Byerne har været temmelig betydelig, og af den Omſtændighed, at hine Juſteermeſtere i Bergen begge bare norſke, ikke tydſke, Navne, maa man ſlutte, at i alle Fald Guldſmedene vare indfødde Nordmænd, om endog de fleſte øvrige Haandverkere vare Tydſkere.

Kong Haakon ſynes at have henvendt ſtørre Opmerkſomhed paa Forholdene i Rigets yderſte Dele mod Norden, end hans Forgængere. I det mindſte findes der ingen ſærſkilte Kundgjørelſer eller Retterbøder for Haalogaland og Finmarken, førend af Kong Haakon, hvad enten dette kun er tilfældigt og hidrører derfra at vi have ſaa faa Afſkrifter af Lovbogen, beſtemte for Haalogaland (eller Stegens Lagthing) alene, eller derfra, at Kongerne virkelig før Haakons Tid ikke beſkjeftigede ſig ſynderlig med Haalogalands Anliggender[1]. Begge Aarſager torde her maaſkee til en vis Grad være forhaanden. Saalænge Kongerne endnu hyppigt opholdt ſig i-Throndhjem, og rejſte om i Landet, var Haalogaland ikke en ſaadan: Udkant af Riget, ſom det ſenere blev, da Kongerne meſtendeels holdt til i den ſydligſte Deel af Landet; fra Throndhjem, ja endog fra Bergen af, kunde Kongerne med nogenlunde Lethed holde Øje med, hvad der foregik der, og hindre at alt for grove Uſkikke indſnege ſig. Men efterat Kong Haakon havde gjort Oslo ſaa at ſige til Hovedreſidenſen og kun en ſjelden Gang kom til Throndhjem, laa Haalogaland alt for fjernt til at kunne nyde godt af hans ſtadige Tilſyn, iſær i den Deel af hans Regjeringstid, da han endnu var optagen af Krige og Underhandlinger, og ſaaledes kunde der ogſaa her indſnige ſig flere Uſkikke, end andenſteds. Hvad der fornemmelig bidrog til ſærſkilt at henlede Kong Haakons Opmerkſomhed paa Haalogaland, og derved ogſaa aabenbarede for ham det Uvæſen, ſom hans Ombudsmænd der tillode ſig, var formodentlig de Indfald og Plyndringstog, der nu, ſom det ſynes, hyppigere end før ſkede fra rusſiſk Side, og hvorom der allerede forhen er talt i Anledning af Gisſur Galles Sendelſe til Finnmarken for at bringe Finnerne tilbage til fin gamle Skatſkyldighed under Kronen. Haalogalands Indbyggere havde, ſom det udtrykkeligt heder i den gamle Angivelſe af det Antal Skibe, der ſkulde udredes fra hvert Fylke, den Forpligtelſe at holde Vagt „øſter“ eller forſvare Rigets øſtlige Grændſe, og denne Forpligtelſe, der i de forrige Tider vel ikke var ſaa byrdefuld, blev det nu i dobbelt Henſeende, ej alene fordi de ideligt maatte være paa Ferde, men ogſaa fordi de kongelige Ombudsmænd benyttede ſig af de hyppige Uroligheder til at udbyde Leding naar det ikke behøvedes, alene for at

  1. Om Stegens Lagthing (Steigarþing) ſe ovf. IV. 1. S. 501. Det er vel muligt, at om vi havde flere Stegethings-Lovbøger, vilde vi og have flere Retterbøder for Haalogaland.