at Kunstfliden i Byerne har været temmelig betydelig, og af den Omstændighed, at hine Justeermestere i Bergen begge bare norske, ikke tydske, Navne, maa man slutte, at i alle Fald Guldsmedene vare indfødde Nordmænd, om endog de fleste øvrige Haandverkere vare Tydskere.
Kong Haakon synes at have henvendt større Opmerksomhed paa Forholdene i Rigets yderste Dele mod Norden, end hans Forgængere. I det mindste findes der ingen særskilte Kundgjørelser eller Retterbøder for Haalogaland og Finmarken, førend af Kong Haakon, hvad enten dette kun er tilfældigt og hidrører derfra at vi have saa faa Afskrifter af Lovbogen, bestemte for Haalogaland (eller Stegens Lagthing) alene, eller derfra, at Kongerne virkelig før Haakons Tid ikke beskjeftigede sig synderlig med Haalogalands Anliggender[1]. Begge Aarsager torde her maaskee til en vis Grad være forhaanden. Saalænge Kongerne endnu hyppigt opholdt sig i-Throndhjem, og rejste om i Landet, var Haalogaland ikke en saadan: Udkant af Riget, som det senere blev, da Kongerne mestendeels holdt til i den sydligste Deel af Landet; fra Throndhjem, ja endog fra Bergen af, kunde Kongerne med nogenlunde Lethed holde Øje med, hvad der foregik der, og hindre at alt for grove Uskikke indsnege sig. Men efterat Kong Haakon havde gjort Oslo saa at sige til Hovedresidensen og kun en sjelden Gang kom til Throndhjem, laa Haalogaland alt for fjernt til at kunne nyde godt af hans stadige Tilsyn, især i den Deel af hans Regjeringstid, da han endnu var optagen af Krige og Underhandlinger, og saaledes kunde der ogsaa her indsnige sig flere Uskikke, end andensteds. Hvad der fornemmelig bidrog til særskilt at henlede Kong Haakons Opmerksomhed paa Haalogaland, og derved ogsaa aabenbarede for ham det Uvæsen, som hans Ombudsmænd der tillode sig, var formodentlig de Indfald og Plyndringstog, der nu, som det synes, hyppigere end før skede fra russisk Side, og hvorom der allerede forhen er talt i Anledning af Gissur Galles Sendelse til Finnmarken for at bringe Finnerne tilbage til fin gamle Skatskyldighed under Kronen. Haalogalands Indbyggere havde, som det udtrykkeligt heder i den gamle Angivelse af det Antal Skibe, der skulde udredes fra hvert Fylke, den Forpligtelse at holde Vagt „øster“ eller forsvare Rigets østlige Grændse, og denne Forpligtelse, der i de forrige Tider vel ikke var saa byrdefuld, blev det nu i dobbelt Henseende, ej alene fordi de ideligt maatte være paa Ferde, men ogsaa fordi de kongelige Ombudsmænd benyttede sig af de hyppige Uroligheder til at udbyde Leding naar det ikke behøvedes, alene for at
- ↑ Om Stegens Lagthing (Steigarþing) se ovf. IV. 1. S. 501. Det er vel muligt, at om vi havde flere Stegethings-Lovbøger, vilde vi og have flere Retterbøder for Haalogaland.
