førtes alene mellem Gejstlige[1]. Men største Delen af Gejstligheden selv synes paa denne Tid at have i det mindste stiltiende erkjendt, at den ikke kunde undvære den verdslige Arms Støtte i Retssagers Afgjørelse, saa at Henskydelsen under verdslig Domstol ikke engang hørte til Sjeldenheder, men var det sedvanlige, hvad enten man nu gav Sagen det Udseende, som om man alene betragtede Lagmanden som Voldgiftsmand, eller man virkelig erkjendte hans dømmende Autoritet. Paa Grund heraf kunde Kong Haakon endog lade en Forordning udgaa, der egentlig, idet den udgik fra Kongedømmets Forpligtelse og følgelig Berettigelse til ogsaa at drage Omsorg for at de Sager, der vedkom Christenretten, kunde komme til Afgjørelse, betog Gejstligheden selv en stor Deel af dens Myndighed. Forordningen lyder nemlig saaledes: „Vi have erfaret, at Lagmændene ikke ville sige Lov (dømme) i de Sager, der vedkomme den hellige Kirke og som henhøre under Christenretten, saasom ingen Christendomsbaalk findes i den Lovbog som den verdige Herre, Kong Magnus, vor Fader, højlovlig Ihukommelse, lod sammensætte, og heller ikke vi, Erkebiskoppen og Biskopperne have faaet Tid til at indrette Christendomsbaalken saaledes som vi kunde ønske det; men da vi dog ingenlunde ville at den hellige Kirke eller hendes Formænd skulle miste sine Rettigheder, ville vi, og byde herved paa det bestemteste, at vore Lagmænd og alle andre have og overholde den Christenret, som har gjeldt hos Eder fra fordums Tid, nemlig hverken den som vor Fader Kong Magnus lod sammensætte eller den som Erkebiskop Jon lod sammensætte, men den som forhen gjaldt og er den gamle; den ville vi skal gjelde og efter den skulle vore Lagmænd og give deres Orskurder, dog saaledes at alle deri nævnte Sekter falde til en Trediedeel. Men er der noget deri, som tykkes ikke at kunne passe eller er mangelagtigt, da skulle I skrive til os og give os Eders Betænkning derom efter at have hørt Biskopperne, de lærde Mænd og de haandgangne Mænd, der vide, hvad der er nyttigt og passeligt for Almuen“. Her forudsættes det endog som givet, at Lagmændene skulle dømme i flere gejstlige Sager (saadanne naturligviis, der ikke vedkom Religionen og Gudsdyrkelsen, men kun Ejendoms- og Indtægts-Forhold), og det betragtes som en Tjeneste, Kongen viser Gejstligheden, at han ikke tillader Lagmændene at unddrage sig fra at afgive Kjendelse i saadanne Tilfælde. Det er ikke usandsynligt, at Kongen alene af Statsklogskab har givet Sagen denne Vending, for at Gejstligheden saa meget mindre skulde kunne protestere mod en Forskrift, der, om den end virkelig for Øieblikket gavnede den, dog hindrede den fra at høste de Fordele, den maaskee ellers kunde høstet
- ↑ Langes Klosterhistorie S. 362.
