Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/626

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
604
Haakon Magnusſøn.

førtes alene mellem Gejſtlige[1]. Men ſtørſte Delen af Gejſtligheden ſelv ſynes paa denne Tid at have i det mindſte ſtiltiende erkjendt, at den ikke kunde undvære den verdslige Arms Støtte i Retsſagers Afgjørelſe, ſaa at Henſkydelſen under verdslig Domſtol ikke engang hørte til Sjeldenheder, men var det ſedvanlige, hvad enten man nu gav Sagen det Udſeende, ſom om man alene betragtede Lagmanden ſom Voldgiftsmand, eller man virkelig erkjendte hans dømmende Autoritet. Paa Grund heraf kunde Kong Haakon endog lade en Forordning udgaa, der egentlig, idet den udgik fra Kongedømmets Forpligtelſe og følgelig Berettigelſe til ogſaa at drage Omſorg for at de Sager, der vedkom Chriſtenretten, kunde komme til Afgjørelſe, betog Gejſtligheden ſelv en ſtor Deel af dens Myndighed. Forordningen lyder nemlig ſaaledes: „Vi have erfaret, at Lagmændene ikke ville ſige Lov (dømme) i de Sager, der vedkomme den hellige Kirke og ſom henhøre under Chriſtenretten, ſaaſom ingen Chriſtendomsbaalk findes i den Lovbog ſom den verdige Herre, Kong Magnus, vor Fader, højlovlig Ihukommelſe, lod ſammenſætte, og heller ikke vi, Erkebiſkoppen og Biſkopperne have faaet Tid til at indrette Chriſtendomsbaalken ſaaledes ſom vi kunde ønſke det; men da vi dog ingenlunde ville at den hellige Kirke eller hendes Formænd ſkulle miſte ſine Rettigheder, ville vi, og byde herved paa det beſtemteſte, at vore Lagmænd og alle andre have og overholde den Chriſtenret, ſom har gjeldt hos Eder fra fordums Tid, nemlig hverken den ſom vor Fader Kong Magnus lod ſammenſætte eller den ſom Erkebiſkop Jon lod ſammenſætte, men den ſom forhen gjaldt og er den gamle; den ville vi ſkal gjelde og efter den ſkulle vore Lagmænd og give deres Orſkurder, dog ſaaledes at alle deri nævnte Sekter falde til en Trediedeel. Men er der noget deri, ſom tykkes ikke at kunne pasſe eller er mangelagtigt, da ſkulle I ſkrive til os og give os Eders Betænkning derom efter at have hørt Biſkopperne, de lærde Mænd og de haandgangne Mænd, der vide, hvad der er nyttigt og pasſeligt for Almuen“. Her forudſættes det endog ſom givet, at Lagmændene ſkulle dømme i flere gejſtlige Sager (ſaadanne naturligviis, der ikke vedkom Religionen og Gudsdyrkelſen, men kun Ejendoms- og Indtægts-Forhold), og det betragtes ſom en Tjeneſte, Kongen viſer Gejſtligheden, at han ikke tillader Lagmændene at unddrage ſig fra at afgive Kjendelſe i ſaadanne Tilfælde. Det er ikke uſandſynligt, at Kongen alene af Statsklogſkab har givet Sagen denne Vending, for at Gejſtligheden ſaa meget mindre ſkulde kunne proteſtere mod en Forſkrift, der, om den end virkelig for Øieblikket gavnede den, dog hindrede den fra at høſte de Fordele, den maaſkee ellers kunde høſtet

  1. Langes Kloſterhiſtorie S. 362.